Kulturpolitik fra oven

Endelig. En bog som giver en samlet fortælling om Kulturministeriets historie. Tilblivelsen, konflikterne, balancepunkterne. Nye kulturpolitikere kan begynde her.

CulturCritik:

Med Finkultur og mangfoldighed. 60 års dansk kulturpolitik har forfatteren Poul Bache begået et stærkt tiltrængt overblik over de seneste 60 års kulturpolitik. Bogens titel lyver ikke, for det er de stadigt standende konflikter om finkultur versus mangfoldighed, som er den røde tråd såvel i bogen som i den faktisk førte kulturpolitik. Bogen er skrevet af Poul Bache, central embedsmand i Kulturministeriet fra midt i 1990’erne til 2015.

Det var den socialdemokratiske nestor, Julius Bomholt, som fik muligheden for at lægge grundstenen til Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961 og dermed angive retningen for udviklingen af dansk kulturpolitik. Fra det daværende budget på 99 millioner kr. til nutidens 12 milliarder kr. har Kulturministeriet, som det nu mere mundret hedder, været gennem utallige omskiftelser.

Vanskeligheden ved en bog af denne kaliber er at afvikle en kronologisk fortælling og samtidig fastholde fokus på udviklingen indenfor de enkelte kunstarter. Det lykkes forbilledligt ved at etablere en række underliggende tidsepoker primært baseret på de enkelte årtiers politiske styring, dog uden for fast dogmatik. Dermed får læseren en let læst fremadskridende fortælling, hvor der er plads til at gå i dybden med periodernes væsentligste kulturpolitiske konfliktflader, uden at det bliver til trættende gentagelser.

Bogen formår at fastholde en grundlæggende analytisk tilgang og så alligevel give plads til små overraskende detaljer fra tidens gang. Sjovt fx at netop dagbladet Politiken i sin tid var i tvivl, om det var godt med et selvstændigt kulturministerium.

Det handler om balancen

Set over et 60-årigt perspektiv er der forbavsende mange gentagende konfliktflader, som så at sige aldrig afsluttes. Politikerne, uanset farve, definerer aldrig begrebet kultur, hvilket nok har givet den fordel, at begrebets rummelighed har gjort det muligt at modellere såvel politikker som ministerium efter tidernes behov. En helt tydelig konstatering er, at dansk kulturpolitik gennem disse 60 år bygger på en overvældende grad af politisk konsensus. Fra tid til anden kan man finde forskellige betoninger mellem rød og blå side. Men aldrig konsekvent gennem de 60 år. 

Der er et ideologisk baseret skel mellem finkulturen og den mere folkelige kultur, ofte udtalt som konflikten mellem kvalitetskriterier og demokratisering af kulturen. Bomholt selv var rundet af en begejstring for arbejderklassens egen kultur, men forsvarede så sandelig finkulturen med hud og hår. Ønsket om, at den kunst der støttes af staten skal være funderet i kvalitet, har almindeligvis et borgerligt stempel. Men det er så alligevel ofte borgerlige, som vil nedbryde den ypperste kvalitetsforvalter, Statens Kunstfond, og i stedet styrke den folkelige kultur i provinsen. Borgerlige fremhæver gerne kvalitet, men har det svært, når der er forslag om at nedlægge den oprindeligt socialdemokratiske teaterrabatordning, som i stedet styrker publikums valg af hvad som helst.

Det er også sjovt at blive mindet om, at “Venstresocialisternes Preben Wilhjelm var mere skeptisk. Han mente, at størstedelen af Kunstfondens penge gik til ‘en borgerlig finkultur, som i de fleste tilfælde vel endda klarede sig foruden'”. Næppe noget hans politiske arvinger i dag har lyst til at gentage.

Konsensus understreges af at bogen gang på gang om forskellige politiske initiativer gentager: “Kun Fremskridtspartiet stemte som sædvanligt imod”. Det påfaldende er så, at Ole Vig Jensens Kulturfond “er den eneste kulturinstitution, der blev oprettet med Fremskridtspartiets stemmer”, en fond som ellers blev nok så kontroversiel politisk.

Konkluderende må man nok kunne hævde, at kulturpolitikken gennem årene har forsøgt at afbalancere en række forskellige politiske hensyn. Der gives og der tages, men alle skal kunne være med. Politikerne snor sig for at stå fælles om løsningerne.

Armslængden

I dag besynges armslængdeprincippet som en nærmest universel politisk værdi at stræbe efter. Tit med henvisning til Julius Bomholts velkendte citat “støtte, men ikke dirigere”. Bogen minder om, at politikere ofte har ønsket at dirigere – og at den ellers hyppigt kanoniserede kulturminister Niels Matthiassen havde virkelig svært ved denne grænsedragning. Men grænsedragningen var også vanskelig for andre. Fx citeres Venstresocialisternes Steen Tinning for skepsis i forhold til Musikrådets selvstændighed “så man ikke fuldstændigt kobler muligheden for politisk indflydelse ud af systemet”. At kalde Sydslesvigudvalget for et armslængdeorgan er nok også at give for meget af armen, da alle medlemmer af Sydslesvigudvalget faktisk sidder i Folketinget. Bogen viser, at trods Bomholts tidlige diktum var det først fra omkring årtusindskiftet, at det faktisk blev til et reelt kulturpolitisk princip.

Det er herligt at få genfortalt teatergruppen Solvognens Julemandshæren fra 1974. Mindre herligt at få beretningen om Jens Jørgen Thorsens Jesus-film fra samme periode. Modstanden var virkelig voldsom, og daværende kulturminister Niels Matthiasen fremstod vakkelvorn. Når man tænker på den senere karikaturkrise, er det påfaldende, at de politiske kræfter som forsvarede tegningerne i sin tid absolut ikke kærede sig om Thorsens ytringsfrihed. Polemisk kan man spørge: når Kammeradvokaten kunne mene, at Thorsens Jesus-film krænkede “evangelisternes moralske rettigheder til Det Nye Testamente” (!), hvorfor har muslimerne så ikke moralske rettigheder til fortolkninger af Koranen?

Fra oven

Bogens greb er at følge lovgivning og konflikter under de enkelte kulturministre. Bomholt står fortsat uantastet som den, der satte retningen. Niels Matthiasen tåler ikke helt dette indblik i forhold til det noget generøse renomme, han almindeligvis har. Mere overraskende er det måske, at især CD’s Mimi Stilling Jakobsens og de konservatives Brian Mikkelsens eftermæle styrkes gennem historieskrivningen.

Her er det værd at bemærke, at to af de mest markante resultater af Stilling Jakobsens ministertid slet ikke omtales: monopolbruddet med etableringen af lokalradioer og -tv i Danmark og etableringen af Team Danmark. Det skyldes, at både medie- og idrætspolitik er fravalgt i bogens emneafgrænsning.

Bogens perspektiv handler i høj grad om den kulturpolitik der føres gennem lovgivning og andre statslige styringsmekanismer. I enkelte tilfælde må kulturministre reagere på spektakulære bevægelser i tiden, som fx lagerforvalter Peter Rindals angreb på Statens Kunstfond. Men de mange kulturpolitisk relevante bevægelser udenfor ministerierne forbliver i høj grad ufortalt. Hvad brugte kommunerne alle sine kulturpenge til, da man ligefrem overhalede statens udgiftsniveau til kultur? Hvilken rolle har civilsamfundet spillet for at udvikle kulturpolitikken, fx da der i 1970’erne blev etableret snesevis af kvindekulturhuse, hvoriblandt i hvert fald Grevinde Danner-stiftelsen fik presset et tilskud ud af Kulturministeriet? Hvilken betydning fik bølgen af nye lokale, kommercielle, musik- og kulturhuse, som tog sin start med Musikhuset i Aarhus? Eller har den store mængde lokalt funderede kulturhuse i dag overflødiggjort planen fra 1960’erne om, at staten skulle sikre kulturhuse i alle kommuner?

Hvilket pres betød bølgen af ny dans for ministerium og lovgivning? Eller performanceteater? Eller opfindelsen af teaterformer som Fools-festivalerne, som ikke længere var stedbundne? Eller hvilken betydning fik opblomstringen af festivaler i hver en flække af landet for kulturlivet – og hvordan afspejlede dette sig i den førte kulturpolitik? Eller: var det bibliotekernes begyndende eksperimenter med datatjenester som førte til ekspertudvalget som gav UBIS-betænkningen og ny bibliotekslov? Eller var det loven som satte gang i eksperimenter med nye datatjenester i folkebibliotekerne?

Der er heller ikke blevet plads til det “ovenover”, EU og det Nordiske. Hvilken betydning EU i dag har for kulturlovgivningen, kunne være spændende at få belyst. Det gælder i hvert fald på ophavsretsområdet, som gennemgående fylder beskedent i bogen. Den voldsomme krise digitaliseringen førte til, primært for musik og film, omtales heller ikke.

Både introduktion og opslagsværk

Synergien eller dynamikken mellem kulturen “derude” og kulturpolitikken “deroppe” er et perspektiv man kan savne i bogen. Dette kan lyde kritisk, men er snarere en understregning af, at kulturpolitik kan anskues ud fra utallige perspektiver. Med bogen Finkultur og mangfoldighed er det lykkedes at få en læsværdig og perspektivrig fortælling om kulturlovene, Kulturministeriet, tilblivelsen, konflikterne og balancepunkterne. Det er dog mere spændende at læse om de første 40 år. Beskrivelsen af de seneste tyve år tenderer at blive unødigt detaljeret og refererende, hvorved det analytiske greb bliver svagere.

Velvidende at dette skrives fra eget glashus, er det alligevel ærgerligt at bogen skæmmes af væsentligt mere end 100 korrekturfejl. Heldigvis er kun få meningsforstyrrende som “Myrups tid” eller den forbløffende oplysning om, at “Poul Schlüter blev statsminister i 1992”. Bogens register er såmænd også såvel mangelfuldt som fejlbehæftet.

Dette ændrer ikke ved at bogen både giver nye nysgerrige mulighed for at få et samlet perspektiv på 60 års kulturpolitik og samtidigt giver nørderne et absolut tiltrængt opslagsværk, når man vil vide, hvorfor og hvordan kulturen er struktureret som den nu engang er. Forhåbentlig er der sendt et frieksemplar til alle Folketingets kulturordførere.

Poul Bache: Finkultur og mangfoldighed. 60 års dansk kulturpolitik. Gads forlag. 472 sider.