Velkommen til en ny minister

Kulturen har igen fået en ny minister. Søndag Aften har samlet en række af Mette Bocks kulturpolitiske statements fra hendes hidtidige kulturpolitiske markeringer.

For første gang siden Brian Mikkelsen i 2001 tiltrådte som kulturminister, har vi med Mette Bock fået en kulturminister, som har haft et kulturpolitisk ordførerskab forud for ministerudnævnelsen.

Naturligvis skal en ny minister læse op på sagsbunkerne. Fordelen for Mette Bock er dog den åbenlyse, at hun allerede har været dybt involveret i mange kulturpolitiske diskussioner. Der er altså ikke tale om lutter nyt stof.

Samtidig har Mette Bock været en ovenud flittig debattør på Facebook. Som særlig læserservice har vi her samlet en række af Mette Bocks Facebook-indlæg fra de forgangne år. Da hun har været medieordfører for Liberal Alliance, har hun især deltaget i de mediepolitiske debatter. Men hendes spændvidde har været større end som så.

DR – igen  og igen

Den forgangne sommer konkluderede Mette Bock:

Så vi nået til sommerens DR-debat. Ja, DR skal slankes. Over en periode på 10 år skal tvangslicensen afskaffes, DR omlægges til en abonnementsordning, TV2 sælges og statsstøtten til de gamle medier udfases.
Til gengæld skal vi ikke, som foreslået af DF, påtage os hverken redaktionelt ansvar eller daglig ledelse inde fra Christiansborg. DF har konkrete forslag til, hvilken kanaler, der skal lukkes eller sammenlægges. Den diskussion vil være overflødig om få år, hvor vi rekvirerer indhold On demand, når og hvor vi vil. Tænk alt det, der kan spares, hvis ikke 8-10-12 kanaler skal fyldes med indhold væg til væg 24/7.
DR skal ikke konkurrere med det private mediemarked, men differentiere sig fra det.
Ser frem til at DRs ledelse og bestyrelse selv kommer mere aktivt på banen med konkrete forslag!

Inden da havde hun skrevet:

Pressens Radioavis – back to basics?
I anledning af 90-års jubilæet kunne man jo overveje lidt retro: Ved fødslen i 1926 producerede de private medier – avisredaktionerne – nyhederne til Pressens Radioavis i Danmarks Radio, som så distribuerede nyhederne videre som lyd. Spøgefugle vil mene, at det fortsat er tilfældet, da egenproduktionen i nyhedsudsendelserne er til at overse, ikke mindst først på dagen…
Men alligevel – en af udviklingsmulighederne er jo at se DR som distributør og ikke som producent/konkurrent til det, der med samme kvalitet kan produceres af private. Blot en tanke.

Da DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold, i foråret 2016 gav bolden op til en diskussion om DF, havde Mette Bock denne kommentar:

En ægte Gabold:
Ingolf Gabold, tidligere dramachef i DR, befinder sig som en fisk i vandet i dag. Han NYDER at kaste en lille bombe og skabe forargelse ved at hævde, at dramaserien 1864 var et politisk indlæg mod DF og nationalkonservatismen.
Jeg er ret overbevist om, at hans gamle arbejdsplads, der har givet ham en meget stor frihed i mange år, er rimeligt trætte af at blive taget som gidsler af pensionisten.
Men så tager vi da debatten lige debatten igen-igen. Jeg kan forudse alle standpunkter i den debat. Og den kommer – igen – til at skygge for vigtige reformer.

I 2015 spillede Mette Bock ud med 6 ganske radikale forslag til ændring af mediepolitikken:

• udfasning af den almindelige mediestøtte (bl.a. dagbladsstøtten)
• privatisering af TV2
• afskaffelse af licens, som skal erstattes med en abonnementsordning
• DR’s arkiver skal stilles gratis til rådighed for alle
• DR Koncerthuset skal privatiseres
• Radio 24/7 skal privatiseres

Til et siden berømt interview med den daværende Finansminister (om DR) skrev Mette Bock:

I dagens Politiken blæser også Claus Hjort til diskussion om DRs størrelse og opgave. Det er godt!
Det handler ikke om at lukke DR, men om at slanke og modernisere, så DR ikke konkurrerer med, men supplerer det private marked med f.eks. dansksproget indhold. Tvangslicensen skal desuden afskaffes og erstattes med en abonnementsordning.

I et indlæg roser hun JP/Politikens Hus for en melding om, at frie medier står sig bedst ved mindre mediestøtte, og taler i en video om, at hensigten med den aktuelle debat er at lægge op til en omfattende reform af mediestøtten ved næste mediepolitiske aftale (om 3 år) – så man på langt sigt får afskaffet mediestøtten.

Hun har også kommenteret andelen danskproducerede programmer i DR:

Der er en grund til, at vi har public service-stationer, og det er netop, at vi er et lille land, et lille sprogområde, en lille kultur. Der er væsentligt at have en anden stemme i forhold til det meget kraftigt voksende kommercielle marked. Hvis public service-stationer kun gør det samme som de kommercielle, så er der ikke så meget grund til at have dem.

I et interview i Jyske Vestkysten, hvori udtaler hun:

DR gør det let for sine kritikere at så tvivl om stationens eksistensberettigelse, når DR1 skærer ned på danske udsendelser.

Mediekontrol i Polen

Om mediesituationen i Polen skrev Mette Bock i januar 2016:

Det nationalkonservative Pis-parti i Polen (rammende navn) har netop overtaget den redaktionelle kontrol med de statsejede medier. Her er begrundelsen:
“De statsejede medier har en journalistisk linje, som er uacceptabel for Polen og alt for kritisk over for den siddende regering. De statslige medier skal bringes tilbage til polakkerne,” sagde Elzbieta Kruk, medlem af parlamentet for regeringspartiet Lov og Retfærdighed, ved fremførelsen af de omstridte lovforslag.”
SUK – og hvad værre er: EU agter ikke at foretage sig noget i den anledning.

Spørgsmålet er så, hvad den nuværende danske kulturminister vil foretage sig?

Kunstnere som regneark

I et indlæg i Berlingske, Regneark? Det kan I kunstnere selv være, skriver Mette Bock, at hvis der er nogen, der taler om penge, så er det vist kunstnerne.

Økonomidebatten skal på standby. Økonomi er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for et samfund rigt på kultur. Der skal sættes ild til kulturen!

Det, vi mangler mest af alt, er civilsamfundets passion og ansvar. At »nogle«, læs voksne, tager børnene i hånden og følger dem på vej i stedet for at sætte dem af foran musikskolen, biblioteket eller teatret. Vi skal rejse os af sofaen. Walk the talk.

Glæde for mæcener

Flere gange udtrykker Mette Bock glæde over mæcener.

Andy WARHOL:
I aftes åbnede Jørgen Leth i fin stil den nye Andy Warhol udstilling på kunstmuseet HEART i Herning. Fantastisk udstilling, hvor vi ikke blot ser Warhols kendte portrætter, men især hans angst for liv og død, tro, krop, seksualitet og alt det, der udgør et menneskeliv. En rejse værd. Udstillingen er støttet af en hel stribe fonde. Vor tids mæcener. Mærkeligt, at vi straffer fondene skattemæssigt i stedet for at sikre dem vilkår, så de i endnu højere grad kan få kulturen til at blomstre for private midler.
Kultur giver os frihed og fællesskab.

Og en anden gang om fondene:

I den forgangne uge har jeg besøgt en række kulturinstitutioner: Rødding Højskole, Liselund, Herlufsholm og Christianslyst i Sydslesvig.
Uden de private fondes investeringer i bygninger, kunst og kulturbegivenheder ville en lang række kulturinstitutioner og kulturelle aktiviteter ganske enkelt ikke eksistere. Så når vi taler kulturstøtte handler det ikke kun om offentlige midler – det handler i høj grad om, at fondene er vor tids kulturmæcener. Vi er desværre i fuld gang med at begrænse deres virke, hvilket er utroligt dumt. Tak til de private fonde!

Mors og Rødding

Den nye kulturminister har både deltaget i Kulturmødet på Mors og den forhenværende ministers Røddingmøde.

Om Kulturmødet på Mors skrev hun:

På vej til kulturmøde på Mors, hvor jeg skal deltage i åbningsdebatten. JP spørger, hvad jeg forventer at få ud af kulturmødet og jeg svarer i dagens avis:
– At opleve, at kulturen for en gangs skyld står højest på dagsordenen. Det er meget besynderligt, at kulturspørgsmål rangerer så lavt i det politiske “hierarki” i en tid, hvor vi er i konstant søgen efter svar på vores egen identitet og fremtid.
Kulturen er sjældent, hvor flertallet er. Men kulturen er fuldstændig afgørende for forståelsen af os selv og dermed for samfundsudviklingen.
Hvad er det vigtigste kulturpolitiske spørgsmål netop nu? Hvordan vi sikrer et paradigmeskift i anvendelsen af kulturstøtten. Den er blevet til et fossil i stedet for at være fødselshjælper. Kulturstøtten falder i tre dele: Elite, mainstream og vækstlag.
Støtten bør i langt højere grad koncentrere sig om elite og vækstlag, mens den brede mainstreamkultur skal stå mere på egne ben.

Om Røddingmødet lød det:

Bertel Haarder sætter nu endnu en tradition i søen: Røddingsmødet! Det seneste døgn har kulturfolk været samlet på Rødding Højskole for at drøfte, hvordan vi får mere kultur for de kulturinvesteringer, som både det offentlige og private sætter på spil.
Fint initiativ – desværre var der langt mellem snapsene og de banebrydende, nye ideer. Men jeg værdsætter initiativet – og sidder lige nu på terrassen og overvejer, hvordan vi kan fjerne benspænd og sikre, at det ikke er staten, men kunstnere og civilsamfund, der i fællesskab sikret at vi fortsat har en fælles kultur at mødes omkring.

Salg fra museerne

Om salg af genstande fra museernes samlinger skrev Mette Bock:

Tænk, at man i et land som Danmark ikke kan have tillid til, at muligheden for eventuelt salg af visse effekter kan finde sted, uden at man kuldkaster kulturarv, tømmer museerne for meningsfyldt indhold eller udelukker fremtidig sponsorstøtte. Vi taler om at fjerne et forbud og udvise tillid til fagligt kompetente museumsfolk!

Ingen kvoter, tak

Mette Bock kommenterede også diskussionen om kvinder i musikbranchen med en henvisning til en artikel om Tønder Festival, som har to kvinder i spidsen:

Tja – i forlængelse af debatten om kønskvoter i musikbranchen må de to stærke kvinder nok forberede sig på, at den ene må flytte sig…

Så dans og syng dog!

Passende kan vi slutte denne gennemgang med en opfordring fra den senere kulturminister:

Har lige hørt finalen på “Den danske sang” på P2, hvor danskernes 10 favoritsange blev kåret. Pragtfuldt – ægte public service! Jeg fik lyst til at danse og synge….
Dansen blev garanteret opfundet fordi den giver mennesker, der ellers ikke må røre ved hinanden fysisk mulighed for det.
Sangen blev garanteret opfundet fordi mennesker, der ikke rigtig kan finde ord for at udtrykke, at de ønsker et fællesskab, kan gøre det gennem fællessangen.
Jeg har sunget i kor i mange år og det har min familie også.
Det er min erfaring, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at skændes, når man lige har sunget sammen. Sangens fællesskab lader sjælene røre hinanden og overdøver andre uenigheder.
Alle børn bør introduceres til både dans og den danske sang fra de er helt små.
Måske et nyt uddannelsespolitisk mål? :-)”