2021: et elendigt museumsår
Corona havde fortsat taget på danske museer i 2021. Museerne mangler fortsat en tredjedel af det publikum man havde før pandemien.
2021 blev det dårligste år for de danske museer siden 2003. Fra 2010 til 2015 oplevede museerne en fremgang fra cirka 10 millioner besøg årligt til cirka 15 millioner besøg årligt. Indtil 2019 var besøgstallet stabilt på dette niveau, men så kom corona.
Fra 2019 til 2020 faldt museernes samlede besøgstal fra 15,6 millioner i 2019 til 10,3 millioner besøg i 2020. I 2021 faldt det yderligere til 9,8 millioner besøg. Det viser den årlige museumsstatistik fra Danmarks Statistik.
Tilbagegangen i besøgstal har ramt både kunstmuseerne og de kulturhistoriske museer hårdt. Kunstmuseernes besøgstal faldt fra 4,4 millioner i 2019 til 2,8 millioner i 2020 og yderligere til 2,3 millioner i 2021. Faldet fra 2019 til 2021 udgjorde hele 47 procent. De kulturhistoriske museers besøgstal faldt knapt så drastisk: 8,4 millioner besøg i 2019 til 5,4 millioner besøg i 2020 og yderligere et fald til 5,2 millioner besøg i 2021. De kulturhistoriske museers fald fra 2019 til 2021 udgjorde 39 procent.
Københavnske museer bløder mest
Det er især museerne i København og hovedstadsområdet som har mistet tag i publikum under coronaårene. Museerne i Byen København har mistet hele 53 procent af de besøgende fra 2019 til 2021. Nordsjælland har mistet 50 procent og Københavns Omegn 44 procent.
Modsat har museerne på Bornholm bevaret skindet på næsen med en beskeden tilbagegang på 5 procent fra 2019 til 2021. Også landsdelene Vest- og Sydsjælland (mistet 15 procent) og Vestjylland (mistet 18 procent) har klaret skærene nogenlunde.
Museer mistede publikum
Corona ramte de enkelte museer meget forskelligt. De museer som mistede relativt flest besøgende fra 2019 til 2021 ses her:
Museum | 2019 | 2021 | Mistet andel i procent |
---|---|---|---|
Naturhistorisk Museum, Aarhus | 135242 | 28368 | -79 |
Museerne i Fredericia | 50306 | 11425 | -77.3 |
Kroppedal Museum | 14701 | 4090 | -72.2 |
Marstal Søfartsmuseum | 70364 | 21074 | -70.1 |
Nivaagaards Malerisamling | 87993 | 26701 | -69.7 |
Museum Vestfyn | 22074 | 6858 | -68.9 |
Arken | 345101 | 109692 | -68.2 |
Esbjerg Kunstmuseum | 117801 | 46526 | -60.5 |
Ny Carlsberg Glyptotek | 514608 | 203510 | -60.5 |
Vikingeskibsmuseet | 170547 | 67956 | -60.2 |
Kilde: Danmarks Statistik. Beregninger: Søndag Aften.
Note: I oversigterne over de enkelte museers besøgstal indgår kun museer, som har haft aktiviteter og indrapporteret besøgstal til Danmarks Statistik både i 2019 og 2021.