Bibliotekspenge parkeres i EU

Skal EU bestemme om forfattere skal kunne få bibliotekspenge for ebøger? Det mener kulturministeriet.

Rapporten om bibliotekspenge for ebøger,  Anbefalinger vedr. digitalt materiale (bøger og musik) i biblioteksafgiften, er blevet omtalt særdeles pænt og loyalt i medierne . Nu kommer der en ordning, og det er sikkert fint.

Det er dog værd at være opmærksom på, at der i rapporten er indbygget en række kulturpolitisk vigtige konflikter.

EU skal bestemme

Udvalget blev nedsat i oktober 2012 af daværende kulturminister Uffe Elbæk med afleveringsfrist 1. juli 2013. I stedet for 9 måneder, tog det 31 måneder. Rapporten blev således forsinket i hele 22 måneder.

Dette skyldes til dels, at der var udskiftninger i udvalgets sekretariat. Men det skyldes først og fremmest, at man skulle afklare EU-jura i forhold til udvalgets konklusioner. Hvis rapporten havde offentliggjort udvalgets mødedatoer, ville udenforstående forbavses ved, hvor lang tid der kan gå mellem møder i et udvalg, der er bundet af en tidsfrist.

Danmark har i forvejen haft vanskeligheder med at opnå EU’s accept af den almindelige biblioteksafgift. Derfor var det også naturligt, at det fremgik af udvalgets kommissorium, at “Modellerne skal udarbejdes under hensyn til overholdelse af EU-retten”.

Men rent faktisk er det ikke lykkedes for Kulturministeriet at afklare EU-juraen. På side 64 i rapporten finder man den helt centrale uenighed:

Et flertal i udvalget anbefaler at modellen forelægges EU-kommissionen. Dette er repræsentanterne fra Dansk Forfatterforening uenig i, idet de mener, at den model, man er nået frem til, overholder EU-retten.

Men sagen om EU-juraen er ikke blot et spørgsmål om fortolkning af biblioteksafgift i forhold til EU-retten.

Det er ganske usædvanligt, at et ministerium vil spørge EU, inden man fremsætter et lovforslag. Praksis er, at man på embedsmandsniveau vurderer, om et givent lovforslag overholder EU’s bestemmelser, derefter vedtager man en lov. Har EU indsigelser mod dette, kan der komme en årelang diskussion, som kan føre til tilpasninger af dansk lovgivning.

det er svært at forstå, hvad Kulturministeriet skal spørge EU-kommissionen om, som man ikke kunne have spurgt om i de forløbne 31 måneder

I en diskussion med EU-kommissionen vil det danske synspunkt naturligvis stå stærkere, hvis man har vedtaget en lov, end hvis man blot har til hensigt at fremsætte en lov. Det stiller større krav til argumentationen fra EU-kommissionen, hvis kommissionen skal kræve ændring af en af folketinget vedtaget lov.

Stiller Danmark det åbne spørgsmål til EU-kommissionen, “må vi vedtage en sådan lov”, vil EU-kommissionen naturligvis ikke svare med et blankt: ja, gør som I vil. Der kommer til at være forudsætninger, betingelser og forbehold – der skal fortolkes. Måske af et nyt udvalg? I yderligere 31 måneder?

Det er vanskeligt at forestille sig andet, end at fremsættelse af et lovforslag bliver yderligere forsinket. Og det er svært at forstå, hvad Kulturministeriet skal spørge EU-kommissionen om, som man ikke kunne have spurgt om i de forløbne 31 måneder.

Fordeling mellem ebøger og trykte bøger

Et andet stridspunkt i udvalget er den økonomiske fordeling mellem bibliotekspenge til ebøger og trykte bøger. Udvalgets anbefaling er, at ebøgernes andel skal udgøre 4% af den samlede pulje til bibliotekspenge i ordningens første år stigende til 8% i det fjerde år.

Danmarks Biblioteksforening argumenterer for en højere andel til ebøger, fordi dette vil give et stærkere incitament til at udgive ebøger.

Det er måske en overvurderet effekt af bibliotekspengene, at dette i sig selv vil påvirke mængden af udgivelser. Den hidtidige vækst i titelantal tyder ikke på en sådan sammenhæng. Forhindringerne består snarere i teknologiske vanskeligheder og rettighedsmæssige afklaringer. Og kulturelle: de mange forfattere, som ikke selv læser ebøger, føler næppe stærkt behov for at få digitaliseret bagkataloget.

En faktor, der kan hjælpe i vurderingen af fordelingen mellem trykte bøger og ebøger, kan være de faktiske udlånstal. Ifølge rapporten var det totale “udlån”  (download og streaming) af ebøger i 2014 740.000.

Ifølge rapporten var det totale udlån af trykte bøger i 2013 28,3 mio. eks. Udlånstallene har gennem årene været svagt faldende, men niveauet er sandsynligvis reelt. De udlånstal for trykte bøger, der gøres op i rapporten, er eksklusiv fornyelser.

I 2013 udgjorde fornyelser af udlån ca. 22,3 mio. eks. Udlån inkl. fornyelser er således omkring 50 mio. i 2013.

Rapportens tal for udlån af ebøger sondrer ikke mellem udlån og fornyelser. Sagligt set må det derfor være mest korrekt at sammenligne ebogsudlånet 0,7 mio. med udlån af trykte bøger på 50 mio.

Man kan således hævde, at ebøgernes reelle markedsandel på bibliotekerne i 2014 var ca. 1,3%.

Der er god grund til at forvente en væsentlig stigning i ebogsudlån såvel i 2015 som i de kommende år inden en ny lov om biblioteksafgift træder i kraft. Og tilsvarende forvente fortsat fald i udlån af trykte bøger.

Men selv rapportens forslag om en andel på 4% til ebøger forekommer ganske høj i forhold til den fordeling i udlån, man faktisk kan forvente.

De statistiker, der indgår i rapporten, sondrer ikke mellem, om bøger er berettigede til at tælle med i opgørelsen til bibliotekspenge. Biblioteksafgiften vil blive udbetalt til forfattere, som skriver på dansk, uanset hvilken type bøger der er tale om.

Der foreligger ikke tilgængelig statistik, om hvor stor andel af bøger på ereolen.dk som er skrevet på dansk. Da rettigheder i forbindelse med ebogsudgivelse af oversættelser er  både komplicerede og har store initialomkostninger, er det sandsynligt, at dansk-andelen er større på ereolen.dk end for trykte bøgers vedkommende.

Det er derfor et kulturpolitisk valg, hvor meget ekstra man vil tildele ebøgerne. I denne sammenhæng er det værd at huske, at alle diskussioner om fordeling af bibliotekspenge indeholder et element af oplevet retfærdighed. Ingen ønsker, at andre skal forfordeles. En for højt sat andel til ebøger, kan således give utilfredshed.

Stabilitet som formål

Udvalget har valgt at etablere en ordning for bibliotekspenge for ebøger, som i så høj grad som muligt svarer til de kendte fordelingsprincipper fra de trykte bøger.

Argumentationen for de enkelte løsninger er således ikke nødvendigvis, at det er den rette løsning, men blot at den minder om den kendte ordning.

Den kendte ordning for trykte bøger baserer sig på bestanden af de enkelte bøger i det givne år. Det er således bibliotekernes indkøb og kassation, som afgør tildelingen af bibliotekspenge. Stor efterspørgsel efter en given bog i et enkelt år fører til stort indkøb. Derefter tager det et antal år, før bøgerne kasseres.

En bog præget af stor medieomtale kan derfor give bibliotekspenge i mange år derefter, uagtet at der ingen efterspørgsel er. Dette giver stor stabilitet i bibliotekspengene for den enkelte forfatter.

Udvalget har derfor besluttet, at den ordning, man foreslår, skal have til hensigt at “biblioteksafgiften er stabil i forhold til modtagerantal og størrelsen af de udbetalte beløb”.

Dette har aldrig tidligere været et udtalt formål med bibliotekspengene. Det har blot været en konsekvens af optællingsmetoden. En gammel optællingsmetode fører således til et nyt kulturpolitisk princip.

Omfordelingsprincip

Indbygget i den nuværende biblioteksafgift er en omfordeling mellem forfattere. Det består i en trappeløsning, hvor forfattere, der skal have udbetalt over 442.000 kr., får reduceret det overskydende beløb.

I forslaget til biblioteksafgift for ebøger indbygger man en ny omfordeling baseret på de enkelte titler. Hvis en titel downloades mere end 10.000 gange i løbet af et år, giver dette ikke ekstra point. Dette ville svare til, at man for trykte bøgers vedkommende havde et loft for antal eksemplarer, den enkelte titel kan tælle med.

Hvis man antager rapportens påstand om, at en ordning for ebøger vil give særlige incitamenter for udgivere, vil et sådant loft naturligvis også give anledning til spekulation. Et forlag, som udgiver en bog, som antages at blive et hit på ereolen.dk, vil således være tilskyndet til udgivelse sent på året, så man både har efterspørgsel i år 1 og år 2. Altså: forventer man 20.000 downloads af en bog, kan det svare sig at få 10.000 i år 1 og 10.000 i år 2. Dette har forlagene endda mulighed for at styre gennem den nu etablerede licensmodel, hvor lånere kan stå i kø for at låne en ebog.

Kommunal omfordeling

For trykte bøgers vedkommende tæller bøger lige meget, uanset hvor i landet de står. I forslaget til ebogsfordeling vil Læsø tælle lige meget som Københavns kommune. Hvis en bog har særlig geografisk forankring, fx appel til sønderjyder, vil fx 100 udlån i 10 sønderjyske kommuner give mindre i bibliotekspenge end 100 udlån fordelt blandt 50 af landets kommuner.

Dette er måske sjældent i skønlitterær sammenhæng, men dog ganske almindeligt for faglitteratur. Skriv ikke bøger om Bornholm, er budskabet.

Ud fra rapportens incitamentsbetragtning, kan man således hævde, at udvalget opfordrer til ikke at lave bøger med en geografisk baseret målgruppe.

Korte og lange bøger

Den nuværende biblioteksafgift er baseret på optælling af sidetal i den enkelte bog. Her er en side en side. For ebøgers vedkommende vil man etablere et grundtal på 20 sider for hver bog. En bog på 24 sider tæller således som 44 sider, hvorimod en bog på 48 sider tæller for 68 sider.

Det vil derfor kunne svare sig at dele en bog i flere dele. Har man en bog, som består af to let adskilte dele, kan man altså udgive 2*24 sider, hvorved dette tæller som 88 sider. En gevinst på 20 sider i bibliotekspenge.

Men ikke nok med det, for ereolen.dk’s afregningssystem med forlagene er uafhængigt af sidetal.  Og her er væsentligt flere penge at hente. En ebog udlånt gennem ereolen.dk giver en indtægt på 17,50 kr. pr. udlån. Delt i to bøger giver det 35 kr. Forfatterne har også en interesse i dette, idet de typisk får en andel af omsætningen for de enkelte bøger.

Men måske er hverken forlag eller forfattere så griske, at de tilpasser udgivelser efter, hvilke indtægtsmuligheder der er. Til forskel fra alle andre er de ikke fokuseret på indtægterne, men tænker udelukkende i indholdet.

Problemet opstår dog også i den anden ende: det foreslåede system vil helt fjerne incitamentet til at udgive samle-værker, som fx Benny Andersens Samlede digte. Det er en tyksak på 940 sider – og her tillægges altså kun 20 sider. Budskabet er altså: ikke flere samlede digtsamlinger på ereolen.dk.

Modellen med de 20 ekstra sider i sideoptællingen er skabt for netop at sikre lyrikken, hvori der ikke bruges så mange tegn som i øvrige bøger.

I den almindelige biblioteksafgift tæller hver lyrikside således som 6 sider. Spørgsmålet er, om ikke det ville være langt lettere blot at ændre denne faktor 6 til fx faktor 12 for lyrik i ebøger?

Hvis formålet er at give forfattere samme oplevelse af retfærdighed, som der er i den nuværende biblioteksafgift, kunne det vel gøres uden at skabe et system, som giver mulighed for spekulativ virksomhed.

Skævvredne beregninger

Udvalget er nået frem til at beskrive tre lidt forskellige modeller for beregning af bibliotekspenge til forfattere for ebøger. Og fornuftigvis er udvalgets medlemmer enige om at anbefale den samme model (model A).

Modellerne beskrives gennem konkrete eksempler på  bøger. Men de tal, der beskriver de tre modeller, er matematisk skævvredne. Model A, den foretrukne, giver konsekvent flere point end de øvrige modeller. Da bevillingen til bibliotekspenge for ebøger vil blive en rammebevilling, er der naturligvis ikke kun vindere.

Det er derfor ikke en reel sammenstilling af tre modeller at hævde, at alle nævnte bogtyper vil blive vindere. Rapportens sammenligninger mellem de tre modeller er således skævvredne – med hensigt om at overbevise om den af udvalget foretrukne model.

Musikken spiller ikke

Udgangspunktet for udvalget var diskussionen om ebøger. Men musikorganisationerne har gennem en årrække følt, at bibliotekspengene bliver fordelt skævt mellem bøger og musik. Derfor trængte musikfolket sig på for at komme med i såvel kommissorium som i udvalg.

Dette har ført til, at der faktisk er to rapporter i én. En om bøger, en om musik. Da udvalget i høj grad er et partsudvalg, har organisationerne valgt den fredelige løsning, ikke at blande sig i hinandens områder. Uenigheder om ebøger giver mindretal fra forfatterrepræsentanter. uenigheder om musik giver mindretal fra musikrepræsentanter.

Kulturministeriet foreslår en model for musik, hvor streams fra Bibzooms tæller ind som en del af det samlede beløb til musik. Musikorganisationerne vil hellere bruge pengene på formidling.

I forfatterkredse er biblioteksafgiften så central, at den giver anledning til småkrige mellem grupper af forfattere (det er derfor vi har to forfatterforeninger). For musikerne har bibliotekspengene så ringe betydning, at man hellere vil bruge pengene til noget helt andet end at sikre de kunstnere, hvis musik udlånes.

Ud fra udvalgets rapport kan man klart sige, at det havde været snedigere at lave et særligt udvalg om, hvordan Staten bruger sine penge til musik – i stedet for blot at diskutere ændringer på et beskedent område. Det beløb, der tales om er kun 1,7 mio. kr. En mulig anden fordeling af disse penge til andre musikalske formål end til de konkrete rettighedshavere, ville naturligvis bedst ske i en sammenhæng, hvor man vurderede musikpolitikken i et bredere perspektiv – og måske uden at have forfatterne som tilskuere til en sådan debat.

Musikorganisationernes ønske om at anvende bibliotekspenge til andre musikalske formål må dog være en beroligelse for forfatterorganisationerne. Det er hermed klart, at musikorganisationerne ikke har noget ønske om at få en større andel af bibliotekspengene. Man har blot et ønske om at få flere penge til musikformål. Det kan man naturligvis ikke fortænke dem i.