Store teatre klarer sig bedst
Teatrene blev hårdt ramt af coronapandemien. Publikum er ved at finde tilbage til teatersalene, især de store.
Efter to års corona-rædselssæsoner er de danske teatre nu ved at nærme sig tilskuertallet fra før pandemien. Det viser den årlige scenekunststatistik fra Danmarks Statistik. I sæson 2021/2022 gæstede 2,5 millioner publikummer de danske teaterscener, en voldsom stigning i forhold til katastrofale 0,9 million publikummer i 2020/2021. Men vigtigst af alt nærmere ved de 2,8 millioner publikummer teatrene havde i 2018/2019. I forhold til 2018/2019 havde teatrene fortsat en tilbagegang på 11 procent.
Det er gennemgående de større teatre, som klarer sig bedst i forhold til pre-corona. Teatrene i Det Storkøbenhavnske Teatersamarbejde og Det Kongelige Teater har sågar oplevet en øget tilskuerinteresse i 2021/2022 i forhold til 2018/2019. Det Storkøbenhavnske Teatersamarbejde øgede publikumstallet fra 190.000 i 2018/2019 til 210.000 i 2021/2022, en fremgang på 10 procent. Dette skal dog ses i forhold til at disse teatre havde en række sløve sæsoner inden pandemien. Det Kongelige Teater øgede publikumstallet fra 490.000 i 2018/2019 til 520.000 i 2021/2022, en fremgang på 5 procent.
Man kan slet ikke påstå, at teater er et uddøende fænomen.
Modsat er hverken egnsteatre eller de teatre som støttes af Statens Kunstfond kommet sig. Egnsteatrene havde 490.000 tilskuere i 2018/2019 og kun 300.000 i 2021/2022, en fortsat tilbagegang på hele 40 procent. Egnsteatrene havde faktisk 30.000 færre tilskuere i 2021/2022 end i sæson 2019/2020, som blev afbrudt efter 9 måneder. Teatrene under Statens Kunstfond havde samlet 300.000 tilskuere i 2018/2019, nu reduceret til 220.000 i 2021/2022, en tilbagegang på 26 procent. Et hurtigt gæt kunne tyde på, at små teatre har haft mere vanskeligt ved at markedsføre sine forestillinger og måske er mere afhængige af hele tiden at nå et nyt publikum?
Flere unge
Det glædelige for teatrene er, at man er blevet bedre til at få fat på det unge publikum. I sæson 2018/2019 havde teatrene samlet 810.000 tilskuere under 25 år, dette faldt drastisk til 380.000 i 2020/2021, men er i 2021/2022 øget til 900.000. Det svarer til en fremgang på 10 procent fra 2018/2019, før pandemien, til 2021/2022.
Det har den naturlige konsekvens, at tilskuertallet for voksne er faldet fra 2,0 million i 2018/2019 til 1,6 million i 2021/2022, et fald på 20 procent. En mulig forklaring på dette, kan være at mange ældre borgere fortsat føler sig sårbare og usikre på større indendørsforsamlinger.
Den almindelige påstand om at publikum skal opdrages til kunst og kultur så unge som muligt, fører til den glædelige konsekvens, at det øgede publikumstal blandt unge er med til at fremtidssikre teatrene. Man kan slet ikke påstå, at teater er et uddøende fænomen. De unges andel af det samlede teaterpublikum har traditionelt udgjort omkring 25 procent. I 2021/2022 er det 36 procent af teaterpublikum, som er under 25 år.