Aktuelt · Arkitektur og design
Se Venedig og lev
Skal du se én eneste politisk betonet udstilling i år, så pak kufferterne og tag et smut til Arkitekturbiennalen i Venedig. Du bliver ikke skuffet.
Reporting From The Front er mottoet for Venedigs arkitekturbiennale 2016. Og fronten skal tages alvorligt, for det handler om alle tidens store spørgsmål: globalisering, klimaforandringer, bæredygtighed, flygtningekrise, overbefolkning, naturkatastrofer, boligmangel, affaldshåndtering, trafik og meget andet.
Ingen prøver at påstå, at arkitekturen kan løse disse store problemer. Men man kan anskue løsninger og arbejdsmodeller, som kan være med til at løfte diskussionerne. Mange af de udstillede projekter viser også forskellige grader af deltagerinvolvering.
Deltagerinvolvering
Et eksempel på dette er den amerikanske pavillons udstilling af mulige løsningsforslag for at retablere byen Detroit. Byen er stadig ikke kommet sig efter finanskrisen.
Arkitektur ses således også som design af sociale processer.Sammen med byens borgere og græsrodsorganisationer er der udviklet tre alternative løsningforslag for fire forskellige byområder, som byens styre ønsker fokus på. Forslagene er med til at adressere nogle af byens problemer, som arbejdsløshed, ulighed, isolation og bæredygtighed.
Redskaberne kan være vidt forskellige, men blot ved det at etablere samtaler i det offentlige rum kan arkitekturen være medvirkende til at give områderne og altså byen nye udviklingsmuligheder.
Deltagerinvolvering kan også være nødvendigt, hvis man som i Indonesien skal etablere nødløsninger efter en naturkatastrofe. Et – i hvert fald i vores del af verden – overset problem er, at de udsatte familier kan savne beskæftigelse. Så “løsningen” handler netop ikke blot om løsninger, men nok så meget om beskæftigelse.
Arkitektur ses således også som design af sociale processer.
Flygtninge
Pludselig blev flygtningestrømmen akut i Vesteuropa. En række bidrag på biennalen forholder sig til dette. Mest kompetent nok det tyske bidrag Making Heimat. Her fastlægges en række principper for god modtagelse af flygtninge: Ankomststedet skal være uformelt, selvbygget, i stueplan, med netværk af immigranter, have jobmuligheder, god kollektiv transport og de bedste skoler. Anskuelsesundervisning.
Biennalen strømmer med praktiske løsninger: hvordan skaber man en sanitetsløsning i Mongoliets hovedstad Ulan Bator, hvor befolkningstallet er mere end fordoblet på mindre end 20 år? Hvordan kan man med huller i taget skabe fokuseret indendørs lys i et ørkenområde? Hvordan genbruger man affald?
Herudover er der alle de smukke løsninger: brug af overraskende materialer, lys, mursten, ler, ja masser af ler, bambus, vandflasker osv.
Kreativiteten er stor. Man bliver faktisk lidt opstemt på klodens vegne.
Den 15. Arkitekturbiennale i Venedig varer indtil 27. november. En almindelig billet koster 25 Euro. Sæt gerne to dage af til besøget. Blot til biennalen.