Aktuelt · Biblioteker · Kommunerne · Kunst og museer · Musik · Politik · Teater og dans
Kommunerne øger kulturudgifterne
For andet år i træk har kommunerne valgt at øge kulturudgifterne. Især i Midtjylland er kommunerne aktive.
I 2024 bruger landets kommuner samlet 6,3 milliarder kr. til kultur. Det er en stigning på 250 millioner kr. siden 2023, svarende til en forøgelse på 4,2 procent. Kommunerners almindelige pris- og lønfremskrivning udgør 4,1 procent. Reelt er der tale om en lille budgetforbedring på 0,1 procent. Det er altså lykkedes for kommunerne at prioritere kulturen lidt højere, end aftalerne med regeringen giver grundlag for. Det viser den årlige budgetstatistik fra Danmarks Statistik.
Det er vanskeligt at sige præcis, hvad kommunerne har valgt at bruge pengene til, idet den væsentligste udgiftsstigning sker indenfor kategorien “Andre kulturelle opgaver”, som er steget med 6,9 procent. Den uspecificerede kategori “Andre kulturelle opgaver” udgør nu hele 24 procent af kulturudgifterne. Udgifterne til folkebibliotekerne er øget med 3,6 procent, til teatre med 3,4 procent, museer med 3,2 procent og musik kun med 2,9 procent.
Kommunernes kulturudgifter 2023-2024
2023 | 2024 | Ændring i procent | |
---|---|---|---|
Folkebiblioteker | 2.606.886 | 2.700.624 | 3.6 |
Museer | 729.020 | 752.776 | 3.3 |
Biografer | 13.990 | 12.861 | -8.1 |
Teatre | 399.942 | 413.463 | 3.4 |
Musik | 895.574 | 921.298 | 2.9 |
Øvrig | 1.381.879 | 1.477.017 | 6.9 |
Kultur i alt | 6.027.291 | 6.278.039 | 4.2 |
Kilde: Danmarks Statistik. Beregninger: Søndag Aften |
De kommunalbestyrelser som blev valgt i 2021 har både i 2023- og 2024-budgetterne valgt at prioritere kulturen højere end den samlede økonomiske ramme for kommunerne giver anledning til.
Regionale forskelle
Det er især kommunerne i Region Midtjylland, som har valgt at prioritere kulturen i 2024. Her har kommunene som gennemsnit øget kulturudgifterne med 5,2 procent – 1,1 procent mere end prisreguleringen. Også kommunerne i Region Syd har øget pænt, i gennemsnit 4,4 procent. Kun i Region Sjælland halter kulturudgifterne, hvor man kun har øget med 2,6 procent.
Hvor der er væsentlige forskelle mellem de enkelte kommuners kulturudgifter, er forskellene ganske små, hvis man måler udgifterne pr. indbygger i forhold til de fem regioner. I region Nordjylland bruger kommunerne mest, 1.119 kr. pr. indbygger, i Region Sjælland bruger kommunerne mindst, 1.001 kr. pr.- indbygger i 2024.
Gennemsnittet pr. indbygger for hele landet er 1.053 kr. i 2024.
Kommunernes kulturudgifter 2024, regionalt
Region | samlet kulturbudget mia. kr. | stigning fra 2023 til 2024 i procent | kre. Pr. indbygger 2024 |
---|---|---|---|
Hovedstaden | 2,0 | 4,1 | 1.034 |
Sjælland | 0,9 | 2,6 | 1.001 |
Syddanmark | 1,4 | 4,4 | 1.108 |
Midtjylland | 1,4 | 5,2 | 1.035 |
Nordjylland | 0,7 | 3,9 | 1.119 |
Kilde: Danmark Statistik. Beregninger: Søndag Aften. |