Aktuelt · Clip · Kunst og museer
Publikum har fundet tilbage til museerne
De danske museers udstillinger fik besøg af 15,6 millioner gæster i 2022. Det er en stigning på over 50 procent i forhold til 2021, hvor man noterede et besøgstal på 9,8 millioner gæster. Det viser den årlige museumsstatistik fra Danmarks Statistik.
Mere interessant er det dog, at man er tilbage på niveauet fra før covid-19. I 2019 havde museerne samlet set 15,6 millioner udstillingsbesøg. 2022 blev faktisk det bedste museumsår siden rekordåret 2016, hvor man kunne tælle 16,2 millioner gæster.
Målt i forhold til 2019 halter kunstmuseerne fortsat. I 2019 havde de 4,2 millioner besøg, i 2022 havde man 3,8 millioner besøg.