Det blev diskussionen om genåbningen og kompensationerne, der fyldte alt på politikernes Facebooksider i årets første måned.
Efter julens nedlukning og den efterfølgende kollektive glæde over, at omikron-varianten af corona ikke havde ramt så hårdt som frygtet, opstod hurtigt følelse af at kulturlivet snart måtte åbne.
Først ude var Birgitte Bergman fra Konservative:
Det er ganske positive meldinger fra SSI i dag. Der betyder også, at vi naturligvis ikke skal have så restriktive restriktioner for kulturlivet. Derfor mener vi, at biografer, museer og teatre bør åbnes hurtigst muligt. Vi skal have gang i kulturlivet igen og ikke mindst i en genopretningsplan – det forventer jeg, at kulturministeren tager initiativ til. Vi står klar !
Opslaget opnår 90 reaktioner.
Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
Jeg forstår ikke, hvordan vi kan stå her igen. I december blev kulturlivet lukket i fire uger frem til den 16. januar. Men her en uge før fristens udløb ved kulturlivet endnu ikke, om de skal slå dørene op på mandag, eller om de fortsat skal holde lukket. Og de har intet hørt fra regeringen og kulturministeren. Intet. Teatrene aner ikke, om de skal fortsætte prøver med henblik på at være klar til at spille mandag – for så måske bare at blive lukket ned igen med få dages varsel? Og hvad hvis de og spillestederne rent faktisk får lov at åbne, kan de så overhovedet nå at sælge billetter nok? Og hvad med museerne og biograferne? Der er desperat brug for klarhed og kommunikation. Vi kulturordførere er indkaldt til møde på fredag den 14. Januar. Altså to dage før fristens udløb. Det er alt for sent til at skabe den nødvendige vished for kulturlivet. Jeg er oprigtigt overrasket over, at regeringen fortsætter med at behandle kulturen med så stor ignorance og inkompetence. Der var startvanskeligheder i 2020, fordi pandemien var ny, regeringen var uprøvet, kulturministeren kom udefra og kulturministeriet var underbemandet. Men nu? Nu er der ikke længere nogen undskyldning. Kære regering. Hvis I vil have os til at tro på, at I prioriterer kulturen, så vis os, at I tager den alvorligt. Kom ud af bunkeren. Fortæl os, hvad der sker. Vis, at I lytter.
Opslaget opnår 3.500 reaktioner, heraf 400 kommentarer. Mange af kommentarerne handler om forholdet mellem Radikale og regeringen. Den ene side forstår ikke at Radikale støtter regeringen, den anden mener at Radikale svigter.
Også Jan E. Jørgensen fra Venstre har travlt med at åbne:
Endelig. Kulturlivet ser ud til at åbne igen. Og hvad der ikke kunne lade sig gøre i sidste uge – at vurdere hver restriktion for sig – ser nu ud til godt at kunne lade sig gøre. Venstre kommer til at presse på for at åbne mest muligt – for antallet af indlæggelser ser heldigvis ud til at være behersket.
Opslaget opnår 150 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Kommentarerne handler om den generelle opfattelse af restriktioner.
I næste opslag skriver Jan E. Jørgensen:
Det er simpelthen ikke rimeligt, at kulturlivet bliver behandlet så dårligt. Man sætter ikke bare lige en teaterforestilling op uden at ane, om man må spille eller ej. Det er dybt frustrerende, og i Venstre kæmper vi med næb og kløer for at få åbnet kulturlivet igen.
Opslaget opnår 150 reaktioner, heraf 30 kommentarer.
I næste opslag skriver Zenia Stampe:
Regeringen har endelig indkaldt sundhedsordførere og kulturordførere til status på epidemien i morgen. Vi vil presse på for genåbning af kulturlivet. Der er ikke længere sundhedsmæssigt belæg for at holde kulturlivet lukket, og vi kan ikke acceptere, at kulturlivet bruges som den knap, vi skruer på for at påvirke folks generelle adfærd. Hvis folk skal begrænse antallet af kontakter, kram og håndtryk, så sig det direkte i stedet for at ofre kulturen for signalets skyld. Vi har samtidig lyttet os til, at dele af kulturlivet er bekymrede for at åbne med kort varsel og i den nuværende situation. Det er derfor vigtigt, at vi laver en genåbning, der tager højde for, at behovene og mulighederne er forskellige fra kulturinstitution til kulturinstitution. Vi foreslår konkret: Højskoler, museer, kunsthaller, teatre, spillesteder, koncertsale, orkestre og biografer genåbner fra på mandag den 17. Januar. Hvis åbningen ledsages af restriktioner, skal kulturinstitutionerne modtage økonomisk hjælp for at gøre arrangementer med reduceret publikumskapacitet rentable (den såkaldte aktivitetspulje). Det skal også være muligt at erklære sig for selvvalgt tvangslukket med fuld kompensation. Det er – som sagt – ikke alle kulturinstitutioner, der er klar til at åbne mandag. De kan være ramt af sygdom, have vanskeligheder med at omlægge arrangementer til restriktioner eller være udfordret på at sælge billetter med kort varsel og i den nuværende situation. Vi foreslår derfor også, at de individuelle kompensationsordninger – herunder kunststøtteordningen og ordningen for selvstændige og freelancere – forlænges under hensyn til den fortsat begrænsede aktivitet i kulturlivet og samfundet. Disse ordninger skal løbe frem mod marts, så der bliver en rimelig periode at omstille sig i. Vi håber, at regeringen og et flertal i Folketinget vil bakke op om denne model. På den måde kan vi genåbne kulturen – samtidig med at vi tager højde for, at det fortsat er en særlig situation med særlige behov og brug for et solidarisk sikkerhedsnet. Tak for input fra dansk kulturliv. Vi har lyttet os til, at I har brug for klarhed, sikkerhed og fleksibilitet. Det vil vi arbejde hårdt for, at I får.
Opslaget opnår 1.800 reaktioner, heraf 230 kommentarer. Mange er tilfredse med Stampes forslag. De fleste vil simpelthen bare åbne kulturlivet straks.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet svarer indirekte:
Jeg har stor forståelse for den usikkerhed og frustration, der lige nu er i store dele af kulturlivet omkring, hvorvidt restriktionerne fortsætter eller forlænges, efter de nuværende udløber på mandag. Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra hele landet de seneste dage. De gør et stort indtryk på mig. Tak til alle jer, der tager jer tid til at skrive. At stå med en teaterforestilling eller koncert uden at vide, om man kan føre den ud i livet i næste uge er et kæmpe pres. Jeg ville ønske, vi ikke stod i denne situation. Men vi har at gøre med en ny smitsom variant, hvor vi har brug for de allerseneste data for at handle rigtigt. Heldigvis ser situationen bedre ud end frygtet. Ikke mindst fordi så mange har fået tredje stik med vaccinen. I morgen modtager Folketinget myndighedernes indstilling på baggrund af den aktuelle situation. Men lad mig sige det helt klart: Det er regeringens holdning, at det særligt er kulturlivet, hvor vi skal have lempet restriktionerne. Jeg ser derfor frem til i morgen, hvor vi får meget mere afklaring. Og så glæder jeg mig umådeligt til forhåbentlig snart at være ude i vores stærke og dygtige kulturliv igen. Tak fordi I hænger i.
Opslaget opnår 270 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Der er almindelig tilfredshed ved udmeldingen fra ministeren.
Aftale indgået
Jan E. Jørgensen fra Venstre er den første til at glæde sig over aftalen:
Vi er nået til enighed om en kompensationspakke, hvor nyhederne er, at aktivitetspuljen fortsætter – og at teatre, spillesteder m.fl. kan vælge af holde lukket måneden ud og få kompensation. Det er nemlig ikke alle, der kan nå at lukke op og køre som normalt allerede fra på søndag.
Opslaget opnår 230 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Kommentarerne er tilfredse med at der sikres kompensation. En enkelt gør opmærksom på, at freelancere fortsat mangler.
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
En vigtig aftale på kulturområdet ! Vi har sikret dansk kulturliv, hvor mange forsat åbner under restriktioner. Jeg er rigtig glad for, at vi med denne aftale giver kulturaktørerne fleksibilitet i kompensationsordningerne. De kan vælge at holde åbnet, eller først åbne 31. Januar. Det har været vigtigt for os, at få åbnet for aktivitetspuljen igen således at kulturlivet får en større mulighed for at omstille sig i en presset situation. Det skal blive godt at komme ud til gode oplevelser igen ! Vi har brug for et stærkt kulturliv i Danmark.
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf ni kommentarer. Kommentarerne er glade for aftalen.
Herefter er Jan E. Jørgensen dog noget forbeholden:
Nu genåbner kulturlivet, lød det glade budskab fra regeringen i går aftes. Det var en sandhed med modifikationer. Regeringen ville nemlig kun give mulighed for 350 publikummer i teatre, sportshaller, biografer og spillesteder. Det er fint nok for en lille biograf eller et børneteater, men det batter ikke noget, hvis man skal i Det Kongelige Teater eller til en håndboldkamp. Det er derfor en kæmpe sejr, at det lykkedes at få regeringen til at løfte antallet til 500. Og det stopper ikke der. Et flertal i udvalget bestående af en enig blå blok og Det Radikale Venstre fik i dag yderligere gennemført, at den såkaldte Superligamodel ikke kun kan bruges til fodbold, men også til håndbold og bio, musik og musicals. Det betyder i praksis, at der kan opereres med op til tre sektioner med 500 i hver. Går du i teateret, så kan de forreste rækker være én sektion, de bageste rækker en anden sektion, og balkonen en tredje sektion. Og i sportshallen kan der være en sektion bag det ene mål – og en sektion på hver langside. Publikum kommer ikke i kontakt med hinanden på tværs af sektionerne, så sikkerheden er i højsædet. Tak – ikke mindst til Zenia Stampe – for kan vi ikke lokke De Radikale hen over midten, så har vi som bekendt ikke flertal.
Opslaget opnår 260 reaktioner, heraf 25 kommentarer. De fleste kommentarer er glade. Enkelte er dog utilfredse med Venstres almindelige holdning til pandemien.
Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet skriver:
Så har vi en ny aftale om genåbning af kulturlivet på plads! Vi forlænger hjælpepakker og kompensationsordninger til dem der stadig er ramt af restriktioner. Og samtidig opretter vi en ny pulje til aktiviteter for dem der åbner fra på mandag, så vi hurtigt gang få gang i det kulturliv og de gode oplevelser som vi alle sammen savner.
Opslaget opnår 170 reaktioner, heraf syv kommentarer. Der takkes for indsatsen.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Dejlige nyheder – vi kan forhåbentlig snart åbne for dele af kulturlivet igen 🥳🙌 Men det er virkelig med kort varsel, og derfor bør vi hjælpe kulturlivet i gang igen. Vi kan ikke forvente, at alle mand er klar d. 17/1 og særligt ikke at billetterne er solgt. For de arrangementer der skal laves om til mere coronavenlige rammer, så kræver det lidt tid til at planlægge. Derfor bør vi give kulturlivet mulighed for at holde lukket nogle dage ekstra så de kan planlægge arrangementerne – ligesom restauranterne har haft mulighed for selv at vælge, om de vil holde lukket i den seneste nedlukning. Vi ønsker forsat, at vi laver en genopretningspulje til kulturlivet, så vi kan få de ramte brancher på benene igen. Og vi ønsker at genindføre aktivitetspuljen, som kan sikre at mindre arrangementer kan gennemføres med mere afstand uden at tabe penge på det. Det var tidligere en meget populær ordning. Det, der kan gennemføres, skal have mulighed for det. Det har virkelig været en svær og laaaaaang tid med corona, og det har ikke været nemt at forudse mange problemer, vi har stået med. Men vi er klogere nu og jeg håber, at der er flertal for at sikre kulturlivet godt på benene igen 😊🤞🏻
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf ti kommentarer.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Yes – det lykkedes‼️ Vi fik en aftale der nu giver kulturlivet gode muligheder for at starte op igen. Vi fik mulighed for at holde lukket med, så man har tid til at omstille sig, planlægge og sælge billetter. Vi fik også en aktivitetspulje med, så mindre arrangementer kan gennemføres og så de større kan laves om og gennemføres med færre tilskuere, hvis man ønsker det. På den måde starter vi lige så stille op og sætter gang i branchen. For alt det der er for stort til at gennemføres nu, er der de samme muligheder for kompensation. Det er en god aftale, hvor vi har lyttet til branchen. Den er ikke perfekt og situationen er slet ikke perfekt. Jeg glæder mig sindssygt til, at vi er tilbage til normalen med store arrangementer og uden mundbind. Hvor vi sammen kan synge med mens vi har en kold fadbamse i hånden. På billedet er der nogle folk, jeg efterhånden har brugt ret meget tid sammen med, og vi er ved at være dygtige sammen til at hjælpe kulturen igennem en af de værste kriser, vi længe har været i.
Opslaget opnår 140 reaktioner, heraf 15 kommentarer.
Også Zenia Stampe skifter til skuffelse:
I går aftes varslede regeringen en genåbning af kulturlivet. Det var derfor en kæmpe skuffelse, da vi i formiddages så Epidemikommissionens anbefalinger og hørte Mette Frederiksen bakke op om dem. Anbefalingen lød på et forsamlingsloft på 350. Det er mindre, end det var under sidste genåbning, hvor befolkningen endnu ikke var vaccineret. Men det har været en produktiv dag med mange møder og koordination. Først lykkedes det at overbevise regeringen om at løfte forsamlingsloftet til 500, som det var sidst. Og her til aften har vi dannet et alternativt flertal uden om regeringen for også at genindføre superligamodellen for kulturområdet. Superligamodellen går i al enkelthed ud på at indføre sektionering á 500 personer. Publikum inddeles i helt adskilte sektioner, der ledes ind af forskellige indgange og opholder sig i adskilte sektioner af sal og foyer. Det er en kendt og gennemtestet model, som kulturområdet har erfaring med, og som ikke går på kompromis med sikkerheden. For selvfølgelig skal vi passe på hinanden. Men restriktionerne skal tage udgangspunkt i virkeligheden. Og virkeligheden er, at vi har nogle meget store koncerthuse og teatre, der sagtens kan åbne for flere end 500, uden at tætheden bliver for stor. Risikoen for at opleve trængsel og tæt fysisk kontakt vil formodentligt være væsentlig højere i supermarkedet end i operaen.
Opslaget opnår 500 reaktioner, heraf 100 kommentarer. Der er mange tak til Zenia Stampe for hende indsats for kulturen.
Alt godt
Endelig er der opnået fuldstændig enighed. Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
For jeg er sindsygt lettet efter et par døgns intenst arbejde for at genåbne kulturen. Vi har fået en større genåbning, end epidemikommissionen og regeringen lagde op til. Og her til aften lykkedes det også at opnå et langt bedre økonomisk sikkerhedsnet under kulturlivet i genåbningsfasen. Vi har faktisk fået alle vores ønsker opfyldt – hvilket ikke mindst skyldes uvurderlig sparring med kulturlivet og et fremragende samarbejde med de andre kulturordførere. Lad os så få gang i kulturen igen. Og hvis der kommer en ny nedlukning – Gud forbyde det – så må det være nogle andres tur til at lukke. Vi må kunne finde andre måder at styre epidemier på, end at lege stopdans med kulturen. Det er ikke værdigt for en kulturnation som Danmark.
Opslaget opnår 2.000 reaktioner, heraf 400 kommentarer. Der er lutter glæde over opslaget. Enkelte spørger til tekniske detaljer – og Stampe besvarer disse spørgsmål.
Kulturministeren deler Stampes glæde:
Danmark åbner. Fantastisk. Jeg glæder mig! Med tryghed kan vi vende tilbage til livet uden restriktioner. Vores fællesskaber i foreninger og kulturen. Festivaller og idrætsbegivenheder. Danmark er blandt de første til at åbne helt. Det skyldes ikke mindst vaccinerne – tak for friheden til alle jer, der har taget imod vaccinen. Lad os fejre det ved at bruge kulturen, støtte de mange der har haft to hårde år, købe billetter og mødes om oplevelserne – vi ses derude.
Opslaget opnår 130 reaktioner, heraf syv kommentarer.
Identitetspolitikken i kulturen
Men det var ikke corona alt sammen. Der var også plads til nogle identitetspolitiske markeringer undervejs. Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Kunst må gerne provokere og støde – også Muhammedtegningerne! Det har jeg skrevet et indlæg om i Avisen Danmark i dag. Vi har et problem! Når et museum af frygt for repressalier ikke tør vise nogle bestemte tegninger, så har vi alle et problem. Museet for Dansk Bladtegning har nemlig meldt ud, at man ikke har i sinde at udstille de formentlig allermest kendte bladtegninger i Danmarks historie – nemlig Muhammedtegningerne. Tegninger, som i den grad er en del af den nyere Danmarkshistorie – og som er afgørende at lære vores unge mennesker om i Folkeskolen. Museet skal flyttes fra Det Kongelige Bibliotek i København til Den Gamle By i Aarhus. Det giver fint mening, for pladsen er trang på Det Kongelige Bibliotek. Men der er ingen forklaring at hente, udover at tegningerne ligger i nogle metalkasser, der ikke er til at åbne. I mine ører lyder det som om, at frygten for rabiate islamister desværre har vundet over den frie kunst. Men kunst må gerne provokere og støde og være skånselsløs. Det er kunstens formål at udfordre os. Og det gør kunst nogle gange – sådan skal det være. Det skal vi kunne diskutere og tale åbent og frit om. Jeg taler ikke om at søge den bevidste provokation. Jeg kan eksempelvis ikke forstå, hvorfor mennesker i Danmark finder det interessant at brænde en Koran af. Det er usmageligt og uklædeligt. Men det er vigtigt, at vi taler åbent om balancen. For Danmark er et frit land, og sådan skal det blive ved med at være. Her i Skandinavien er vi så glade for vores tillidssamfund. Det er ikke bare dumpet ned fra himlen. Det er kun blevet muligt på grund af den kultur, vi har kæmpet for at opbygge gennem århundreder, og i den kultur er kunsten og den kritiske virksomhed blandt de allerstærkeste katalysatorer. Kultur skaber nemlig mulighedsrum. Havde vi haft en anden kultur i Skandinavien – en katolsk, en arabisk eller en buddhistisk for eksempel – havde vi også fået nogle andre politiske beslutninger og dermed også frembragt et andet samfund end det, vi har. I vores samfund sætter vi pris på lighed mellem kønnene, og at alle har ret til ytringsfrihed. Og gudskelov for det. Hvor er vi henne, hvis man på landets museer bliver bange for at udøve religionskritik?
Opslaget opnår 60 reaktioner.
Jan E. Jørgensen tager debatten om filmskolen på et humoristisk plan ved at udtrykke sin krænkelse over at et komedie ikke var sjov:
I Filmmagasinet Ekko er jeg interviewet om den Cancel Culture, der spreder sig blandt nogle af de studerende, som har fået den idé, at der er film, som de ikke skal se, fordi filmene er “krænkende.” Det er en “Forfejlet debat Jan E. Jørgensen fra Venstre ryster på hovedet af, at elever har udvandret fra Dan Dream. ”Jeg har set Dan Dream, og det eneste krænkende ved komedien er, at den ikke er særligt sjov,” siger Jan. E. Jørgensen. ”Filmskolen bør ikke bøje sig for eleverne. Det dur ikke, at en film fjernes fra undervisningen, fordi nogle sarte, unge mennesker ikke tåler at se den. Hvis man aldrig nogensinde bliver konfronteret med noget, der støder ens verdensopfattelse, udvikler man sig hverken som menneske eller kunstner.” Kulturordføreren minder om, at eleverne ikke selv betaler for uddannelsen. ”Uddannelsen bliver lavet for skattekroner, så Filmskolen har en pligt til at give de studerende en så bred og alsidig uddannelse som muligt.” ”Panserkrydseren Potemkin er sovjetisk propaganda og samtidig en vanvittigt god film, mens En nations fødsel både er et filmhistorisk mesterværk og en forherligelse af Ku Klux Klan. Og at vise en film med et politisk budskab, man måske ikke er enig i, er ikke det samme som at promovere et synspunkt. Det må de studerende indse. Man kan jo heller ikke uddanne medicinstuderende, der ikke vil se blod.” – Men er der ikke noget befriende over, at en ny generation er deres ansvar som kunstnere bevidst? ”Det er fint med debatter om film, som man ikke kan lide. Men der er for tiden en debat i filmverdenen, jeg ikke bryder mig om, fordi den ligger bånd på den kunstneriske ytringsfrihed.” ”Her tænker jeg også på diskussionen om, hvorvidt en skuespiller må spille en rolle som minoritetsperson, hvis vedkommende ikke selv tilhører den minoritet. Det er helt forfejlet. Skuespil handler jo om at spille et andet menneske end den, man er.” Censur fra USA Jan E. Jørgensen fremhæver Gus Van Sants Milk, hvor Sean Penn spiller den autentiske, homoseksuelle politiker Harvey Milk og vandt en Oscar for sin præstation. ”Jeg tudbrølede. Og min forståelse for det svære ved i 1970’erne at være homoseksuel og samtidig stille op i politik for at gøre op med tidens normer, bliver ikke svækket af, at Sean Penn ikke selv er homoseksuel,” mener politikeren fra Venstre. ”Debatten lige nu er bekymrende, fordi den risikerer at føre til dårligere kunst, når man skal følge nogle politiske dogmer. Det er dybest set ikke anderledes end tidligere tiders censur, som i USA typisk er kommet fra højrefløjen med forbud mod bandeord, nøgenhed og den slags.” ”Jeg er ligeglad med, om kristne vil forbyde film med bandeord, eller om kritikere er ude efter Tarantinos film, fordi n-ordet bliver sagt. Begge dele er forkert, fordi det lægger bånd på kunsten. Og hvis der kun må være historier, som bakker et bestemt verdensbillede op, bliver det et fattigt samfund. Jeg tror heller ikke, der vil komme så mange i biografen.”
Opslaget henviser til en artikel på Ekko: ”Kunst handler ikke om moral og godhed”.
Opslaget opnår 320 reaktioner, heraf 40 kommentarer. Alle kommentarer er enige med Jan E. Jørgensen.
Henrik Dahl fra Liberal Alliance skriver om kønsadskillelse i idræt:
Danmarks Idrætsforbund træder i karakter og træffer den helt rigtige afgørelse. Fuld opbakning herfra.
Opslaget opnår 600 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Der er enighed med Henrik Dahls tilfredshed med beslutningen.
Moms på Tv-abonnementer
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige skriver:
Åh nej, så er den gal igen. Nu bliver dit TV- abonnement desværre nok dyrere. Det har et flertal bestående af Regeringen, SF, Dansk Folkeparti og De Konservative besluttet. Årsag? Jo, de vil have I skal betale mere for jeres TV, fordi de blandt andet skal bruge pengene til at pårørende til kriminelle udlændinge nu skal have deres rejse frem og tilbage til et fængsel i Kosovo betalt. Nå ja, fik jeg nævnt at de udenlandske kriminelle selvfølgelig har ret til at komme tilbage til Danmark igen efter afsoning. Ja, det mener de faktisk! Ja, og så måtte jeg lige forklare Peter Skaarup lidt om prioriteringer af borgernes skattekroner 🙂
Opslaget opnår imponerende 9.000 reaktioner, heraf 1.000 kommentarer. Kommentarsporet flyder med galle. Her rases ud mod alle andre end Nye Borgerlige.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. januar 2022.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.