Aktuelt · Litteratur · Medier og internet · Politik
Halalcertificeringsafgifter, Kaj Munks mindekors og broløb
Folketingets medlemmer bruger spørgsmålene til ministeren til at belyse såvel store som små sager. Vi har samlet nogle af de mere perifere spørgsmål.
Muligheden, for at et folketingsmedlem kan stille spørgsmål til ministeren, er et vigtigt demokratisk redskab. Det sikrer at folketingsmedlemmer kan deltage fuldt oplyst i den offentlige samtale, og så er det ofte en ventil for folketingsmedlemmer at få sagt, at man er uenig med dette eller hint.
Halalcertificeringsafgifter
Claus Kvist Hansen (Dansk Folkeparti) stillede ministeren dette spørgsmål:
Synes ministeren, at det er passende for en public service-kanal som DR at reklamere dels for halalslagtet kød, dels for en specifik halalslagterforretning, sådan som det foregik i udsendelsen »Spise med Price i København«, og finder ministeren, at det var fyldestgørende oplysning om halalkød ikke at oplyse om, at halalkød er forbundet med halalcertificeringsafgifter, der tilgår islamistiske organisationer?
Ministeren svarede med at “genopfriske og gentage det grundlæggende princip, der er i dansk mediepolitik, for det er jo sådan, at DR som public service-institution er og skal være en fri og uafhængig institution i forhold til det konkrete, når vi taler om relationen til statsmagten.”
Dette svar gjorde spørgeren målløs, hvorfor han gav dette gensvar:
Med al respekt er det et af de slappeste svar, jeg har modtaget. Jeg er rigtig ked af, at ministeren hverken vil eller kan eller har lyst til at svare på det her spørgsmål. På den baggrund har jeg simpelt hen ikke flere spørgsmål.
Kaj Munks mindekors
Mette Abildgaard (Konservative) stillede dette spørgsmål til ministeren:
Er ministeren åben over for at finde en mere værdig placering af Kaj Munks mindekors,
der i dag er placeret bag et autoværn, hvilket begrænser beskuerens mulighed for at
mindes et af Danmarks nationalsymboler.
Her var ministerens svar anderledes imødekommende, idet hun har “spurgt Ikast-Brande Kommune om sagen. Ikast-Brande Kommune har oplyst, at man allerede er ved at se på mulighederne for at
gøre mindesmærket mere synligt.”
Uptown Christmas TV
For Morten Marinus (Dansk Folkeparti) er julens traditioner vigtige, derfor dette spørgsmål:
Hvad er ministerens holdning til, at flertallet af danskerne afskæres muligheden for at se den gratis julegave, den danske julekanal, Uptown Christmas TV, fordi TDC/YouSee som markedsledende aktør i 2016 pludselig har besluttet ikke at ville vise julekanalen for danskerne, selv om TDC/YouSee i alle årene har kunnet vise julekalenderen gratis, og nu hvor julekanalen har fået fodfæste og høje seertal, vil TDC/YouSee drage nytte af efterspørgslen i befolkningen og andres koncept og vil nu lave en ”TDC/YouSee- julekanal” i samarbejde med VH1, hvilket allerede har affødt en lang række reaktioner blandt danskerne på de sociale medier?
Ministerens svar afspejler igen en fast opfattelse af, hvad der er ministerens bord og ikke:
I forlængelse af mit svar på spørgsmål nr. 236 kan jeg oplyse, at jeg ikke har nogen holdning til, at TDC/YouSee har besluttet ikke at vise julekanalen Uptown Christmas TV. TDC/YouSee er en privat, kommerciel tv-distributør, som må træffe sine egne dispositioner ud fra markedsmæssige overvejelser.
Sundby Idrætspark
Martin Henriksen (Dansk Folkeparti) havde dette spørgsmål til ministeren:
Vil ministeren kommentere indslaget på TV2 Lorry den 27. oktober 2016 kl.
19.30 om det manglende lysanlæg i Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager
spiller hjemmekampe, og artiklen ”Traditionsklub rystet: Skal Fremad Amager
have fast hjemmebane i Brønshøj?”, der blev bragt på b.dk den 25. oktober?
Burde det efter ministerens vurdering være muligt for kommunen at finde en
løsning, så Fremad Amager fortsat kan spille kampe på hjemmebane og undgå
tvangsnedrykning?
Også her måtte ministeren blande sig udenom:
Lokale sportsfaciliteter er et lokalt, kommunalt anliggende. Samtidig er det DBU, der fastsætter kravene til sportsfaciliteterne afhængigt af, hvilken række det pågældende hold spiller i.
Jeg kan derfor ikke afgøre, hvorvidt Københavns Kommune skal prioritere indkøb af et
lysanlæg til Sundby Idrætspark.
At flage med Dannebrog
Marlene Harpsøe (Dansk Folkeparti) vil holde flagning i hævd:
Vil ministeren redegøre for, hvorfor der ikke flages med Dannebrog på Fredensborg
Slot i forbindelse med, at regenten bor på slottet samt på officielle flagdage, ligesom det
sker på andre kongelige slotte?
Ministeren svarer:
Det kan imidlertid oplyses, at flagning med kongelige flag henhører under Kongehusets
afgørelse.
Hoffet har i denne forbindelse oplyst, at flagning fra Amalienborg Palæerne, Gråsten
Slot og Marselisborg Slot finder sted fra flagstænger monteret på slottets tag.
Fredensborg Slots arkitektur har ikke åbnet for montering af en centralt placeret
flagstang på bygningens tag, og i øvrigt har der tilbage i tiden ikke været tradition for
flagning på slottet, og dermed heller ikke ved residens. Kongehuset har ikke noget
ønske om at ændre på denne tradition.
Ud at løbe
Søren Søndergaard, Enhedslisten, blev åbenbart rystet i sin grundvold, da Broløbet fik ændret konditionerne. Måske er Søndergaard selv blandt de løbere, der skuffes:
Vil ministeren, som idrættens minister, tage kontakt til transport-, bygnings- og boligministeren
og bede denne om at omgøre sin ufolkelige beslutning om fremover at forbyde
lejlighedsvis brug af de faste forbindelser til idrætsformål, som f.eks. ”Broløb Storebælt”
der i år forventes at samle 75.000 deltagere?
Ministeren hopper dog ikke i fælden:
Jeg finder derfor ikke anledning til at kontakte transport-, bygnings- og
boligministeren, Ole Birk Olesen (LA), og bede ham om at omgøre sin beslutning om
fremover ikke længere at tillade, at der afvikles motionsløb eller motionscykelløb på de
faste forbindelser.
Det er ikke særligt hemmeligt
I forbindelse med ændringen af loven om biblioteksafgifter, begynder Søren Søndergaard, Enhedslisten, pludseligt at interessere sig for dette felt:
Ministeren bedes – gerne i anonymiseret form – oversende en oversigt over, hvordan biblioteksafgiften fordeler sig på modtagere.
Ministeren svarer ved at henvise til den fuldt offentlige liste. Når man tænker på, hvor meget der hvert år skrives om modtagerne af bibliotekspengene ved offentliggørelsen af listen, er det overraskende at en af kulturordførerne – eller vedkommendes assistenter – ikke vidste, at listen er offentligt tilgængelig.