Værdipolitisk medieudspil

Medieudspillet giver regeringen en vindersag. Både blå og røde partier kan være med, selvom det er socialdemokratiske værdier der fremmes.

CulturCommentar:

Regeringens medieudspil er et glimrende lærestykke i, hvordan en regering kan flytte den offentlige samtale, så den egne værdipolitiske dagsorden fremmes. Det mest interessante med regeringens medieudspil er sådan set det, der ikke står. Der står nemlig absolut intet om pengene. Tidligere regeringers medieudspil har været anderledes konkrete, både med hensyn til økonomi og hvilke medier, som skulle fremmes, og hvilke som skulle begrænses.

Da VLAK-regeringen fremlagde det seneste medieudspil i 2018, betød det fx at de foreslåede besparelser på DR, TV2-regionerne og Radio24syv straks blev omdrejningspunktet for debatten. Bredere perspektiver blev der ikke plads til.

I stedet har S-regeringen valgt at angive retninger og hensigter. Naturligvis har kulturministeren allerede tal og beregninger i skuffen, og de kommer sikkert hurtigt op, når forhandlingerne med de øvrige partier påbegyndes.

Både blå og rød

Fordelen er den oplagte, at alle partier – mere eller mindre – vil kunne se sig selv i en mulig aftale. Regeringens udspil kan både bruges til rød og blå side.

Nogle partier har på forhånd markeret, at de vil spare på DR. Dette krav er den nemmeste vej ud af forhandlingslokalet. Såvel Dansk Folkeparti som Nye Borgerlige vil dermed hurtigt forlade forhandlingerne. For de to partier er det en fordel, at de dermed kan stå som de mest ægte DR-modstandere, en sag som har væsentlig folkelig genklang.

Spørgsmålet om Venstre og Konservatives mulige deltagelse er langt mere åbent. Venstre har erklæret, at man har fortrudt de store sparekrav mod DR. Konservative ønsker fortsat at spare 20 procent på DR, men har tydeliggjort forhandlingspositionen: “Hvis der er flertal for, at DR’s enorme budget fastholdes, bør udlægningskravet øges til 20 procent, så private producenter kan byde ind.”

Udlægning af DR

Mere udlægning af DR’s virksomhed bliver således en armlægning. For regeringen vil det være en stor fordel, hvis stridighederne om DR kan begrænses til blot grader af udlægning. De seneste tyve års medieforhandlinger har ellers primært handlet om, hvordan der kunen spares på DR.

Regeringen har en interesse i at få de to store oppositionspartier med i aftalen, og de to partier har åbenlyst en interesse i at være medbestemmende om fx anvendelsen af indtægter fra streamingtjenester eller øget støtte til de regionale medier. Medieaftalen kommer, i lighed med forrige aftale, til at indeholde mange enkeltelementer, som skal forhandles i de kommende år. Det giver dels mulig medieappearance, dels mulighed for at blokere for rød sides værste påfund. Mediehuse, branchens aktører, borgmestre og andre interessenter vil også forvente “ansvarlighed” af de to partier.

Det mest uspiselige for Venstre og Konservative kan blive udspillets udsagn ”TV2 bliver ikke sat til salg under denne regering”. Men det er netop formuleret tidsbegrænset, ”under denne regering”. Formuleringen binder ikke kommende regeringer.

Kan støttepartierne sige andet end ja, tak?

De krav, som rød side har formuleret forud for forhandlingerne, svarer glimrende til kulturministerens udspil: streamingafgift, mere til regionale medier, fastholdelse af DR med stærkere børn- og ungeprofil samt stramninger overfor techgiganterne. Ingen har fx stillet ultimative krav om bedre økonomi for DR.

Armlægningen med rød side vil mest handle om helt konkrete elementer, fx størrelsen af en streamingafgift, DR’s økonomi og fordelingen af støtte til de regionale og lokale medier. Ved at medtage krav om overenskomster, arbejdsklausuler og kædeansvar tager man endda brodden af mulige krav fra støttepartierne.

Det er svært at forestille sig dramatiske forhandlinger. Og uanset resultatet, vil regeringen stå med et resultat, som i høj grad svarer til de værdipolitiske intentioner, som er markeret i udspillet.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør