Stabilitet for Det Kongelige Teater

Ny fire-års aftale for Det Kongelige Teater givet teatret ro og stabilitet i de næste år. Teatret skal selvfølgelige arbejde videre med at skabe bedre trivsel for medarbejdere og elever og undgå fremtidige skandalesager som den aktuelle omkring balletskolen.

Den politiske aftale for Det Kongelige Teater 2025-2028 udtrykker først og fremmest stabilitet for virksomheden. Som ved forrige aftale er samtlige folketingets partier med i aftalen, hvilket sikrer teatret mod pludseligt at drages ind i politiske spil. Teatrets budgetramme er uforandret i forhold til de forgangne fire år og de politiske krav peger også i retning af status quo.

Hvor den forrige aftale indholdt krav om øget publikumstal, nøjes de politiske partier denne gang med at “notere sig” at teatret har en ambition om at fastholde det nuværende høje publikumstal.

De aktuelle afsløringer af alvorlig mistrivsel på teatrets balletskole adresseres ved et karv om at teatret skal have fokus på “trivsel på teatrets balletskole”, hvilket også skal følges op gennem årlige statusopgørelser.

Siden 2009 har Det Kongelige Teater haft en stødt faldende finanslovsbevilling, men samtidigt været i stand til at øge publikumstallet væsentligt (bortset fra corona-årene). I 2009 svarede statens tilskud til 1.700 kr. pr. billet. I 2023 var dette reduceret til ca. 1.300 kr.

Budgetanalyse

Forud for denne fire-årsaftale, har konsulentvirksomhederne Implement og BDO udarbejdet en omfattende budgetanalyse i samarbejde med teatret, Kulturministeriet og Finansministeriet.

Budgetanalysen tog udgangspunkt i, at teatret manglede 22 millioner kr. årligt fra 2025. Derfor kan budgetanalysen først og fremmest ses som et meget omfattende sparekatalog. Analysens beregninger er udarbejdet inden finanslovsforslaget for 2025 var offentliggjort. Finanslovsforslaget for 2025 havde dog indbygget en merbevilling på godt 22 millioner kr. til teatret (se Søndag Aften Arkiv). Derfor kom det omfattende sparekatalog ikke til diskussion.

Sparekataloget kan deles op i to hovedgrupper: enten forslag som ligger indenfor Det Kongelige Teaters almindelige driftsområder eller forslag som har politiske konsekvenser (og dermed er mere ømtålelige).

Driftsforbedringer

• Øgede kommercielle indtægter, herunder fra barer og cafeer. Forventet provenu 5-9 millioner kr. årligt.
• Markedsføring af abonnementssalg og enkeltbilletter. Provenu ca. 6 millioner kr. årligt.
• Bedre planlægningssystemer. Provenu 3-9 millioner kr.
• Lokaleudlejning. Ca. 5 millioner kr.
• Lager og transport. Ca. 3 millioner kr.
• Strammere indkøbsstyring. Ca. 1-5 millioner kr.
• Energibesparelser. Ca. 0,5 million kr.

De nævnte beløb er behæftede med væsentlige usikkerheder og efter fuld indfasning af ændringerne, som i de fleste tilfælde også kræver forskellige former for investeringer og dermed risici. Forslagene vil typisk indgå i Det Kongelige Teaters egne overvejelser om ændringer i såvel drift som indtægtsmuligheder.

Besparelser med konsekvenser

Nedenstående besparelsesforslag har til gengæld enten kunstneriske eller politiske konsekvenser. For konsulenterne er disse forslag politisk og kunstnerisk mest spiselige:

• Lukning af cafeer i dagtimerne.
  Der vil kunne spares op mod 0,4 million kr. ved at lukke teaterets cafeer i dagstid, når der ikke er forestillinger. Det giver selvfølgelig ikke nogen kunstneriske problemer, men vil give besøgende et indryk af en mere lukket bygning. Politisk kan det dog være svært at argumentere for at have cafeer åbent på tidspunkter, hvor de giver underskud.
• Kortere prøveperioder
  Forslaget er at spare to dages prøvetid forud for hver produktion. I stedet skal lokalerne bruges til kommerciel udlejning. Dette må nok anses som et følsomt forslag. Som konsulenterne skriver ”Fra et kunstnerisk perspektiv, vil der altid sættes lighedstegn mellem tid på scenen og det kunstneriske slutprodukt”. Omvendt henviser konsulenterne til at man i UK og USA ikke har samme ”generøse” brug af prøvefaciliteter. Provenu ca. 1 million kr.
• Øgede billetpriser.
  Man kan øge billetpriser eller reducere rabatter. Konsulenterne vurderer, at der kan hentes 7-8 millioner kr. på dette. Man kan dog også lave mindre prisjusteringer, med et mindre provenu. Konsulenterne ser et særligt problem i at teatret har et image af at være dyrt. Herudover kan en øget afhængighed af billetindtægter få teatrets ledelse til at satse mere på sikre forestillinger. Det kan – både for ledelse og publikum – blive sværere at sælge det mere ukendte.

De mere problematiske forslag er:

• Lukning af Mellemgulvet.
  Mellemgulvet, som er en fleksibel black box-scene, bruges typisk til mindre forestillinger, som ofte bruges til turne. I stedet kan Mellemgulvet lejes ud. Forventet besparelse 2-4 millioner kr. En sådan lukning vil påvirke Det Kongelige Teaters samlede repertoire og diversitet i forestillinger. Risikoen for at det samtidig kan begrænse turnevirksomheden, gør nok i sig selv, at forslaget er politisk uspiseligt.
• Afskaf gratis arrangementer
  Det Kongelige Teater gennemfører i dag en række gratis arrangementer rundt omkring i landet, bl.a. 24 gratis udendørs arrangementer. Afskaffer man disse arrangementer, kan man spare ca. 2 millioner kr. Også dette forslag hører til de politisk vanskelige. Tværtimod kan man forestille sig, at politiske partier vil ønske flere af denne slags arrangementer.
• Afskaf en kapelkoncert
  Det Kongelige Kapel opfører i dag fire årlige koncerter, foruden nytårskoncerterne. Afskaffer man en af de fire koncerter, vil man spare 1-2 millioner kr.
  Dette forslag vil møde modstand i og omkring orkestret. Det vil svække kapellets position i Musikdanmark – og givetvis også møde politisk modstand.
• Fritagelse fra fællesstatslige regler
  Konsulenterne mener at der kan spares op mod 10 millioner kr. årligt ved at fritage teatret fra forpligtelser til at følge en række fællesstatslige regler.
  Konsulenterne skriver: ”Teatret oplever, at fællesstatslige løsninger begrænser den fleksibilitet og økonomiske tilpasning, som er nødvendig og vil gerne udfordre (som det er set med frikommuneforsøg) om der kunne laves mere fleksible og omkostningseffektive løsninger og regler, hvis teatret blev fritaget for visse krav og selv fandt indkøb og system/leverandørløsninger. Det konstateres ved outsourcing, at overhead hos fællesstatslige leverandør bliver langt større og kvalitet i.f.t. at kende forretningen og rettidighed i forhold til at kunne yde en god service for publikum og kunstner mv. er mindre.”
  Det er en interessant tanke, at se Det Kongelige Teater som en slags ”frikommune”. Men det er ikke mindst tankevækkende, at de fællesstatslige regler, som burde give en slags stordriftsfordele, faktisk opleves som ulemper for den konkrete virksomhed. Dette konsulentforslag burde føre til tilsvarende overvejelser i andre større statslige institutioner, som er underlagt de samme tunge regelsæt. 

Regeringens forslag til finanslov sikrede teatret mod besparelser. Derfor kom sparekataloget ikke i anvendelse. Det ligger dog stadig som en række forslag, som både teatret og politikere på et senere tidspunkt kan tage op. Forslaget om at se teatret som en “frikommune” vil næppe blive fremmet af Kulturministeriet, men burde give anledning til politiske overvejelser om, hvilke fordyrende styringsregimenter statslige kulturinstitutioner skal arbejde under.