Giv os amterne tilbage

Amterne blev nedlagt, men behovet forsvandt ikke. Det viser disse års kulturkonflikter.

CulturCommentar:
Ved kommunalreformen i 2007 forsvandt amterne, som det administrative niveau mellem kommuner og stat. Kommunerne blev større og styrket, og de daværende 16 amtskommunale enheder blev reduceret til 5 regioner. Omdrejningspunktet for ændringen fra amter til regioner var sygehusene og behovet for en sammenlægning af sygehuse.

Faddere til kommunalreformen var Strukturkommissionen, som i 2004 afgav en 1.615 sider lang betænkning. Heraf handlede 5 sider om kulturpolitik.

Alligevel kom Strukturreformen til at påvirke kulturlivet. I princippet fortsatte hidtil statslige opgaver i statsligt regi, hidtil kommunale opgaver i kommunalt regi og hidtil amtslige opgaver i … ja, det var så usikkerheden. Her blev man nødt til at foretage konkrete vurderinger og afvejninger. Staten skulle tage sig af opgaver af national betydning, kommunerne af opgaver med lokal betydning.

Amterne kunne i princippet beskæftige sig med alle dele af kulturlivet. Ved Strukturreformen blev lovbundne opgaver selvfølgelig fordelt. Fortidsmindeområdet blev lagt over til kommunerne. Ligeså blev ansvaret for de statsanerkendte museer efter en overgangsperiode lagt ud til kommunerne. Staten overtog den hidtidige amtslige støtte til fx centralbiblioteker, landsdelsorkestre, landsdelsscener, Københavns Teater, Den Jyske Opera og andre opgaver.

Amterne varetog også mange ikke-lovbestemte opgaver. Det kunne være en amtslig kunstfond, en instrumentbank, tværgående markedsføring, skolekoncerter, kulturpriser og meget andet.

Et af kritikpunkterne af den gamle struktur med tre forskellige bevillingsniveauer var, at institutioner kunne have en oplevelse af at skulle banke på mange steder for at opnå støtte. Patchworkøkonomi blev af nogle oplevet som en belastning.

Disse års konflikter

Nogle af disse års væsentlige nationale konflikter er i realiteten udløbere af Strukturreformen. Det gælder fx den statslige støtte til landsdelsorkestrene herunder Copenhagen Phil, den statslige støtte til museerne og den statslige støtte til landsdelsscenerne og Københavns Teater. Kender man ikke baggrundshistorien, ser de statslige støttebeløb til disse institutioner skæve ud. Det skyldes, at de statslige merudgifter blev modregnet gennem bloktilskudsberegningen mellem Staten og kommunerne.

Det er de samme partier i Folketinget, som i dag arbejder for at ændre tilskudsfordelingen ud fra geografiske kriterier, som i sin tid indgik aftalen om, hvordan de amtslige midler skulle videreføres.

Men amterne gjorde faktisk kulturpolitisk nytte. De enkelte amter havde mulighed for at løfte opgaver som vedrørte et større geografisk område end den enkelte kommune.

Der eksisterer fortsat en særlig finanslovskonto til at støtte projekter, som i sin tid støttedes af amterne. Kontoen er på 44 mio. kr. i 2019 og omfatter bl.a. støtte til Copenhagen International Film Festival, Odsherreds Kunstmuseum , Storstrøms Symfoniorkester, Fyns Amts Idrætspolitik, Historiecentret Dybbøl Banke, Glasmuseet i Ebeltoft, Aarhus Festuge og 40 andre institutioner og initiativer.

Ishøj kan ikke bære Arken

Og det er et reelt problem, at amterne mangler. Naturligvis bliver det et kulturpolitisk problem, hvis en kommende ændring i støtten til museer indebærer, at nogle museer mister voldsomt i statslig støtte. Arken og Louisiana omtales hyppigt som truede. Det vil selvsagt påvirke driften af disse museer.

Arken ligger i Ishøj, en lille kommune med kun 21.000 indbyggere. Det er en kommune som allerede ligger højt i kommunal kulturudgifter, 1.100 kr. pr. indbygger. Et af de visionsforslag, som er blevet offentliggjort, har foreslået, at kommunerne skal overtage driften af museerne. Dette ville for Ishøjs vedkommende bevirke en forøgelse af de kommunale kulturudgifter fra 1.100 kr. pr. indbygger til 2.500 kr. pr. indbygger. Det kommer ikke til at ske. Folketinget kommer ikke til at følge dette forslag, for gjorde man det, ville Ishøj ikke fordoble sit kulturbudget.

Forhistorien er også, at det vel heller ikke var Ishøjs idé at få et kunstmuseum. Ideen blev fostret i det tidligere amtsråd for Københavns Amt, som ønskede et stærkt kulturelt tilbud på den Københavnske Vestegn. Det blev så Ishøj. Men nu hænger Ishøj måske på regningen.

Staten og kommunerne kan ikke gøre det alene

Dette illustrerer det, som reelt er det største problem efter nedlæggelsen af amterne: der er ikke nogen myndighed til at tænke på tværs og tænke i større geografiske områder.

Amterne var helt centrale i etableringen af landdelsscener, landsdelsorkestre og mange museer, kulturinstitutioner som har et langt større publikumsopland end en enkelt kommune. Det nuværende geografiske nulsumsspil på kulturområdet virker destruktivt og fastlåsende. Kultursektorens struktur er i dag bygget op, så det nærmest er umuligt at forestille sig en dynamisk udvikling med nye institutioner og institutionsformer.

Den nuværende struktur lægger op til, at det kulturelle Danmarkskort, som blev tegnet i 1970’erne og 1980’erne, skal låses fast for evigt.

Man kan godt forstå, at mange institutionsledere bander over patchworkøkonomien. Omvendt: forestillingen om at kun have én økonomisk bidragsyder er nok også dræbende for kreativiteten. Det at hente indtægter fra et antal offentlige kasser, fonde, sponsorer, billetindtægter og meget andet, giver institutionen en bred palet af handlemuligheder. Langt de fleste institutioner oplever, at samspillet med fonde er givende – også i kreativ forstand.

Lad os komme videre fra nulsumspillet. Giv os et andet kulturliv end i 1980’erne. Giv os amterne tilbage. Kald dem gerne noget andet. Men staten og kommunerne kan ikke gøre det alene.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør