Oh, at spørge ministeren

Spørgsmål til ministeren skal vi selvfølgelig have. Der er tydelig forskel på spørgsmålene fra højre og fra venstre.

CulturCommentar:

Folketingsmedlemmernes spørgsmål til ministeren er en veletableret genre i det politiske teater. Det er en mulighed for at stille ministeren til ansvar, for at blive klogere på et givent emne og ofte en substitut for folketingsmedlemmets egen handlingslammelse. Kan man ikke andet i en sag, som har mediernes fokus, kan man virke handlingsrettet, når man siger at man vil stille et spørgsmål til ministeren. Derefter bliver sagen og den mulige opfølgning ofte glemt af de nyhedsfikserede medier.

Sådan er det generelt og sådan er det på kulturområdet.

På kulturområdet kan spørgsmålene groft sagt deles op i to kategorier: Spørgsmål som søger saglige svar og spørgsmål som indgår i værdikampen.

Den aktuelle historiske undtagelse med en midterregering, gør det langt lettere at se forskel på spørgsmålenes karakter. For der er en klar forskel på venstre og højre side i folketingssalen. De spørgsmål som søger oplysende svar, fx i forbindelse med et lovforslag, kommer fra alle sider i det politiske spektrum.

Den værdipolitiske bane er entydigt ejet af højre side. Her er det Gefundenes Fressen, hver gang der dukker en sag op, som giver mulighed for at hæve det værdipolitiske flag. Yndlingsofferet er naturligvis DR og kan man få lidt muslimsk konfliktflade ind i sagen, er det allerbedst.

Konflikten om Gaza er her det bedste eksempel. Foreløbig er der stillet ti spørgsmål om medarbejderes deltagelse i en underskriftsindsamling. Enkeltkunstneres optræden kan også føre til spørgsmål.

Frås

Men også enhver antydning af frås med offentlige midler er kærkommen.

Og frås kan man så rigeligt kalde sagen om DFI’s Filmtaget for. Der er begået klare forvaltningsfejl, som også erkendt og beklaget af ministeren. Trods dette har Liberal Alliance i alt stillet 53 spørgsmål til kulturministeren om selve Filmtaget og konsekvenserne for danske film. Og spørgsmålene nøjes ikke med at handle om det politiske i sagen, men snart sagt hver sten er vendt. Der er ganske mange spørgsmål som handler om den nu afgåede direktørs virke, hans løn, aftrædelsesordning, hvilke bestyrelsesposter han har indtaget, hvilke ekstra honorarer han (ikke) har modtaget osv.

Og når man vender sten på denne måde, kan man altid finde fejl, fx i sammensætningen i bestyrelsen i forskellige filmsammenhænge.

Det er tydeligt, at når Liberal ALliance har fundet en (væsentlig) fejl, så aner partiet en større konspiration, hvor alle involverede til enhver tid har sat sig for at ødsle med det offentliges midler.

Det eneste spørgsmål man måske kan savne fra Liberal Alliance er, hvornår den afgåede direktør blev ansat som direktør. Det blev han nemlig mens Liberal Alliance havde vagten som kulturminister og bød ham velkommen med ordene ”Det er dejligt, at instituttet har en ledelse, der ser virkeligheden i øjnene.”

Gå efter personerne

En ting er, at kulturministeren talrige gange hvert år (ja, virkelig mange år) må belære spørgere om armslængdeprincippet. Det er spørgerne åbenlyst ligeglade med. Men der forekommer også at være en stadig mere tydelig intimidering af enkeltpersoner. Der er store forpligtelser som offentligt ansat (eller i offentligt funderede virksomheder som fx DR), men man skal så også være klar til ganske negativ personlig omtale, uanset at man har fire-fem cheflag over sig.

Og chokerende nok, er perspektivet i mange af personomtalerne at begrænse ytringsfriheden.

Det er selvfølgelig politikernes gode ret til at bruge folketingets spørgsmål som talerstol om de emner som optager folketingsmedlemmerne.

Ledere og engagerede i landets kulturinstitutioner skal så bare affinde sig med at en stor del af folketingets kulturpolitikere egentlig ikke interesserer sig for hvad der foregår, hvilke problemer man tumler med, hvilke veje man ser for at komme videre og hvilke dilemmaer der er i en så rigeligt omskiftende tid.

Hint: Læs den aktuelle Verdens bedste kulturpolitik? (Se Gode forskerspørgsmål til kulturpolitikken) – her er mindst 15-20 store spørgsmål, som byder ind til reel og relevant kulturdebat – både set fra højre og fra venstre.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør