Når vi taler om balancer

Mens politikere diskuterer flytning af institutioner fra hovedstad til provins, glemmer man både de unge kunstnere og de borgernære tilbud.

Politik handler i høj grad om balancer. Når der skal vedtages en CO2-afgift, er det balancerne mellem virksomhedstyper, diskussionen handler om. Når staten giver et varme- eller energitilskud er det også balancerne, der er til diskussion: hvem skal omfattes og hvem ikke.

Balancerne fylder også meget i kulturpolitikken. Når en mulig streamingafgift kritiseres, er det fordi den vil forrykke balancer i medielandskabet. Når en museumsreform er vanskelig, er det fordi den vil forrykke balancer.

Nogle gange kan balancediskussionerne nærmest virke som en besathed, især i kulturpolitikken, hvor det egentligt væsentlige er kunstens udfoldelse, ikke demografiske forhold.

Geografiske balancer

Gennem de seneste tyve år har især de geografiske balancer været dominerende i den kulturpolitiske debat. Gennemgående med en fortælling om at staten bruger for mange penge i København og for lidt i resten af landet.

Samtlige folketingets kulturordførere forsøger at tale ind i denne fortælling og give sine bud på, hvad der skal ændres. De skiftende regeringer har ligeledes forsøgt at komme med bud på ændringer.

Muligvis lykkedes udflytningen af Dansk Spognævns otte medarbejdere fra København til Bogense. Lad os blot antage, at det blev en lykkelig parring mellem kulturinstitution og by. Men ændrede det noget for borgerne i Bogense? Ændrede det ved balancen mellem hovedstad og provins?

Når kulturpolitikken bliver så konkret, at det kommer til at handle om en enkelt – eller et par – institutioner, kan alle deltage i diskussionen. Men det rykker egentlig ikke noget.

For mange er det nok overraskende, at staten giver det samme pr. indbygger i kulturstøtte på de to sider af Storebælt. Den største ubalance er mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, ikke mellem Øst- og Vestdanmark (Læs Lige mange kulturpenge til vest som øst).

Hvorfor kun geografi?

Det kan undre, at politikerne kun er optaget af den geografiske balance. Kun få politikere diskuterer den kønsmæssige balance på kulturområdet, selv om ligestilling fylder nok så meget på andre politiske felter.

En anden demografisk dimension, alder, fylder absolut ingenting i den kulturpolitiske debat. Det burde ellers hæve advarselsflag, at 28 procent af modtagerne af kulturstøtte er i pensionsalderen og kun 14 procent er under 40 år (Læs Den langsomme ligestilling og flere gamle kunstnere).

Der tales meget om diversitet i kulturpolitikken, så lad da gerne alder indgå i denne diskussion. Vi har også brug for de unge kunstneres virkelyst og det bør staten naturligvis understøtte.

En mulig forklaring er, at der gennem mange år ikke er skabt nye støtteformater. Statens valg af puljer og formater har givetvis i sig selv en vis konserverende funktion. Som kunsten gerne må fornyes, må støtteformerne ligeledes gerne fornyes.

Danmark som decentralt dydsmønster

For snart tyve år siden havde vi en omfattende og resultatsløs diskussion om flytning af Rigsarkivet. Man kan selvfølgelig gerne lade sig inspirere af det projekt og foreslå nye udflytninger af velfungerende virksomheder fra København til det øvrige land. Dette er altid konfliktfyldt og vanskeligt – og har sædvanligvis kun begrænset gavn for borgerne og højst i den by, der får en ny institution. Det bliver til ren symbolpolitik.

bibliotekerne er altafgørende for at sikre decentrale og borgernære kulturtilbud

Sædvanligvis sammenligner vi os gerne i Danmark med de øvrige nordiske lande. Og analysen fra Kulturanalys Norden er uhyre entydig: Danmark er decentraliseringens dydsmønster (Læs Det decentrale Kulturdanmark). Ingen af de andre nordiske lande kommer på noget parameter i nærheden af den danske decentralisering af kulturtilbuddene for borgerne.

Kulturanalys Norden konkluderer, at bibliotekerne er altafgørende for at sikre decentrale og borgernære kulturtilbud.

Så måske skal man i stedet diskutere, hvad staten kan gøre for at sikre at de borgernære kulturtilbud styrkes. Det var jo i sin tid den statslige medfinansiering som gav muligheden for den vigtige udbygning af folkebibliotekerne til hele landet. I dag består statslig støtte som dominerende regel i ansøgningspuljer: nogle få biblioteker kan etablere sig i bymidter, nogle få biblioteker får penge til udviklingsprojekter.

Den åbne og betingelsesløse medfinansiering som også gav egnsteatrene, var faktisk velfungerende. Og der var fuld armslængde i den forstand at staten blandende sig uhyre lidt i aktiviteterne.

Hvad blev der i øvrigt af de socialdemokratiske tanker om at styrke musikskolerne?

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør