Politik er ikke en skønhedskonkurrence

Politikerne har ansvaret for landets samlede kulturpolitik. Uenighed er aldrig kønt – men viser engagement.

CulturCommentar:
I snart tre måneder har DR’s nedlæggelse af DR UnderholdningsOrkestret sat sit præg på den offentlige debat. Forløbet har ikke været pænt at kigge på udefra. Hvorfor kan politikerne dog ikke bare enes? Hvorfor kan vi ikke få en hurtig afklaring? Hvordan kan en så lille sag komme til at fylde så meget?

Spørgsmålene er ikke nødvendigvis nemme at besvare. Man kan dog starte med at konstatere, at nedlæggelse af en hvilken som helst kulturinstitution vil fylde i mediebilledet. Der er medarbejdere, der er samarbejdspartnere og leverandører, og der er publikum. Og dertil: enhver kulturinstitution repræsenterer bestemte værdier og symboler.

Et forslag om nedlæggelse vil derfor give behov for vurdering af disse værdier og symboler. Symboler og værdier vil vi alle gerne have lov til at give vores besyv med om.

DR vant til proteststorme

En af de ting som må forbavse i forløbet omkring beslutningen af nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret  er, at det tilsyneladende var overraskende for såvel DR’s ledelse som for kulturministeren, at det kunne vække så voldsomme følelser.

DR er om nogen vant til proteststorme, når man flytter rundt på programmer – endsige nedlægger programmer. Symboleffekten ved at nedlægge et orkester kan sammenlignes med at nedlægge en hel radiokanal. Det gør man ikke uden debat i offentligheden. Og styrken af protesterne mod nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret kan muligvis i nogen grad forklares ud fra, at beslutningen kom “som en tyv om natten”, uden varsel og fulgt op af en minister, som straks sagde, at der ikke var noget at diskutere.

Denne lukkede tilgang til åben diskussion går nogle gange, men slet ikke denne gang.

Snæver politisk styring

Er der for snæver politisk styring med DR?

DR styres politisk i det væsentlige gennem 3 led: radio- og fjernsynsloven, de 4-årige medieaftaler samt de 4-årige public service-kontrakter. Hertil kommer politisk udpegning af bestyrelsesmedlemmer.
Sammenligner man med fx Det Kongelige Teater, er her der tale om 4 led: scenekunstloven, finanslovens årlige bevillinger, de 4 årige politiske aftaler om Det Kongelige Teater samt rammeaftalen mellem Kulturministeriet og Det Kongelige Teater.  Hertil kommer politisk udpegning af bestyrelsesmedlemmer. Den primære forskel er, at Det Kongelige Teater er afhængig af 1-årige bevillinger på finansloven, hvorimod DR gennem medieaftalen får en 4-årig samlet licensramme.

Den mindre – og trods alt mindre komplekse – virksomhed, Det Kongelige Teater, styres således gennem flere led end DR.
Naturligvis er det ikke nødvendigvis antallet beslutningsled, som bestemmer styringsgraden – selv om det er med til at påvirke virksomhedens fleksibilitet. Detaljeringsgraden har også betydning.

Det er tydeligt, at DR’s public service-kontrakter er blevet længere med årene. Kontrakten for 2013-2014 fylder 20 sider. Om dette er meget eller lidt afhænger af øjnene, der ser. Den tilsvarende public service-kontrakt for en af TV2’s regioner, TV Lorry fylder 10 sider. Det forekommer nok logisk for de fleste, at kontrakten med DR bør være en del længere end kontrakten med TV Lorry, idet DR’s virksomhed er væsentlig mere omfattende og kompleks med radio, tv, web, orkestre, regioner, filmforpligtelser etc.

Naturligvis må det være det konkrete indhold i public service-kontrakten, man vurderer kontraktens styringsgrad ud fra. Kontrakten indeholder en blanding af brede hensigtserklæringer og helt præcise krav. Blandt de brede hensigter kan man finde erklæringer som: “DR skal sikre befolkningen adgang til væsentlig og uafhængig samfundsinformation samt væsentlig debat.” Blandt de mere præcise krav finder man fx: “DR skal i kontraktperioden årligt i gennemsnit sende minimum 20 timers nyproduceret dansk dramatik i tv og 30 timers nyproduceret dansk dramatik på radio.”

De brede erklæringer er hensigter, som er vanskelige at måle. De præcise krav er klart målbare. Aftalens navn, “kontrakt”, lægger nok i højere grad op til målbart indhold end til hensigtserklæringer. I almindeligt sprogbrug skal en kontrakt have karakter af noget, der kan overholdes og efterprøves uden for store fortolkningsvanskeligheder.

Sammenhængende kulturpolitik

En af de overordnede roller for kulturpolitikere er at sikre et sammenhængende kulturliv. Inden for musikken skal man sikre, at der er et levedygtigt musikliv på alle felter: alle genrer, fra skolebørn til elite, både individuel støtte til komponister og til spillesteder, både muligheder for at optræde og sikkerhed for betaling for rettigheder. Og mange andre elementer.

Gennem finansloven støtter man 5 landsdelsorkestre. Støtten til det enkelte orkester er politisk besluttet. Folketinget kan vedtage at nedlægge et orkester. Det kan ske fra den ene dag til den anden, men vil som regel ske efter et længere udvalgsarbejde og offentlig debat. Folketinget kan også beslutte, at der skal etableres et nyt orkester.

Vores folkevalgte – folketinget – har altså ansvaret for, at der udbydes klassisk musik på højt kvalificeret niveau over hele landet. Hvis DR eller Det Kongelige Teater vælger at nedlægge et eller flere orkestre, har dette naturligvis betydning for helheden af klassiske orkestre i Danmark. Derfor er det helt naturligt, at folketinget – gennem public service-kontrakt med DR og rammeaftale med Det Kongelige Teater – træffer beslutninger om, hvilke orkestre der er i disse virksomheder.

Politiske krav, fra hvem?

Især danske musikorganisationer er stærkt opmærksomme på, hvilken væsentlig rolle DR spiller for det samlede musikliv. Det angår orkestrene. Men det angår også, hvad der sendes i radio og tv. Musikorganisationer vil typisk gerne have, at der sendes megen musik i primetime, og at der sendes meget dansk musik. Mængden af dansk musik er et public service-element.   Derfor fremgår det af public service-kontrakten, at dansk musik skal udgøre minimum 30%  i gennemsnit på tværs af alle musikbårne radiokanaler. Dette kræver 5 linjer i en kontrakt – foruden yderligere 6 linjer til at definere “dansk musik”.
Politisk kunne man vælge at have tillid til, at DR selv forvaltede andelen af dansk musik fornuftigt. Men det kunne også være et muligt spareobjekt for DR at mindske Koda-betalingen. Det er ikke oplagt, at det er politikere, som er startet med at stille et krav om, at andelen af dansk musik skal fremgå af public service-kontrakten. Det er mere sandsynligt, at det er repræsentanter for musiklivet, som har frygtet, at DR ville slække på mængden af dansk musik, og krævet af politikerne, at de skulle kræve dette af DR.

Væsentlige dele af public service-kontrakten kan siges at være politiske krav. Men det er krav, som egentlig udtrykker krav fra forskellige grupper: fx handicaporganisationer, kunstnerorganisationer, idrætsorganisationer og også konkurrerende medier. Alt dette afvejes gennem den politiske proces, hvor kulturministeriet har til opgave at sikre formuleringer, som både opfylder relevante krav og sikrer DR programmæssige friheder.

Medier og armslængde

I medieverden er der en nærmest definitorisk modstand mod politisk indblanding i mediernes virke. Det kan tage sit udgangspunkt i de mange totalitære stater, hvor politiske ledere burger statslige medier til egne formål. Det kan også tage sit udgangspunkt i de konkrete sager, der har været i Danmark siden årtusindeskiftet, hvor politikere forsøgte at lægge pres på DR’s ledelse, fx ved at true med nedsat budget.

Mediekommentatorer vil derfor lægge vægt på, at der mellem medierne og politikerne er så vandtætte skotter som overhovedet muligt. Derfor har de, som i højere grad ser DR som et medie og mindre som en kulturinstitution, forsvaret DR’s selvstændighed. I samme gruppe finder man nok også en del, som også synes at DR’s prioritering er den rigtige: at vægte medieudviklingen og neddrosle kulturdelen.

Blandt de mange konfliktflader der anes bag sagen om nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret gemmer sig altså også forskellig tilgang til selvstændighed. Mediefolket vil have alle politikere så langt væk som overhovedet muligt. Kulturfolket ser DR’s orkestervirksomhed som en del af et samlet musikliv, hvilket kræver politisk tilstedeværelse i styringen.

På sigt vil den fornuftige løsning være at adskille de to dele af virksomheden (læs Slip DR fri for kulturen).

Uenighed positiv

Hyppigt høres udsagn om, at politikerne er for enige. Når de endelig har en åben diskussion, hvor de viser uenighed, er kravet: bliv nu enige.

Politikernes opgave er at have ansvaret for helheder. I denne sag at sikre et sammenhængende musikliv. At sige både ja og nej til krav fra befolkningen. Det er naturligvis en balancegang. Og de forskellige politikere må have forskellig tilgang til såvel institutioners selvstændighed som konkrete indholdskrav.

Vi skal være glade for at politikerne viser uenighed. Derved er de også til at påvirke.

Men når først en sådan debat er i den åbne politiske sfære, bliver det ikke kønt. De som er uenige med ministeren vil forfølge selv den tyndeste flig for at holde gryden i kog og for at finde veje til alternative løsninger.

Forslaget om nedlæggelse af DR UnderholdningsOrkestret var ikke på banen ved medieaftalen i juni. Politikerne fik først kendskab til forslaget i begyndelsen af september. De kunne derfor først forholde sig til og reagere på forslaget, da det blev offentligt kendt. Nogle partier var tidligt afklarede, men partiet Venstre ændrede position i takt med at protesterne voksede. Venstre beskyldes for populisme. Det kan ligevel kaldes lydhørhed. Vurderingen af de enkelte partiers positioner defineres af øjnene, der ser.  Ligeledes forskningen i hvilke motiver de enkelte partier måtte have.

Til dato har folketingets medlemmer stillet 26 spørgsmål og afholdt 1 forespørgselsdebat om denne sag. Foruden talrige møder og megen mediedækning.

Vi skal glæde os over engagementet. Og så må vi hver især vurdere både, om og hvordan det vil påvirke vores stemmeafgivning ved næste valg.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør