Kunstpolitik er mere end geografi

Skal dansk kulturpolitik reduceres til en evig kamp mellem geografiske revirer?

Er geografisk balance virkelig den vigtigste kulturpolitiske diskussion i Danmark? Det indtryk får man i hvert fald, når man læser de offentlige reaktioner på Statens Kunstfonds årsberetning for 2015. Disse reaktioner er dog også en reaktion på, at de væsentligste statistiske data i kunstfondens årsberetning handler om geografi – som på sin vis skal ses som et svar på, at der er politisk fokus på den geografiske fordeling, blandt andet udmøntet i kunstfondslovens krav om, at Statens Kunstfond skal “fremme den geografiske spredning af kunst i hele landet”.

Når man som Statens Kunstfond skal sammensætte en årsberetning, der omfatter 12.567 ansøgninger og 6.596 tildelinger, er statistiske data en selvfølge. Og så er intet nemmere end at finde data ud fra sædvanlige demografiske oplysninger: ansøgernes bopæl, køn, alder, og hvor aktiviteterne finder sted.

Men i virkeligheden er statistik om kunst som at holde fast på et stykke sæbe: kunstens særegenhed gør, at statistik ofte bliver meningsløs. Og i hvert fald ikke fortæller den vigtige historie.

Udvalgenes diskussioner

De vigtige historier kan man fx finde i beretningerne fra de enkelte udvalg. Især fordi beretningerne også afspejler en række væsentlige diskussioner.

kunstens særegenhed gør, at statistik ofte bliver meningsløs. Og i hvert fald ikke fortæller den vigtige historie.

Legatudvalget for billedkunst beskriver de forskellige strategiske vurderinger af kunst i det offentlige rum, afhængigt af om kunsten er permanent eller midlertidig. Man ser det som et problem, at den midlertidige kunst har vanskeligt ved at sætte sig spor. Udvalgets konklusion er at arbejde med begge typer varighed, men måske med større bevidsthed om effekten. Det har været vigtigt for udvalget at arbejde i mange skalaer.

Projektstøtteudvalget for billedkunst refererer diskussionerne om støtte til kunsthallerne. Udvalget har frarådet kunsthallerne at søge statsanerkendelse, fordi det vil begrænse hallernes frihed (gælder det ikke al offentlig støtte? kunne man spørge – red.).

Samtidig arbejder udvalget på at etablere en ny model for tildeling af produktionsstøtte til kunstnere. Spørgsmålet er, om det kun er kunstnerne, der skal søge om produktionsstøtte.

Legatudvalget for litteratur har valgt at give selvudgivere adgang til at søge om støttemidler. Også projektstøtteudvalget for litteratur har valgt at beskæftige sig med selvudgivere.

Legatudvalget for musik har en lidt uafklaret problemstilling, som handler om musik, som skabes i kollektive sammenhænge. Hvordan dokumenteres så den enkeltes andel i den skabende kunstneriske proces, når der siden søges støtte?

Også Legatudvalget for scenekunst diskuterede kunstneriske kollektiver. Udvalget valgte at opfordre de enkelte medlemmer af kollektiver til at ansøge individuelt, men opfordrer til kollektive ansøgninger i fremtiden.

Projektstøtteudvalget for musik er optaget af køn og diversitet.

Projektstøtteudvalget for scenekunst havde fokus på det internationale område med en grundig kortlægning og en lang række dialoginitiativer.

Alligevel lidt statistik

To små statistiske oplysninger, som måske alligevel bør fremhæves:

• 65% af støttemodtagerne i 2015 havde også modtaget støtte i perioden 2010-2014.
• 0,5% af støttemodtagerne i 2015 har siddet i Statens Kunstfonds udvalg i perioden 2007-2013.

Indtrykket fra den offentlige debat har ellers været, at næsten al støtte gik til “faste” modtagere.

I forhold til, hvor meget “støtten til Statens Kunstfonds egne medlemmer” fylder i den offentlige debat om kunstfonden, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt støtte der gives til tidligere medlemmer. Det nærmer sig det problematiske, idet mange tidligere udvalgsmedlemmer er højt kvalificerede kunstnere og derfor bør være givne ansøgere. Man fristes til at tro, at tidligere udvalgsmedlemmer lægger bånd på egen ansøgningslyst, reelt en slags selvcensur.