Styr på de nye medier

Medieansvarsudvalgets rapport handler om de nye medier, men diskussionen kommer til at handle om de gamle medier.

Skal vi have en medieombudsmand, som et offentligt uafhængigt organ, som det foreslås i Medieansvarsudvalgets afrapportering? Det er det spørgsmål som fylder i den offentlige debat om udvalgets anbefalinger.

Argumenterne imod en medieombudsmand handler om mediernes uafhængighed og frihed for statslig indblanding i mediernes virke.

Udenfor lov og ret

Reelt er det dog ikke dér Medieansvarsudvalget starter. Det gennemgående i udvalgets arbejde er, at man har søgt at finde løsninger på den nye medievirkelighed med mange nye aktører, som i dag fungerer udenfor de almindelige medieansvarsregler. Blandt de nye aktører finder man især influencere og bloggere, to grupper som ikke har en præcis juridisk definition. Hvordan kan man kræve genmæle af en influencer? Hvordan kan man få slettet indhold fra en blog?

Opfattelsen er, at de nye medietyper er udenfor almindelig lov og ret. Også selv om de kan have langt flere læsere eller lyttere end de almindelige “massemedier”. Det hidtidige klagesystem i forhold til medierne har været Pressenævnet, som tankevækkende nok fortsat er en helt frivillig ordning for medierne. Det er til at håndtere, når medier er afhængige af statsstøtte. Men i den nye Wild West-medieverden er der åbenlyst behov for strammere styring.

Fx skal mediers hjemmesider være anmeldt til enten Pressenævnet eller Datatilsynet, for at man kan klage over indhold – og få et medhold i en klage til at blive effektueret i form af sletning eller rettelse.

De gældende regler for ærekrænkelser og tilhørende strafbestemmelser, som kan give op til 2 års fængsel, gælder i dag kun for de traditionelle massemedier. Medieansvarsudvalget foreslår, at denne straffebestemmelse udvides, så den også kommer til at omfatte medier, der har en udbredelse svarende til massemedier. Det bliver så i givet fald op til domstolene at vurdere dette nærmere.

Medieombudsmanden

Udvalgets forslag om en medieombudsmand tager først og fremmest sigte på de nye medier. Det er inspireret af en tilsvarende medieombudsmand i Sverige. Den svenske medieombudsmand er dog en selvregulerende ordning, betalt af mediernes brancheorganisationer, dermed er der uafhængighed af staten. Til gengæld har det svenske system ikke løst det problem, som har optaget Medieansvarsudvalget, nemlig de nye medieformer. De er ikke omfattet af det frivillige svenske system. I Sverige kan frivilligt tilsluttede medier blive smidt ud af ordningen. Medier, der er smidt ud, kommer så til at savne et stempel på siden – men det koster næppe mange læsere eller annoncekroner.

Hvis systemet ikke skal være frivilligt, kræves lovgivning, fx i form af en medieombudsmand.

Medieombudsmanden vs. Pressenævnet

De danske medier har et ønske om at regulere sig selv, uden statslig indblanding. Det vil blot være vanskeligt at etablere en lovgivning om en medieombudsmand med et sæt regler og samtidig fastholde et selvregulerende system for “gamle” medier.

Derfor foreslår udvalget, at en kommende medieombudsmand skal kunne indbringe sager for Pressenævnet. Det virker som et forsøg på en mindelig løsning. Men åbner også for fortolkninger. Hvordan skal Pressenævnet reagere på en sag fra en medieombudsmand? Bliver sager fra en medieombudsmand til et pres på pressenævnet? Formelt set kan en medieombudsmand ikke ændre i retningslinjerne for Pressenævnet. Men reelt?

Afgrænsningen mellem en medieombudsmand og Pressenævnet bliver den delikate opgave for Kulturministeriet, når man senere i år vil gå videre med forslagene fra Medieansvarsudvalget.

Techgiganter sendes til EU

Medieansvarsudvalget ville meget gerne stille tilsvarende krav til techgiganterne, hvor platforme som Facebook, TikTok og YouTube i dag går under radaren med hensyn til medieansvaret. Udvalget erkender dog, at det er et EU-anliggende, men håber at det kommende danske EU-formandskab kan rejse nogle af problemstillingerne, fx. udgiveransvar og beskyttelse af børn mod reklamer og skadeligt indhold.