Regeringens lovprogram for 2023/2024 indeholder fem lovforslag på Kulturministeriets område.
Tre forslag er allerede fremsat. Det drejer sig om:
- Ændring af mediestøtten. Forslaget gennemfører den del af medieaftalen fra juni 2023, som handler om støtte til lokale og regionale aviser. Forslaget bakkes op af stort set hele Folketinget, kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige vil stemme imod – begge partier er principielle modstandere af mediestøtte.
- Kulturbidrag fra streamingtjenester. Dette bliver årets mest kontroversielle diskussion.
- Forlængelse af Slots- og Kulturstyrelsens frist til at færdigbehandle covid-19-tilskud. Dette lovforslag giver ikke kontroverser, men måske en god påmindelse om, at det var fornuftigt at lave de såkaldte solnedgangsklausuler, som sikrede at midlertidige love fik en udløbsdato (som så kan ændres).
Til februar ventes regeringen at fremsætte forslag om ændring af radio- og tv-loven. Også dette er en udmøntning af medieaftalen. Denne del handler om DR’s bestyrelse – og vil givet vise uenigheder i folketinget.
Endelig vil regeringen til februar fremsætte et lovforslag om modernisering af ophavsretsloven, så man – vanen tro! – kan tilpasse sig den teknologiske udvikling.