Kvotekultur

Genuskvoter på film. Arbejderkvoter i DR-drama. Kunsten skal afspejle den virkelige virkelighed og derfor styres ved brug af kvoter.

CulturCommentar:

En række svenske biografer har med støtte fra Svenska Filminstitutet indført en A-mærkning af film, som består den såkaldte Bechdel-test. Testen, som skal vise om en film lever op til ligestillingsforventninger, består i en vurdering af, om den enkelte film har mindst to navngivne kvindelige personer (1), som har en dialog (2) om noget, der ikke handler om mænd (3).

For de fleste er det overraskende mange film, som ikke består denne test. Blandt film, som ellers almindeligvis vurderes til at have et fremtrædende feministisk perspektiv, men som ikke består testen, kan nævnes den tyske “Lola rennt” eller den svenske “Männ som hatar kvinnor”.

Det er oplagt, at en test som Bechdel-testen ikke er et kvalitetsstempel. Det er lige så oplagt, at en sådan automatiseret tilgang til vurdering af en film vil have en væsentlig andel “fejl” – i den forstand, at der er tale om film, som lever fuldt ud op til et ligestillingsperspektiv, men som ikke klarer den formaliserede test. Eller modsat: nedværdigende pornofilm, som trods alt har en dialog om andet end mænd. Uanset dette opnår man med testen en øget opmærksomhed om den kønsmæssige skævvridning, der er i film.

Vi vil have kvoter

fri os for at blive underlagt en ny tids kvotekultur

Bechdel-testen gennemføres også i forhold til andre kunstneriske udtryksformer, fx litteratur og teater. Litteraturen har dog den ulempe, at der ofte er tale om en jeg-fortæller, og at dialogerne fylder mindre end i film.

I forhold til mange andre ligestillingspolitiske kvoter er Bechdale-testen pudsigt ensidig: det er kun de kvindelige elementer, der tæller med. Så hvis de film, som ikke består Bechdale-testen, opfattes som kønsdiskriminerende, må en film som Sex and the City ligeledes blive opfattet som diskriminerende, bare af det modsatte køn. Hvordan man så redegør for Pedro Almodóvar’s mange film med transseksuelle, må henstå i det uvisse.

Tidligere i år var der en diskussion om DR’s dramaserier, som har en tendens til at fokusere på fx akademikere og kunstnere (og politifolk!) – men kun sjælden bevæger sig ud blandt det arbejdende folk (dem der starter dagen med at smøre leverpostejmadder fx).

Andelen af skuespillere med anden etnisk baggrund end dansk er også til diskussion med mellemrum. Ligesom en række andre demografiske elementer kan komme til diskussion: antallet pensionister, handicappede, geografisk (har dansk ø-kultur været repræsenteret siden Strisser på Samsø?), seksuel orientering osv.

Politisk korrekthed

Særlig hæftig er diskussionen om rygning i film, fordi undersøgelser hævder, at børn bliver rygere af at se film, hvor der ryges. – Hvor man mærkeligt nok ikke kærer sig om effekten af de mange mord, børn får lov til at se.

Der er nok en tendens til at undervurdere biografgængernes intelligens, hvis de p.g.a. mange elvere, talende træer og andre sjældne væsner i Ringenes Herre begynder at tro på disse skabninger. Ligesom de mange julefilm med julemanden ikke får massevis af børn til at tro på julemanden – uanset hvor gerne de vil.

Diskussioner om indhold i film og anden kunst er vigtig. Krav om en bestemt repræsentativitet i kunst, kan kun føre til at kunsten bliver ufri. Krav om politisk korrekthed i kunsten er et reelt indgreb i den kunstneriske frihed. I og for sig groteskt, al den stund den politiske korrekte holdning til kunst er, at den netop skal udfordre vores vanetænkning. Kunsten reduceres dermed til en ren instrumentel formel. Kunst er måske netop kunst, fordi den ikke kan placeres på en bestemt formel.

Diskutér på livet løs. Kritiser enhver form for ensidighed. Men fri os for at blive underlagt en ny tids kvotekultur.

 Tom Ahlberg

Ansv. redaktør