Public service er ikke for MIG

Meningen med public service er, at også andre end dig selv skal nyde godt af udbuddet.

CulturCronik:

“Et angreb på den danske demokratiske model”. Med dette ultimative svar fra DR’s bestyrelsesformand til DF’s forslag om at skære 25% i DR’s budgetter, polariseredes debatten straks til et pro et contra DR. De, der forsvarer DR, gør det med hud og hår. Intet kan ændres. De som angriber DR, gør det ligeledes fuldgyldigt; DR skal koncentrere kræfterne om alt det, kun få gider se eller høre.

Dagbladene har i en årrække krævet et slankere DR på nettet. Partierne i blå blok har søgt at fastholde et billede af et “rødt” DR. Hertil kommer, at især LA har ønsket et opgør med selve licenssystemet.

Uanset at vi alle er brugere DR’s produkter, og også gennemgående svarer positivt til gallupmålinger, er der åbenlyst også en stor mistillid i befolkningen. Til DR som institution. Kontrakten mellem DR og befolkningen trænger måske til en revision.

Det farvede DR

Påstanden om det ”røde” DR har sejlet rundt i debatterne i årevis. Ofte med henvisning til undersøgelser af, hvordan journalister stemmer. Rød side svarer igen med at omtale kendte journalister, som er gået fra DR til højre side i dansk politik. Begge standpunkter forsimpler dermed mediedebatten til et udsagn om, at journalistik er en særlig, uprofessionel profession. Og samtidig til et ønske om, at journalistik skal bekræfte det, man selv mener.

Og det er gennemgående i debatten om DR, i særdeleshed på de sociale medier, i hvor høj grad diskussionerne styres ud fra debattørers egne præferencer.

meningen med public service er, at også andre end dig selv skal nyde godt af udbuddet

I forhold til den bredde DR repræsenterer gennem de mange kanaler, er det forbavsende hyppigt, diskussionerne kommer til at tage udgangspunkt i, hvad enkeltpersoner måtte have af personlige antipatier mod bestemte programmer eller journalister – fx da Hjort Frederiksen tog bladet fra munden for et år siden. Eller da frustrerede P1-lyttere mente, at de ikke længere ville betale licens, fordi en bestemt journalist blev fyret.

I begge lejre er der en tendens til at overse, at meningen med public service er, at også andre end dig selv skal nyde godt af udbuddet.

Pengenes DR

At Netflix koster 1.000 kr. årligt, mens DR koster 2.000 kr. inkl. alskens tv- og radiokanaler, web, regionalradioer, døvetolkning, ensembler mv, indikerer ikke, at DR er dyrt. Tværtimod: vi får ganske meget for pengene i forhold til de private alternativer.

I 2000 stod licensen for 71% af vores tv-udgifter. Siden er licensen steget mindre end den almindelige prisfremskrivning, hvorimod øvrige tv-udgifter (tv-pakker, Netflix m.v.) er steget med 374%. I 2014 stod licensen kun for 46% af vores tv-udgifter (og 1/5 af licenspengene går til andre end DR).

Generaldirektørens løn gøres også til genstand i debatten. Typisk sammenlignes denne med statsministerens løn. Og så er det jo helt galt, at DR-chefer kan tjene mere.

Allerede inden de nyere offentlige styringsmodeller blev begrebsliggjort som New Public Management, igangsatte det offentlige tilpasningen til det private arbejdsmarked. At arbejde for fællesskabets interesser skulle ikke blot være et kald, også de dygtigste hoveder skulle fristes til det offentlige. Så selvfølgelig skal lønniveauet i DR – på alle niveauer – være sammenligneligt med lønniveauet i øvrige medier. Derfor skal DR’s cheflønninger være sammenlignelige med TV2’s, eller Berlingskes eller JP/Politikens Hus’. I øvrigt mediehuse som også er afhængige af enten offentligt ejerskab eller offentlig støtte.

Aviserne mod DR

Ligesom ”det røde” DR er en fast og udokumenteret del af myterne om DR, er også myterne om, at specielt DR stjæler med arme og ben fra andre medier, udokumenteret. Det er jo det alle medier gør, refererer hinanden, mere eller mindre skjult. Og der er ingen som helst indikationer på, at DR skulle “stjæle” mere fra andre medier i dag end tidligere.

At dagblade gerne vil promoveres via dr.dk gennem citathistorier overses. Historisk set var det jo dagbladene som skabte Radioavisen, dengang Pressens Radioavis, hvor dagbladene havde en interesse i at få bragt deres historier i radioen. Etableringen af Radioavisen skete for at sikre større neutralitet og uafhængighed af dagbladene. En solohistorie fra et dagblad, som ikke viderebearbejdes af andre medier, dør som regel. Og hovedkilden til genbrug fra andre medier er enten Ritzau eller Radioavisen.

Naturligvis kan man politisk vælge at følge dagbladenes ønske om en begrænset web-tilstedeværelse for DR. Risikoen er bl.a. at den generelle nyhedsinteresse kan falde. Foruden at det i en tid, hvor mere og mere medieindhold flyttes til nettet, kan virke besynderligt at kræve, at et medie ikke må bringe historier udelukkende båret af bogstaver.

Globaliseringen mod DR

Svaret fra DR og de, der forsvarer DR, er, at et stærkt DR er nødvendigt som modvægt til Google og Facebook. Det er en helt udokumenteret påstand, at den eneste måde at sikre sig mod den globale trussel, er ved at have én stor magtfuld organisation.

I Sverige delte man Sveriges Radio i et selvstændigt SVT og et selvstændigt SR i 1979. Det er mere end 30 år siden, der har været seriøse forsøg på at tale om behovet for en fusion. Ej heller efter internettet kom. Demokratiske problemer er der nok af i Sverige, men man kan ikke seriøst hævde, at en opsplittelse af DR i en radio- og en tv-virksomhed vil svække demokratiet eller sammenhængskraften i Danmark.

I Danmark fik vi for fem år siden Radio 24syv. Det blev set som en straffeaktion mod DR, Radio Møller blev den spøgefuldt kaldt. Men Per Stig Møller havde jo ret: det var muligt at etablere en taleradio som alternativ til P1. Det var endda muligt at lave en taleradio, som er fyldt med eksperimentlyst, nye formater og nye værtsroller. Radio 24syv har uden tvivl styrket mediepluralismen i Danmark.

DR’s sammenlægninger af redaktioner på tværs af kanaler og medier, har vist sig som en stærk og ofte dagsordensættende platform. Men pluralismen er svækket. Når DR laver kampagner, er det et voldsomt bombardement på alskens platforme, hvor nuancerne og modsvarene kun vanskeligt kan rummes.

Når DR’s bestyrelsesformand i fuldt alvor kan hævde, at DR leverer ”den objektive sandhed”, er der grund til at blive bekymret. Sandheden er netop mangefacetteret, derfor er mediepluralisme helt central. Som Radio 24syv beviser, kan det offentlige selv bidrage til mediepluralismen. Om dette bedst sker indenfor DR eller DR skal splittes kan diskuteres. Men selvfølgelig kan licensmidler bruges til mere pluralisme fremfor mere ”objektiv sandhed”.

Myndigheden DR

Man kan endda diskutere om DR i stedet for licens skulle være skattefinansieret. Skatten er – trods huller – en måde at sikre, at de bredeste skuldre bærer den største økonomiske byrde. Forsvaret for licensmodellen har været, at den sikrer armslængde. Men som den aktuelle debat viser, holder det argument ikke. Også de 4-årige medieaftaler kan gå dybt ind i programvirksomheden. Reelt vil det politiske spil omkring en 4-årig rammeaftale for DR kombineret med finanslovsfinansiering ikke være anderledes end den nuværende styringsmodel. Det kan man både i Finland og i Holland – uden at det har ødelagt den demokratiske sammenhængskraft.

Så længe vi har licensen, og tilmed en fortsat tendens til at en mindre og mindre del går til DR, er det værd at spørge, om licensinddrivningen fortsat skal ligge i DR. Der er reelt tale om en myndighedsopgave. Der er næppe penge at spare. Derimod kan man opnå større stringens med hensyn til, hvilke organisationer som varetager myndighedsopgaver, og hvilke som er publicistiske.

Udskilning fra DR

Man kan også kigge på andre dele af DR’s store organisation, som let vil kunne skilles ud.

DR driver i dag en række orkestre, bl.a. DR Symfoniorkestret, DR Big Bandet og DR Pigekoret.
Lukningen og den efterfølgende genopstanden af underholdningsorkestret viser, at der kan skabes organisatorisk og økonomisk bæredygtige løsningen udenfor virksomheden DR. Det er jo helt udelukket, at man gennem en intern proces i DR kunne være nået frem til en ny organisering af orkestret med ekstern finansiering.

Der kan laves mange forskellige modeller for orkestrene udenfor DR både hver for sig og samlet. DR’s nuværende orkestervirksomhed er en så væsentlig del af det samlede levende musikliv i Danmark, at det i højere grad bør ses i sammenhæng med øvrigt musikliv end i sammenhæng med radio og tv.

Det er oplagt DR’s fortjeneste, at København fik DR Koncerthuset i 2009. Huset er i dag et af de mest velbesøgte koncertsteder i Danmark med over 300.000 gæster årligt. Men det er kun en begrænset del af Koncerthusets mange koncerter og andre arrangementer, som er direkte forbundet med programvirksomheden. Samtidig indgår DR Koncerthuset som en almindelig kommerciel spiller på koncert- og eventmarkedet i København.

Selvfølgelig kan DR Koncerthuset fungere som selvstændig kulturinstitution på lige fod med fx Musikhuset i Aarhus med faste lejeaftaler med andre kulturinstitutioner, fx DR eller symfoniorkestre. Fordelen vil være, at aftaler indgås ud fra de enkelte institutioners vilkår og behov.

Hvor meget orkestre og Koncerthus koster i årlig drift er helt uigennemskueligt for alle udenfor DR. Af såkaldte ”konkurrencehensyn” leverer DR de mest pauvre regnskabs- og budgetoplysninger blandt alle offentligt finansierede virksomheder.

Armslængden til DR

Rolledelingen forekommer fastlåst. Blå side er offensive med forslag som imødekommer befolkningens stigende individualisering. Rød side er defensive og værner om fællesskabets store institution.

En offensiv opposition kunne fint kræve større pluralisme, større åbenhed, skattefinansiering og en udskillelse af den virksomhed, som ikke er programrettet.

Det er svært at finde et eneste synspunkt fra oppositionspartierne, som indeholder kritik af DR’s nuværende struktur, opgaver eller formater. Meget kan naturligvis – som i diskussionen om DR’s nedlæggelse af DR Underholdningsorkestret – gemmes under begrebet armslængde.

Armslængden kan dog ikke friholde oppositionen fra også at tænke offensivt, som man gør for så mange andre kulturinstitutioner: nye målgrupper, nye services, digitalisering, kunstens rolle, samspil med andre kulturinstitutioner, samspil med undervisning, samspil med andre medier, samarbejde med frivillige. Listen kan gøres meget længere, men illustrerer, at der bør være rigeligt plads til en politisk position, som ikke er båret af et forsvar for institutionen DR, men som udvikles ud fra den kultur- og mediepolitiske vision partierne i øvrigt udtrykker.

 

Tom Ahlberg

Ansv. redaktør Søndag Aften