Helt perfekt bliver det aldrig

Faldgruberne i museumsreformen består. Et dusin museer er i fare for at falde udenfor statsanerkendelsen.

Den gennemstrømmende glæde over museumsreformen bygger på, at det efter flere års tovtrækkerier lykkedes at vedtage en reform, at der kom ekstra penge til området – og at oplægget fra Arbejdsgruppen om en Museumsreform fik så ringe indflydelse på den endelige reform.

Grundlæggende er man jo et skarn, hvis man siger nej tak til en samlet budgetforøgelse på omkring 15 procent til et område. Al glæde til trods, er der selvfølgelig væsentlige faldgruber i den samlede museumsreform.

I farezonen

Et af kravene for at fortsat være statsanerkendt museum er, at museet tiltrækker mindst 10.000 besøgende årligt (som gennemsnit af to år).

Målt ud fra besøgstal i 2022 og 2023 ville disse museer være faldet for minimumskravet om 10.000 (8.000 for ø-museer):

• Museum Give
• Glud Museum
• Kroppedal Museum
• Lemvig Museum
• Museum for Forsyning og Bæredygtighed – MOSS
• Museum Vestfyn
• Vendsyssel Kunstmuseum

Disse museer skal blot miste under 10 procent i besøgstal for at falde for kravet:

• Esbjerg kunstmuseum
• Museerne i Fredericia
• Museet for Samtidskunst
• Museet på Sønderskov
• Rudersdal Museer
• Ærø Museum

Gennemgående har disse museer ikke vanskeligt ved at leve op til museumsreformens krav om 4 millioner kr. i indtægter, enkelte står dog også meget svagt finansielt. Nogle af museerne er så langt fra at opfylde museumsreformens krav om besøgstal, at de allerede nu må begynde at overveje fusion med andre museer eller andre voldsomme tiltag for at sikre fremtiden.

I øvrigt fremgår det ikke af aftalen, hvordan man håndterer tilskud til museer, som lukker ned i længere tid, fx på grund af ombygning eller omfattende beskadigelser.

Incitament = præmie

For Arbejdsgruppen om Museumstilskud var det altafgørende, at støtten til museerne blev bevilliget ud fra objektive og målbare kriterier. Dette har aftalepartierne fastholdt, dog kun for en fjerdedel af det samlede tilskud.

Aftalepartierne har åbenlyst ikke forholdt sig til den stærke faglige kritik fra fx. Per Nikolaj Bukh (se Søndag Aften arkiv), som har fremhævet at incitamenter bør bruges til at styre efter ønsket retning, ikke som blind præmiering.

Man kalder det for incitamentsbaserede tilskud, men kunne for to af kriteriernes vedkommende i stedet kalde det for præmiering. Museer, som henter store billetindtægter, præmieres. Museer som har mange ikke-statslige indtægter, præmieres. Mere af det som allerede er i fokus, giver flere penge.

Da man samtidig har fastholdt Arbejdsgruppens trin-model, at halvdelen af museerne ikke modtager incitamentstilskud og at de fleste øvrige ligger rimeligt fast i besøgstal, er “incitamentet” reelt ikke til stede. Top 5-museerne har gennemgående været De danske kongers kronologiske samling, Louisiana, AROS, Den Gamle By og Glyptoteket. Uanset, hvad disse museer gør for at sikre flere gæster, vil de ikke mærke noget “incitament”. Eneste incitament består i at undgå, at det går galt to år i træk, for så straffes de. Det samme gælder de museer som har færrest besøgende. Kun få af bund-50 procent-museerne vil kunne håbe på at kunne øge besøgstal – eller indtægter – så meget, at man kan komme i en højere kategori.

På indtægtssiden kan endda komme en særlig tilskudstænkning. Hvis man får en meget stor ekstraordinær donation, vil det kunne svare sig at dele den op på flere år.

Matematisk set er det stærkt sandsynligt, at man efter 5 år vil kunne konstatere, at de såkaldt “dynamiske” incitamentstilskud er ovenud statiske for langt størsteparten af de danske museer. Det giver selvfølgelig en vis tryghed.

Den eneste nytænkning indenfor incitamenterne er præmieringen for mange børn og unge som gæster. Da det ellers er gratis-besøgende, kan man her styre efter ønsket politisk retning: gør mere for at få flere børn og unge ind.

Incitaments-systemet har fortsat den svaghed fra Arbejdsgruppens forslag, at aktiviteter som ikke tæller med, dermed bliver nedprioriteret. Det gælder fx både antal gæster på hjemmesider, som man åbenbart ikke kan etablere troværdig optælling af, eller arrangementer og rundvisninger udenfor selve museet. Dette skal museerne så i givet fald gennemføre for at lokke flere “rigtige” gæster, ikke som en selvstændig kvalitet.

Betydningen af entré

Et af de parametre, som museer traditionelt set kan arbejde med, er entréens størrelse. Samtidig er det en mulighed, som en del politiske partier helst ser afskaffet, så der bliver gratis entré på flere museer.

Men hvilken funktion har entréprisen i forhold til den nye museumsreform?

For at overhovedet opnå statsanerkendelse, skal museer fremover have mindst 10.000 gæster årligt. For de mindste museer gælder altså, at det kan svare sig at holde entréprisen så lav som mulig, så man i det mindste kan sikre fortsat statstilskud. De 10.000 beregnes ud fra et to-årigt gennemsnit. Man vil derfor kunne forestille sig museer, som i slutningen af en sådan to-årig periode slipper entreen fri, så man når målet inden fristen udløber.

Museer på den sikre side af 10.000-grænsen kan være ligeglade med dette. Alt andet lige må man således forvente, at de mindst besøgte statsanerkendte museer reducerer entréprisen.

Herudover kan entréprisen have modsatrettet betydningen indenfor de såkaldte incitamentsbaserede tilskud. Et af parametrene, antallet besøgende, er blot en tælling af antal besøgende, uanset entré eller ej. Her gælder det om at have så lav entré som muligt, så man får flere besøgende, og dermed en større andel af de 40 millioner kr., der er i denne pulje.

I modsat retning går parameteret indtægter. Her gælder det om at få så store indtægter som muligt, for at få en større andel af de 40 millioner kr., der er i denne pulje. Entréindtægten er dog kun en mindre del af museernes samlede ikke-statslige indtægter. Tager man udgangspunkt i Arbejdsgruppens opgørelser, udgør entréindtægten ca. 20 procent af museernes ikke-statslige indtægter.

For langt de fleste museer vil det dels være særdeles vanskeligt at beregne tilskudseffekterne af ændrede éntrepriser. Efter et antal år vil museer, der er på grænsen af tilskudstærskler kunne kalkulere med øget tilskud ved fx lavere entré.

Blandt mulige indtægter nævnes tilskud fra fonde. En del fonde har tradition for fx at indkøbe kunstværker og efterfølgende donere disse til et museum. Det vil fremover være en fordel for museet, hvis fonden reserverer kunstværket, men at det købes af museet, hvorefter fonden giver et tilsvarende tilskud til museet.

Hensigten med at etablere incitamenter i tilskudsmodellen for museerne, er selvfølgelig, at incitamenterne skal ændre museernes adfærd. Det forekommer dog ikke egentligt belyst, hvilke effekter det kan få, når museerne faktisk ændrer adfærd.