Museumsreformens torne

Forslag til tilskudsmodeller tilskynder til tilskudstænkning og overser væsentlige museumsfaglige felter.

Start bagfra og læs bilag 6. Sådan har de fleste museumsledere og -engagerede reageret, da de fik rapporten fra Kulturministeriets arbejdsgruppe om en kommende museumsreform. Af bilag 6 fremgår nemlig de økonomiske konsekvenser for hvert enkelt af landets 97 statsanerkendte museer, afhængigt af hvilken af de tre tilskudsmodeller man vælger. Men også med det væsentlige forbehold, at museerne vil tage bestik af en ændret model, hvorfor de endelige tilskud vil fordeles anderledes.

Selv om de tre modeller adskiller sig, kan man uden videre udnævne de store vindere – og de store tabere.

Vinderne bliver:

• Bornholms Museum
• Vardemuseerne
• Museum Jorn
• Nivaagaards Malerisamling
• Museum Odense
• Historie & Kunst

Uanset hvilken model man vælger, er disse seks museer blandt de ti, som opnår størst forøgelse af det statslige tilskud. Forøgelsen for disse museer vil variere i spændet fra 176 procent til 615 procent af det nuværende statslige tilskud.

Taberne bliver:

• M/S Museet for Søfart
• Museum Sønderjylland
• Arken Museum for Moderne Kunst
• Danmarks Tekniske Museum
• Kroppedal Museum
• Designmuseum Danmark

Også her gælder, at uanset, hvilken model man vælger, vil disse seks museer være blandt de ti som opnår størst reduktion i det statslige tilskud. Reduktionen for disse museer vil variere i spændet fra 52 procent til 81 procent. De vil altså alle miste mindst halvdelen af tilskuddet og op til 80 procent.

Det er oplagt, at megen diskussion om en kommende museumsreform vil handle om disse vindere og tabere. Især taberne vil problematisere beregningsmodellerne og søge at engagere lokalpolitikere.

I rapporten gøres opmærksom på, at der i perioden 2018-23 i alt er ydet ca. 100 millioner kr. som midlertidige tilskud på finansloven (se Søndag Aften arkiv). Man adresserer dog ikke, hvordan dette i givet fald skal spille sammen med reformen.

Af rapporten kan man se, at de statslige driftstilskud til de statsanerkendte museer kun udgør 18 procent af museernes samlede indtægter. Dette varierer naturligvis væsentligt fra museum til museum. Men samlet set, bør det diskuteres, hvor meget staten kan forvente at bestemme over museerne, når man bidrager økonomisk i så ringe omfang. Kommunerne bidrager samlet med 26 procent af de statsanerkendte museers indtægter.

Arbejdsgruppen har klogeligt valgt at holde sig indenfor sit kommissorium, som handlede om de statsanerkendte museer. Man har dog valgt helt at undlade at forholde sig til, hvordan samspillet mellem de statslige museer og de statsanerkendte museer skal være – når man forsøger at se på et samlet dansk museumsvæsen.

Manglende data

En oplagt svaghed i forslagene fra arbejdsgruppen er, at der mangler objektive data. Det betyder fx at alt det museumsarbejde som handler om indsamling, registrering og bevaring ikke påskønnes i de økonomiske modeller. Det vil fx Rigsrevisionen, som talrige gange har beklaget sig over museernes manglende fokus på registreringsarbejde, kunne undre sig over.

At kun fagfællebedømt forskning skal tælle med som vidensudvikling, kan ses som en svækkelse af museernes øvrige publicistiske virksomhed. Undersøgelser, analyser, mere populærvidenskabelige artikler, kataloger og andet tæller således ikke med. Til gengæld tæller forskningssamarbejder mellem flere institutioner. To medarbejdere fra samme museum om samme forskningsopgave kan ikke svare sig. Det er bedre, hvis man samarbejder med et andet museum, så kan begge nyde godt af en højere placering i tilskudshierarkiet.

Det er noget overraskende, at arbejdsgruppen ikke mener man kan finde troværdige objektive data om besøg på museernes hjemmesider. Her gives ellers mange muligheder for at måle såvel antal besøgende, som antal sider de klikker på og hvor lang tid, de bruger på hjemmesiden.

Dette fravalg betyder, at de museer, som vitterligt satser på formidling gennem hjemmesider, ikke får noget ud af det. Hjemmesider skal således udelukkende bruges til at lokke brugere til at benytte det fysiske museum. Øvrige funktioner på hjemmesider, er økonomisk set rent spild. Begrebet onlinemuseum mister helt sin relevans i Danmark.

Incitamenter

Naturligvis må man forvente, at landets museumsledelser primært er optaget af at skabe så høj kvalitet i museumsarbejdet som muligt. Alligevel er der god grund til at sikre, at de økonomiske incitamenter, der bygges ind i en kommende museumslov, fremmer de ønskede formål.

I de seneste tyve år, har der været et stærkt statsligt pres for at fusionere beslægtede museer. Det har ført til en række væsentligt stærkere museumsinstitutioner. Det gælder fx Museum Sønderjylland. Modellerne i forslaget til museumsreform lægger dog op til et maksimalt støtteniveau til det enkelte museum. Det betyder, at der nu kan åbnes op for at museer spekulerer i opsplitning – for at samlet opnå større statslig driftsstøtte. Det er ikke hensigtsmæssigt.

Elevatormuseer

Alle arbejdsgruppens modeller er baseret på et princip om at tilskud skal udbetales i så få “klumper” som muligt. Fra politisk side har dette ikke været en forudsætning, blot at tilskuddene skal være gennemskuelige og forståelige.

Det betyder, at man fokuserer på en række tærskler, som baseres på andele af samtlige museer, fx i trappemodellen de øverste 10 procent, de mellemste 40 procent og de laveste 50 procent.

Tærskelmetoden medfører en række svagheder, som rapporten ikke forholder sig til. Mest udtalt i Model A, hvor kravet for at opnå højeste tilskud er at museet er blandt de 10 procent bedste på alle tre kategorier. Teoretisk set kan et museum ved at have en enkelt besøgende for lidt miste et tilskud på fem millioner kr., fordi man rykker ned i næstøverste klasse. I 2022 havde Museum Sydøstdanmark på niendepladsen blandt statsanerkendte museer 305.068 besøgende, hvorimod Museum Østjylland på tiendepladsen havde 304.355 besøgende. Denne forskel på 713 besøgende kunne have kostet Museum Østjylland 5 millioner kr. i statsligt tilskud, hvis man havde fulgt arbejdsgruppens forslag, Trappemodel A.

Især museernes besøgstal varierer stærkt fra år til år. Uanset model kan man derfor få en række elevatormuseer, som får forskellige tilskud år for år. Det er som fodboldklubber, der i et væk rykker op og ned mellem Superliga og 1. division. Dette kan forbedres ved at lave beregningerne ud fra et gennemsnit på fx de seneste tre år. Herved bliver modellen mindre absurd, men vil fortsat have samme svagheder.

Især museer som ligger tæt på grænserne (10 procent og 50 procent) vil have en tilskyndelse til at styrke sin position i tilskudshierarkiet.

Det kan naturligvis ses som et politisk formål at styrke konkurrencen mellem museerne, at de anstrenger sig til det yderste. Problemet i denne form for incitamentstænkning er dog, at det hovedsageligt vil omfatte museer tæt på marginalerne (fx mellem 8-12 procent). De museer som er sikre i en top fem har ikke noget incitament tilskudsmæssigt til at anstrenge sig. Ligeledes vil der mangle incitamenter til de mange museer som er langt fra tærsklerne til at gøre yderligere. Man kan hævde, at museerne som er i top 5 procent, mellem top 55 procent og top 85 procent og under top 40 procent intet incitament har for at anstrenge sig yderligere for at opnå mere i tilskud. 75 procent af muserne har således intet incitament til at foretage forbedringer.

Denne form for tærskel-system kendes vist ikke fra andre steder i dansk kulturstøtte. Arbejdsgruppen kunne have opnået mange af de samme formål ved at lave en model som blot fordelte midlerne indenfor de enkelte kategorier – uden disse imaginære tærskler. Man savner en begrundelse for denne fravigelse af praksis.

Og i øvrigt: hvad gør man, hvis det viser sig at der er indrapporteret forkerte tal. Hvis fx en indtastning hos Danmarks Statistik viser sig at indeholde en udslagsgivende fejl. Er der så et VAR-system til at sikre retfærdigheden?

Fratagelse af statsanerkendelse

En del af kritikken af den nuværende tilskudsmodel, har været at ingen museer har mistet deres statsanerkendelse – selv om loven gør det muligt. Det understreges i rapporten, at det skal ske. Og muligheden styrkes også ved at der lægges op til objektive kriterier for statsanerkendelse – som logisk nok er de samme kriterier for fratagelse.

Konsekvenserne ved mistet statsanerkendelse diskuteres dog ikke i rapporten. Det er fremhævet, at de statsanerkendte museer supplerer hinanden indholdsmæssigt og derfor skal ses som en helhed. Det er også et krav for nye museer, at de tilfører et felt, som ikke er dækket af andre museer. Men hvad gør man, hvis et felt forsvinder? Hvis fx Dansk Jødisk Museum ikke får tilstrækkeligt med besøgende til at kunne fastholdes i systemet: hvordan kan de tilbageværende museer sikre, at dette felt fortsat er dækket af kollektivet af museer? Eller skal politikerne igen træde til med særbevillinger?

En betingelse for de statsanerkendte museer er, at de ikke må udskille genstande eller værker. Hvis et museum mister statsanerkendelsen, mister staten også dette styringsinstrument. Man kan således forestille sig, at et kunstmuseum, som mister statsanerkendelsen og dermed tilskuddet, ser sig nødsaget til at sælge af samlingen, for igen at få det besøgstal og økonomi, som retablerer statsanerkendelsen.

Diskussioner vil bestå

Objektivisering af tilskdussystemet har sine oplagte fordele. Men afgjort også væsentlige svagheder. Det er problematisk, at der er felter, som ikke “tæller” med. Systemet med tærskler vil give konflikter. Det vil være naivt at tro, at diskussionerne om museumstilskud er forbi, bare fordi der kommer en museumsreform. Et styringsredskab som tilskud er politisk, og også fremtidige problemer vil havne på politikernes borde.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør