Aktuelt · Clip · Clip · Film · Litteratur
Sverige: Telefonnumre reserveres til kunst
Den svenske Post- och telestyrelse har besluttet at reservere alle telefonnumre fra 070-1740605 til 070-1740699 til fiktion.
Det betyder, at man i film, tv-serier, bøger og andre fiktivt baserede produkter kan bruge disse telefonnumre. Formålet er at forhindre, at publikum begynder at ringe til et telefonnummer nævnt i en film – og at det går ud over tilfældige mennesker.
Lignende reserverede nummerserier findes ifølge Dagens Nyheter i USA, England og Irland. I England er der endda særlige regionale nummerserier (måske er alle numre i Oxford-området allerede brugt til Inspector Morse?).
På forespørgsel fra Søndag Aften oplyser Energistyrelsen, at Danmark ikke har en sådan liste med reserverede telefonnumre til film, serier og bøger.