”Skal der indkøbes lort for skattepenge” og andre spørgsmål til kulturministeren.

Kulturministeren bliver træt som Maude fra Matador, når han igen og igen skal forklare den borgerlige opposition, hvad armslængdeprincippet betyder.

Ganske mange af de spørgsmål der stilles til kulturministeren, er forsøg på bryde armslængden mellem politikere og kunstnere. Om ikke andet udtrykker spørgsmålene, at spørgerne ikke selv gør sig nogen forestillinger om selv at indtage et hverv med ministeransvar.

Den mildeste forklaring får Susie Jensen far DanmarksDemokraterne på dette spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for, hvor mange offentlige midler spillestedet Vega modtager fra det offentlige og svare på, om ministeren mener, at Vega som spillested skal modtage offentlige midler, når de lægger scene til kunstnere, der hylder terrororganisationer og opfordrer til drab på politikere, hvilket som bekendt er ulovligt?

Ministeren svarer:

Lad mig starte med at slå fast, at Hizbollah og Hamas har mange uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Det er for mig at se uforståeligt, at man kan få sig selv til at råbe sin støtte ud til den slags skruppelløse organisationer – særligt som musiker med et stort publikum med mennesker, der ser op til en. Jeg forventer, at alle i samfundet overholder gældende lovgivning. Det gælder også spillesteder, artister og publikum. I tilfælde af lovovertrædelser vil det være en sag for politi og domstole. Derfor mener jeg heller ikke, at det ikke skal være op til kulturministeren eller nogle andre politikere, at bestemme hvilke kunstnere, der inviteres til at optræde på danske spillesteder.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kan nok betragtes som vane-overtræder af armslængdeprincippet.

Et af hendes spørgsmål handler om en udstilling på Sophienholm

Hvad mener ministeren om, at Statens Kunstfond støtter udstillingen »Genklang« på Sophienholm, hvor man kan opleve malerier og tegninger fra 1920’ernes Tyskland, som møder værker af danske samtidskunstnere, der arbejder i 2020’erne, herunder et maleri med titlen »White Phosphor« i hvad der ligner Gaza, hvormed man ligestiller Israel med nazisterne?

Ministeren svarer:

Statens Kunstfond er et armslængdeorgan. Jeg blander mig derfor ikke i, hvad Statens Kunstfond tildeler støtte til. Jeg har heller ikke set den omtalte udstilling og skal derfor ikke gøre mig klog på spørgerens tolkning af maleriet »White Phosphor«.

Man kunne endda tilføje at det ville blive et rimeligt langsommeligt bureaukratisk cirkus, hvis Statens Kunstfond – og i yderste fald – ministeren – på forhånd skulle gætte på alle mulige fortolkninger af værker på alle de udstillinger, man gav tilskud til. Selve værkerne indgår jo typisk ikke i tilskudsgrundlaget.

Kjærsgaard har flere spørgsmål, som går ind i Gaza-konflikten:

Hvad mener ministeren om, at Isam B, som bl.a. er kendt for ikke at ville tage afstand fra Hamas og for at samle penge ind for en terrorsigtet person til fordel for Hamas, og som bl.a. skulle have udtalt, at »opgøret med antisemitisme starter hos jøderne selv”, skal optræde på Det Kongelige Teater den 16. maj 2025?

Ministeren svarer:

Der findes masser af kunst, som jeg virkelig ikke er stor personlig fan af, men det betyder bestemt ikke, at de skal afskæres for at udøve deres kunst. Kunstnerisk frihed er en grundsten i vores demokrati, og det er jeg faktisk stolt af. Som politikere må vi acceptere at blive udfordret og lytte til stemmer, vi ikke nødvendigvis er enige med. Det er netop dét, der kendetegner et demokrati. Alternativet er et samfund, jeg på ingen måde ønsker at leve i. For tænk sig hvis det krævede kulturministerens accept at få adgang til landets store scener – det ville være langt mere bekymrende, synes jeg. Samtidig vil jeg gerne understrege, at regeringen naturligvis er helt klar i sin fordømmelse af terrororganisationen Hamas. Hamas er ligeledes på EU’s terrorliste og underlagt EU-sanktioner.

Pia Kjærsgaard kan krydre diskussionen om armslængde og Det Kongelige Teater med yderligere et spørgsmål:

Vil ministeren … tilkendegive, om det er korrekt forstået, at ministeren ikke ville ønske at leve i en verden, hvor eksempelvis en nynazist blev afskåret fra at optræde på Det Kongelige Teater?

Til det svarer ministeren:

Jeg ønsker ikke at leve i en verden, hvor jeg som kulturminister skal bestemme, hvem der må optræde på Det Kongelige Teater. For hvor går grænsen? Skal politikere afgøre, hvilke kunstnere der er acceptable? Det ville være langt mere problematisk end at tolerere synspunkter, vi ikke bryder os om. Når det er sagt, tager jeg selvfølgelig fuldstændig afstand fra nynazisme. Det er en hadefuld og antidemokratisk ideologi, der ikke har noget at gøre i et frit samfund. Det gælder også kommunisme og islamisme.

Hvis er lorten?

Endelig vil Kjærsgaard også have ministeren til at tage stilling til et kommunalt anliggende:

Er ministeren enig i, at der skal indkøbes lort for skattepenge, og mener ministeren overhovedet, at der er tale om kunst? Der henvises til artiklen »Kommune bruger 28.000 kroner på kunstværk med lort« bragt på tv2kosmopol.dk den 29. januar 2025.

Her kommer ministeren i det poetiske hjørne:

Hvis det er kunst, er det i hvert fald lortekunst. Men når det tilsyneladende vækker så mange følelser hos Dansk Folkeparti, at det nu er blevet en lort på mit bord, er det vel ikke helt uden kunstnerisk værdi? Som kulturminister vil jeg dog henholde mig til, at den der fisen lugte kan, det er fisens ejermand. Og derfor må det være op til Københavns Kommune at svare på, hvorvidt det er god brug af skatteborgernes penge.

Liberal Alliances Katrine Daugaard, som interesserer sig for statsministerens medvirken i DR’s Juniorbagedysten. Det giver flere spørgsmål, bl.a.:

Finder ministeren det rimeligt, at DR tilrettelægger dele af deres arbejde efter, at statsministeren kan bruge indhold, hun medvirker i, på sine sociale medier og mener ministeren ydermere, at andre medvirkende politikere bør stilles samme vilkår, og at DR bør gøre sig lige så store bestræbelser på at få andre fremtrædende politikere end regeringens til at medvirke i programmer?

Og:

Mener ministeren, at det bør være en forudsætning for partiledere, der gerne vil deltage i DR’s bløde formater, hvor der ikke laves kritisk journalistik, at disse partiledere også medvirker i kritiske interviews og deltager i partilederdebatter?

Svaret lyder:

Jeg har ikke set det konkrete tv-program, der henvises til i spørgsmålet. Men jeg vil gerne understrege, at det ikke er min opgave som kulturminister at blande mig i, hverken hvem DR vælger at invitere som gæster i DR’s programmer, eller hvordan DR tilrettelægger deres programmer.

Daugaard får læst og påskrevet

Katrine Daugaards spørgsmål kan tydeligvis provokere ministeren, så han finder anledning til at forklare grundprincippet om armslængde meget tydeligt:

Spørgsmålet lyder:

Anvender ministeren ikke armslængdeprincippet temmelig selektivt, når der i besvarelsen af spørgsmål nr. S 1349 henvises til princippet som begrundelse for ikke at kommentere konkrete sager i pressen, mens ministeren tidligere har rettet hård kritik mod DR-dokumentarerne »Grønlands hvide guld« og »Forfulgt af politiet«?

Ministeren svarer

Det, som jeg gør opmærksom på i besvarelsen af spørgsmål nr. S 1349, er, at det afslører en eklatant mangel på forståelse for den arbejdsdeling, der skal være mellem mig som kulturminister og uafhængige medier, når jeg som kulturminister gentagende gange bliver bedt om at blande mig i mediers journalistiske arbejde og sågar i personaleanliggender i DR. Det budskab er på ingen måde i konflikt med mine udtalelser vedr. de to DR-dokumentarer, som der henvises til i spørgsmålet. I sagen om dokumentaren ”Grønlands hvide guld” opfordrede jeg til, at DR’s nyhedsdirektør kom på banen og redegjorde for journalistikken bag dokumentaren. Samtidig udtalte jeg, at ”politikere skal holde fingrene fra den journalistiske kagedåse–og frie medier skal være fri af enhver kulturministers direkte indblanding. Hvad end jeg ellers måtte mene om journalistikken.”

Som jeg også har sagt tidligere, skal vi som politikere selvfølgelig mene og ytre os, som vi synes er rigtigt, også i sager om medier og journalistik. Men det skal ske med en respekt for mediernes redaktionelle frihed og uafhængighed. Af samme grund afviser jeg konsekvent at blande mig i mediernes redaktionelle virke, når jeg bliver spurgt til sager af den karakter. Det er en klokkeklar og stringent anvendelse af armslængdeprincippet.

Historietime med Kjærsgaard og Egelund

Under Engel-Schmidts barselsorlov fik Christina Egelund (M) lov til at vikariere, hvilket også gav hende mulighed for at besvare nogle spørgsmål fra Pia Kjærsgaard. Udgangspunktet var en artikel fra 1916 (!)

Spørgsmålet fra Pia Kjærsgaard lød:

Vil ministeren kommentere artiklen »Hvad Mindesmærkernes By mangler« bragt i Fredericia Avis den 6. september 1916, og i den forlængelse forholde sig til udsagnet »Naar langt mindre Købstæder end Fredericia, saaledes f. Eks. Varde og Herning, for længst har smukke, velordnede Samlinger af virkelig historisk Værd, da synes det selvindlysende, at vor By, der har en interessant og nationalt set betydningsfuld Historie, snart maa have et Sted, hvor de Ting, der kan bidrage til at belyse Byens Anlæg og Udvikling gennem Tiderne, kan anbringes og skærmes mod Tilintetgørelse.« og tilkendegive, om ministeren er enig i, at Fredericia nationalt set har en betydningsfuld historie, ligesom bl.a. den daværende museumsinspektør ved Nationalmuseet Hugo Matthiessen gav udtryk for?

Egelunds svar lød:

Jeg vil umiddelbart undlade at forholde mig til den mere end 100 år gamle artikel, udover således som spørger gengiver den; som et udsagn om, at Fredericia har en betydningsfuld historie. Jeg er helt enig i, at Fredericia har en betydningsfuld historie.

Men Kjærsgaard havde skam flere spørgsmål til Fredericias historie:

Er ministeren enig i, at Danmarks historie kunne have set meget anderledes ud, såfremt Danmark ikke havde vundet slagene i Fredericia den 5. og 6. juli 1849, og at der var en reel risiko for, at Danmark ville have været en del af Tyskland i dag eller en slags tysk klientstat?

Hertil lød Egelunds svar:

Ja, Danmarks historie kunne sikkert have set anderledes ud. Det samme gælder jo for mange andre slag i Danmarkshistorien, lige fra Slaget på Grathe Hede i 1157 til Slaget på Reden i 1801. Jeg henholder mig til fakta og vil ikke bevæge mig ud i kontrafaktisk historieskrivning.

Kender politikerne kulturpolitikken?

Baggrunden for Kjærsgaards spørgsmål om Fredericia, var klassificeringen af Museum Fredericia i den nye museumsreform. Et lidt forbavsende spørgsmål al den stund at Dansk Folkeparti er med i aftalekredsen om museumsreformen.

Et andet spørgsmål fra Pia Kjærsgaard lyder:

Vil ministeren, ligesom ministre helt tilbage til Brian Mikkelsen i starten af 00’erne, genoverveje Statens Kunstfonds organisering, og i så fald, hvilke ændringer mener ministeren så er nødvendige?

Ministeren svarer her pænt og artigt:

Jeg er altid åben for at se nærmere på, om forskellige områder af kulturlivet kan forbedres. For mig er det helt centralt, at vi har et armslængdeprincip, når det kommer til fordelingen af kunststøtte, da det er med til at sikre den højeste kunstfaglige kvalitet.

Han kunne også have fortalt spørgeren, at der blev besluttet en helt ny struktur for kunststøtten i 2012, også her var Dansk Folkeparti med. Kjærsgaard kunne vel også have benyttet spørgsmålet til at fortælle, hvilke ændringer hun selv mente var tiltrængte. Her gav hun bare en fribillet til ministeren.

Engel-Schmidt har det som Maude!

Prisen som årets mest flabede svar tager Kulturministeren dog i et svar til Katrine Daugaard om museet KØN. Daugaard spørger:

Finder ministeren det acceptabelt, at et statsstøttet museum, som KØN, tillægger større vægt på etnicitet, alder og seksuel orientering fremfor kvalifikationer?

Og ministeren svarer således:

Man bliver så træt! KØN kaster identitetspolitisk benzin på bålet, og vi andre bliver tvangsindlagt til en forudsigelig opvisning i holdningsæstetik og velindøvede formuleringer. Selvfølgelig skal den bedst kvalificerede have jobbet. Længere er den ikke. Punktum. Bestyrelseslokalerne må dog også træde ud af fortidens paradigme og indse, at den bedst kvalificerede ikke nødvendigvis kun ligner noget, fra dengang bilradioen var ny, og menneskets plads blev fastlagt ved fødslen. I de her debatter får jeg det som Maude, fra Matador – jeg går op og lægger mig!

Til sidst et lille suk: Dagens politikere har som bekendt mange hjælpere og – som man kan se på Facebookopslag – rimeligt ferme til at formulere sig klart og tydeligt. Politikerne kender effekten af click-baits.

Det gælder bare ikke altså med spørgsmål til ministeren. Her må man sige, at mange er forbavsende dårlige til at forklare, hvad spørgsmålene handler om. Der bruges ofte et indforstået sprog og interne henvisninger, som næppe frister medier endsige almindelige borgere til at klikke ind på spørgsmål og svar.