Museumsreform, et skridt nærmere

En museumsreform kom et væsentligt skridt nærmere, da Arbejdsgruppen om Museumsreform fremlagde sin rapport.

Endelig kom udspillet til en ny museumsreform, der er en slags kollektivt medieudsagn om det forslag til museumsreform, som en arbejdsgruppe nedsat af Kulturministeriet nu har fremlagt. Dermed er Kulturministeren kommet et skridt nærmere at opfylde regeringsgrundlaget.

Historien er dog ikke så kompleks og bøvlet, som den bliver gjort til. Det første politiske forsøg blev gjort af VLAK-regeringen, som ikke havde noget eget bud på en reform. I stedet valgte man at nedsætte to parallelle og konkurrerende “visionsgrupper” (se Søndag Aften arkiv). Medlemmerne i visionsgrupperne vidste godt, at deres forslag ikke ville blive virkeliggjort, hvorfor de var undtaget fra de sædvanlige bestræbelser på at finde kompromisser. Visionsgruppernes oplæg kunne ikke bruges som oplæg til det politiske arbejde, hvilket var en af grundene til at VLAK og Dansk Folkeparti ikke kunne nå frem til en reform.

De ønsker den efterfølgende socialdemokratiske regering måtte have haft om en reform, blev aldeles overskygget af arbejdet med corona-hjælp til kulturlivet, også museerne.

Den aktuelle rapport, Anbefalinger til en reform af statsanerkendte museers opgaver og tilskud, er således det første egentlige oplæg til en museumsreform. Rapporten har den grundighed i arbejdet og præcision i formuleringerne, som gør at det kan anvendes i det videre politiske arbejde.

Rapporten konkluderer i 17 forskellige anbefalinger, hvoraf en del kan kaldes tiltrængte moderniseringer af sprog og formål i museumsloven, en del ridser mulige rammer for en kommende tilskudsmodel op og endelig en del forsøger at beskrive administrative forenklinger omkring tilskudsadministrationen.

Fra fem søjler til tre bærende vægge

Museumsfaglige vil vide, at de statsanerkendte museer er defineret gennem fem bærende opgaver: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Dette ønskes nu ændret til tre overordnede opgaver: samlingsudvikling, vidensudvikling og formidling.

Man kan hævde, at de tre søjler indsamling, registrering og bevaring nu blot samles under samme paraply. Centralt er dog, at der tillægges et udviklingsperspektiv. Der er så at sige ikke blot tale om et tørt kontor- og skjult kuratorarbejde, men derimod et mere strategisk perspektiv.

Det samme kan man sige om ændringen fra forskning til vidensudvikling. Forskningen skal således stå sammen med anden produktion af viden fra museerne, fx publikumsundersøgelser.

Stærkere økonomisk grundlag

Rapporten lægger op til ændring af de økonomiske grundvilkår for de statsanerkendte museer med to væsentlige forudsætninger. Dels skal det hidtidige krav om at det enkelte museum mindst skal have egenindtægter på 2 millioner kr. årligt øges til 4 millioner kr. Dels skal grundtilskuddet til de statsanerkendte museer øges fra nuværende 1 million kr. til 1,5 million kr. Begge ændringer vil sikre de statsanerkendte museer en mere bæredygtig økonomi. Rapporten undlader dog at ønske at disse beløb fast pristalsreguleres. Den manglende pristalsregulering har ellers været med til at udhule de mindre museers økonomi.

Arbejdsgruppen foreslår, at det skal være et krav, at det enkelte museum har mindst 10.000 brugere årligt (målt som gennemsnit for de seneste tre år) for at blive statsanerkendt. Brugere defineres som besøgende på museernes udstillinger. I 2022 var der ti museer med besøgstal under 10.000, heriblandt Dansk Jødisk Museum, Museet for Samtidskunst og en række lokale museer.

Det foreslås også, at det enkelte museum mindst skal publicere en fagfællebedømt forskningspublikation hvert tredje år.

Hvis disse krav ikke opfyldes, bortfalder statsanerkendelsen og derved det statslige tilskud.

Objektivt tilskud

Såvel politisk som museumsfagligt har et stærkt ønske til en museumsreform været, at tilskuddene bliver gennemskuelige og til at forklare objektivt.

Det bestræber arbejdsgruppen sig også på. Det volder dog væsentlige problemer, for det kræver objektive data. Arbejdsgruppen kan ikke pege på relevante objektive data til at beskrive det væsentlige felt, samlingsudvikling. Det medfører, at man må nøjes med data om vidensudvikling og formidling. Man vælger at repræsentere vidensudvikling gennem antal fagfællebedømte forskningsartikler.

Formidling lader man repræsentere ved antal fysiske besøgende og museets samlede indtægter (bortset fra statstilskuddet). Arbejdsgruppen mener fx ikke at man med tilstrækkelig troværdighed kan opgøre antallet deltagere i museumsarrangementer udenfor selve museet (fx rundvisninger ved lokalmuseer) eller besøgende på hjemmesider.

Tre modeller

Museumsrapporten lægger op til tre forskellige tilskudsmodeller, hvor de to dog er varianter af samme princip.

Alle tre modeller bygger på de objektive data, man har fundet. Desuden tillægges et princip, såkaldte tærskler. Tærsklerne skal sikre, at udbetalingen af tilskud begrænses til ganske få forskellige beløb. Det begrundes med at beløbene skal være gennemskuelige.

Den mest simple model, kaldet Trappemodel A, bygger på at de museer som er i top 10 procent indenfor hvert af elementerne forskningspublikationer, besøgstal og indtægter placeres i klasse 3. De 40 procent som er over 50 procent, men under 90 procent af museerne, placeres i klasse 2 og endelig at de laveste 50 procent placeres i klasse 1.

De museer som er i top 10 procent på alle tre felter, altså klasse 1 i alle tre felter, ender i øverste tilskudsklasse og får derved det maksimale tilskud, i forslaget 10 millioner kr. Hvis et museum opfylder minimum klasse 2 på alle tre felter, havner man i næstøverste tilskudsklasse, i forslaget 5 millioner kr. Opfylder et museum ikke disse krav, må museet nøjes med grundtilskuddet (1,5 million kr.).

Trappemodel B svarer til principperne for Trappeodel A, men består blot i fire trin.

Endelig foreslår rapporten en såkaldt byggeklodsmodel. Den har samme principper, som trappemodellerne. Dog med en væsentlig ændring. I Trappemodellerne kan man sige, at et museum som placeres i øverste tilskudsklasse på to felter, men så at sige dumper på et tredje, straffes for dette og således ikke tilgodeses for de to topplaceringer.

I byggeklodsmodellen vælger man at fordele midlerne ud fra hvert felt. Der afsættes på forhånd et tilskudsbeløb til hvert af de tre felter forskningspublikationer, besøgstal og indtægter. Herefter deles hvert felt i tre klasser, som i Trappemodel A. Tilskuddet fordeles herefter for hvert felt. I et tænkt eksempel vil et museum med meget få besøgende og få egne indtægter kunne belønnes, hvis man har mange forskningspublikationer.

Uanset model, skal disse genberegnes hvert år. Rapporten åbner for muligheden for at man nøjes med at genberegne hvert tredje år, hvilket giver større budgetsikkerhed for de enkelte museer.

Uanset, hvad folketinget måtte beslutte, lægger rapporten op til at der bliver en overgangsperiode på tre år, så museer, der mister tilskud, får god tid til at planlægge de nye økonomiske vilkår. I finanslovsforslaget for 2024 er der også sat penge af til dette formål.

Efter rapporten er kulturministeren i tænkeboks. Regeringen skal beslutte om man vil arbejde videre ud fra en af de tre modeller – eller udarbejde en egen fjerde model. Derudover skal man vurdere, hvilke øvrige ændringer i museumsloven man vil lægge op til.

Det mest optimistiske forløb vil være, at kulturministeren kommer med et udspil i foråret 2024 og indgår en aftale før sommerferien. Herefter vil en lovændring kunne besluttes i efteråret 2024 – med ikrafttræden 1. januar 2025.