Fonde er kulturpolitik

Med fondene sikres pluralismen i dansk kunst og kultur. Uden ville kunsten have færre penge. Den lære kan uddrages fra den første samlede danske fondshistorie.

CulturCritik:

Der gives næppe mange bestyrelsesmøder i den store jungle af danske kulturinstitutioner, uden at kontakten til fonde nævnes som en mulig løsning på aktuelle problemer. Sådan har det været i mange år – i hvert fald siden 1980’erne. Alle deltagere i kulturlivets mange organisationer er fuldt ud opmærksom på fondenes betydning, alligevel er det forbavsende få som interesserer sig dybere for vilkårene for fondenes arbejde – og den samlede betydning af de mange små som store bevillinger.

Dette forsøger Anker Brink Lund og Christian Edelvold Berg at bedre på gennem bogen Dansk Fondshistorie (Jurist- og økonomforbundets forlag). Belyst gennem den historiske udvikling, primært i det seneste århundrede, forsøger bogen at besvare spørgsmålet: Hvad får det danske samfund ud af de mange selvejende institutioner med særligt henblik på kulturelle og videnskabelige formål?

Som i 1900

I den offentlige kulturpolitiske debat skete et nybrud, da man under Schlüter-regeringerne i 1980’erne begyndte at tale om sponsorering af kultur. Det handlede både om at søge øget fondsstøtte og om mere kommercielle samarbejder.

Mange har indtryk af, at det offentlige har sparet på kulturen siden midten af 1980’erne. Denne myte modsiges klart i bogen:

”På trods af politiske og administrative ønsker til øget kommercielt engagement i kulturlivet, kunne hverken fonde eller andre private aktører holde trit med væksten i den offentlige andel af kulturfinansieringen før 2010’erne.”

Til gengæld er man nu tilbage ved samme fordeling mellem offentlige og private kulturmidler som ved 1900-tallets begyndelse.

Fondenes armslængde

Gennem årene er der sket et skift i fondenes prioriteringer. Indtil 1980’ene var fokus primært på social- og sundhedsområdet. Nu er det forskning og videnskab (35%) og kunst og kultur (25%), som tegner sig for størstedelen af fondsbevillingerne.

Hvor de offentlige kulturbevillinger i høj grad sker ud fra armslængdeprincipper, findes sådanne ikke for fondene. I et vist omfang bruger fonde dog assistance fra særligt sagkyndige.

Under etableringen af den moderne, decentrale kulturpolitik fra 1960’erne til 1980’erne, var det almindeligt med det såkaldte gulerodsprincip: staten doblede op i forhold til den kommunale kulturbevilling (fx egnsteatre). Dette stoppede i løbet af 1990’erne.

For fondenes vedkommende gælder dog fortsat et slags gulerodsprincip: fonde giver ofte kun støtte under forudsætning af offentlig medfinansiering.

Fondene lader sig i øvrigt i højere grad inspirere af det offentliges tænkning: ”privat fondsdrift kommer i stigende omfang til at ligne den offentlige forvaltning, der mere eller mindre systematisk forsøger at forene armslængdeprincipper med strategisk systemtænkning”.

Dette kan både ses negativt – øget bureaukrati eller positivt – mindre amatørisme.

I bogen vurderer man, at de private fondes administrationsudgifter udgør ca. 10% af uddelingerne. Man redegør ikke for tilsvarende udgiftsvurdering for det offentlige, men skriver, at ”intet tyder på, at offentlige myndigheder har lavere transaktionsomkostninger end de private fonde.”

Pluralisme sikres

Der har historisk set været en slags arbejdsdeling, hvor den offentlige kulturstøtte har varetaget drift af institutioner og støtte til udvalgte kunstnere, hvor de private fonde har prioriteret støtte til kunstformidling som museumsbyggeri, særudstillinger og import af udenlandsk kunst.

”Private fonde kan også konstruktivt bidrage til at få mere ud af skattekronerne, når de folkevalgte mener, der er behov for øget indsats på et sagsområde… men ikke vurderer, at befolkningen kan eller vil finansiere aktiviteterne…via skatter og afgifter”.

Altså: Politikerne snyder vælgerne ved at give skatterabatter til fonde, som så kan sende penge til kunst og kultur.

I den almindelige politiske debat er der en tendens til at se fondenes indsats som udtryk for det stærke private engagement i kulturen (blå side) eller modsat som et udtryk for udemokratisk skattefidus (rød side).

Dette stærkt ideologiske billede gør bogen op med.

Set fra centraladministrationens side er fondsbidrag til kultur offentligt subsidierede goder, fordi der er opnået skatterabet.

Fulgte man rød sides ønske om at fjerne fondenes skatterabat, ville effekten med sikkerhed blive et nettotab i pengetilstrømningen til kunst og kultur. Og hvis man samtidig valgte at forvalte offentlige midler efter armslængdeprincipper, ville den dermed begrænsede pluralisme give mindre variation i bevillingerne. Så i stedet for at tale om kulturens afhængighed af fondene, kan man lige så vel hævde, at fondene giver større uafhængighed af stat, kommuner og kommercielle markedskræfter.

Dansk fondsbevægelse bygger ikke på et fasttømret sæt af målsætninger, men på selvorganiseret pluralisme knyttet til mere eller mindre oplyst egennytte.

Der er dog en tendens til, at fonde giver bevillinger til hæderkronede kunstnere og i forvejen begunstigede kulturformer – som allerede er højt prioriterede af det offentlige. Man kan sige, at fondene opnår stærkest effekt, når de går imod strømmen.

Blandt bogens bilag finder man en fortegnelse over de mange fonde, som er omtalt i bogen. Den kan måske anvendes i bestyrelseslokalerne, hvis man savner konkret inspiration.

Anker Brink Lund og Christian Edelvold Berg: Dansk Fondshistorie. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.