Det københavnske teatersamarbejde 1976-2020?

Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene blev til Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, som blev til Hovedstadens Teater, som blev til Københavns Teater, som blev til  Det københavnske teatersamarbejde – vi fortæller dele af 45 års teaterhistorie.

Den særlige storkøbenhavnske teaterorganisation blev skabt midt i 1970’erne. En række teatre var økonomisk nødlidende, og for at sikre disse skabte man organisationen, som blev lovfæstet gennem teaterloven i 1975.

Forhistorien var en storkøbenhavnsk abonnementsordning etableret i 1972 med finansiering af stat, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Københavns Amt i fællesskab og administreret af arbejderbevægelsens kulturorganisation ARTE. ARTE-ordningen, som den blev kaldt, fik flere i teatret, men løste ikke teatrenes økonomiske problemer. Så foreslog ARTE-folk og lokalpolitikere bag abonnementsordningen, at der etableredes en paraplyorganisation, som skulle overtage de københavnske teatre (hvoraf nogle var helt private, andre selvejende institutioner og et enkelt ejet af Københavns kommune) mod at sikre dem en økonomi, så de ikke kunne gå konkurs – den såkaldte underskudsdækning.

I forvejen havde man landsdelsscener i Århus, Ålborg og Odense, hvor amterne bidrog med 50% af udgifterne og staten med 50%. Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene blev etableret som et samarbejde mellem Frederiksberg og Københavns kommuner (som begge havde amtsstatus) og Københavns Amt.

Det oprindelige lovforslag havde en tilskudsmodel svarende til de øvrige landsdelsscener. Dette blev dog ændret under folketingets behandling, hvor man begrænsede det statslige tilskud til 40%, resten skulle de tre amtskommunale enheder betale ud fra befolkningstal. Begrundelsen var, at hovedstadskommunerne i forvejen nød godt af Det Kongelige Teaters beliggenhed i området.

Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene (DSL) bestod fra starten af 8 teatre: Det Ny Teater, Folketeatret, Scala, Gladsaxe Teater, Alléscenen, Bristol Music Center’s Teater, Fiolteatret samt Strøghus Teatret. Gennem årene er der sket talrige ændringer i sammensætningen af teatre i organisationen.

Det københavnske teatersamarbejde omfatter i dag 4 teatre: Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Nørrebros Teater samt Østerbro Teater (Republique og Østre Gasværk Teater).

Underskudsdækning

Styrelsen for Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene bestod af politikere fra de tre amtskommunale enheder samt et medlem udpeget af kulturministeriet og to medlemmer udpeget af personaleorganisationerne (skuespillere og teknikere) og en repræsentant for teaterlederne.

Samtidig havde teatrene deres egne bestyrelser, hvilket kunne give anledning til konflikter. Fx om det var teatrets egen bestyrelse eller DSL-styrelsen, der skulle have det endelig ord vedrørende ansættelse af nye teaterchefer.

Men DSL-styrelsen havde ikke den fulde indflydelse på økonomi og struktur. Det var kommunerne, der var budgetgodkendende (staten skulle bare følge med), og udvidelse eller indskrænkning i kredsen af teatre skulle godkendes af samtlige tre tilskudskommuner og kulturministeriet.

Teatrene opererede med et selvstændigt udgiftsbudget, som skulle overholdes; men på de enkelte teatre var der vandtætte skotter mellem udgifter og indtægter, så teatret mærkede ikke konsekvensen af, om billetsalget gik godt eller skidt. Det gjorde til gengæld den centrale DSL-organisation, og især i løbet af 1980’erne sluttede sæsonen ofte med et samlet underskud, som blev sendt videre til tilskudsydere, så alle teatre kunne starte fra scratch ved næste sæson.

Det kunne ses som en sikring af teatrenes kunstneriske frihed, at de ikke skulle bekymre sig om indtægterne. Men hvis man ser på repertoiret for disse teatre i 1970’erne og 1980’erne, viser det ingen særlige tegn på risikovillighed. Snarere blev underskudsdækningen en sovepude.

Belægningsprocenter

Som økonomisk styringsredskab etablerede man begrebet “belægningsprocenter”. Belægningsprocenter var et økonomisk udtryk for, hvor stor del af det økonomiske potentiale det enkelte teater var i stand til at tjene ind, så at sige egenindtjeningen i forhold til de potentielle muligheder (salsstørrelse, kvalitet af pladser etc.).

Indtil sæson 1982/83 var udgangspunktet 220 opførsler pr. teater og en værdibelægning på 60%. Fra sæson 1983/84 budgetteredes med 160 opførsler pr. teater og en værdibelægning på 70%.

“Belægningsprocenter” har siden hyppigt været brugt som skældsord mod beslutninger om kunstnerisk støtte ud fra indtjeningsgrundlag, men adskiller sig dybest set ikke fra alle andre teaterbevillinger, hvor tilskud gives ud fra både budgetterede indtægter og budgetterede udgifter. Det særlige ved belægningsprocenter var blot en slags lighedssætning: teatrene får lige økonomiske vilkår, bare de kan fylde salen med 70% af de potentielt solgte billetter. Bag denne tilstræbte lighed lå det solidariske princip, at alle teatrenes indtægter gik i den samlede fælleskasse. Fællesskabet hentede gevinster og dækkede underskud.

Konstante underskud

Foruden de mange gennemførte ændringer i teaterstrukturen har der gennem årene været talrige forslag til lukning af teatre, gennem 1980’erne var der nærmest årlige luknings-diskussioner. En af disse, om Nørrebros Teater, endte modsat, idet man i 1984 valgte at gennemføre en omfattende renovering af teatrets bygning. De mange skift blandt teaterdirektørerne har ligeledes givet skærmydsler i medierne og i teatermiljøer.

For organisationen som helhed kommer dog de første alvorlige prøvelser i begyndelsen af 1980’erne, hvor gentagne underskud dræner de kommunale kasser. Siden 1981/82 præges teatrene af faldende billetsalg, som man prøver at kompensere for ved at øge billetpriserne, først særligt høje musical-priser, sidenhen generelle prisstigninger.

Pengeposen

Den afgørende ændring igangsættes i 1987, hvor Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene nedsætter en arbejdsgruppe til at gennemarbejde muligheder for “Strukturændringer af den offentlige teaterstøtte i Storkøbenhavn.” I 1988 lancerer arbejdsgruppen det strukturforslag, som siden bliver virkeliggjort. Det vigtigste element i arbejdsgruppens forslag er ophør af automatisk underskudsdækning for de enkelte teatre. Samtidig med arbejdsgruppens forslag fremlægger Dansk Skuespillerforbund et tilsvarende forslag, kaldet pengeposemodellen.

I historisk lys er forslaget fra Dansk Skuespillerforbund interessant, idet der i ganske klare ord nævnes problemer og løsninger:

• Modellen, som bygger på underskudsdækning, udspillede reelt sin rolle i 1981-83, da underskudsdækningen de facto ophørte med at fungere
• Der skal ske en uddelelegering til det enkelte teater, af såvel kompetence som ansvar både hvad angår økonomiske, kunstneriske, personalemæssige og driftsmæssige beslutninger.
• Der skal ske en sikring af det enkelte teaters særlige profil.
• Det enkelte teater skal have mulighed for selvstændig markedsføring.

Skuespillerforbundets forslag indeholdt også etablering af en nødhjælpspulje og nedlæggelse af landsdelsscenens styrelse.

I modsætning til skuespillerforbundet, var både teaterteknikerne og teaterlederne uenige i forslaget om en pengepose.

Fra DSL til DST

I løbet af 1989-1990 opnås politisk enighed om en pengeposemodel, dog uden nødhjælpspulje. Der opnås enighed om en lang række ændringer, som gennemføres som en del af en samlet teaterlovsrevision i 1990.

Blandt ændringerne er:

• Navnet Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene udgår af loven. Efterfølgende enes man om, at omdøbe organisationen til Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST).
• Frederiksborg og Roskilde amter indgår i ordningen.
• Den automatiske statsrefusion fjernes, i stedet fastsættes det statslige tilskud gennem de årlige finanslove.

Styrelsen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab blev rent politisk, organisationernes og kulturministeriets repræsentanter trådte ud.

Ved lovændringen overtog Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab ansvaret for billetstøtteordningen, som hidtil havde været varetaget af Teaterudvalget for Storkøbenhavn. Dette indebar en mulig interessekonflikt, idet den samme DST-styrelse nu havde driftsansvar for “sine egne” teatre og samtidig ansvar for rabatsystemer for samtlige københavnske teatre. I virkelighedens verden var ændringen ikke så stor, idet det indtil lovændringen var de samme politikere, der sad i styrelsen for Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene som i Teaterudvalget for Storkøbenhavn. Man holdt møderne i forlængelse af hinanden. Den reelle ændring blev således, at man nøjedes med en dagsorden for hele mødet.

Geografi eller kunst

Inddragelse af Frederiksborg og Roskilde amter havde længe været et ønske fra de tre oprindelige tilskudskommuner. Dette blev begrundet med, at der var en høj andel af publikum, som boede i de to nye amter.

Hvor det statslige tilskud tidligere havde været 40% af det samlede, blev statens tilskud i den ny ordning nu fastsat på finansloven. Niveauet kom til at ligge på ca. 35% af det samlede tilskud; men med den væsentlige forskel at hvor regningen for underskud i DSL tidligere havde kunnet sendes videre til både stat og kommuner, havde staten nu sikret sig, at man ikke kom til at betale mere, end man havde budgetteret med. Dette blev realpolitisk begrundet med, at staten havde sikret organisationen bedre økonomi ved at lovgive om de to nye amters medvirken.

Et af de tilbagevendende politisk-strukturelle problemer i organisationen var de geografiske præferencer. Omkring halvdelen af teatrene lå i Frederiksberg Kommune, som i det perspektiv kun bidrog beskedent til den samlede økonomi. Kun et enkelt teater lå i Københavns Amt, som derfor havde en oplevelse af at betale for meget til ordningen.

Det siger sig selv, at de tilbagevendende diskussioner om hvilke teatre der skulle være med i ordningen, slet skjult havde disse geografiske overvejelser. Da Frederiksborg Amt var kommet ind i ordningen, gjorde man tidligt opmærksom på, at et teater i Frederiksborg Amt burde indgå.

Teater med profil

Efterfølgende gennemførte Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab de samlet set hidtil største ændringer i ledelser for teatrene. Disse ændringer skete ud fra politiske beslutninger om “profiler” for de enkelte teatre. Styrelsens væsentligste opgave blev at offentligt annoncere opslag omfattende bygning og estimeret produktionsstøtte, som teaterselskaber kunne ansøge om. Disse teaterselskaber havde en kunstnerisk leder, som også var den person, styrelsen reelt tog stilling til.

Denne form for profil-beslutning har siden været stærkt kritiseret i brede teatermiljøer, idet det kan være vanskeligt at skabe en sammenhæng mellem en besluttet kunstnerisk profil og en konkret teaterleders vision.

Pengeposemodellen stillede væsentligt større krav til de enkelte teatres bestyrelser. Ganske tidligt beklagede bestyrelserne sig over, at ansvaret for ansættelse af ledelser ikke var uddelegeret.

DST i HUR

I 1999 gennemførtes en lovændring med ganske omfattende detaljeringsgrad vedrørende Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, der fra 2000 blev lagt ind ind under det nyetablerede Hovedstadens Udviklingsråd, som omfatter de samme fem amtskommunale enheder, som allerede indgik i organisationen.

Samtidig blev der skabt en mulighed for at kræve dele af overskud fra de enkelte teatre tilbagebetalt, hvilket gav grundlag for en pulje til at kunne hjælpe teatre i økonomisk nød.

De politiske medlemmer i styrelsen blev suppleret med et rådgivningsorgan bestående af 3 teaterkyndige medlemmer udpeget af kulturministeren.

Fra HUR til HT Kbht

Ved kommunalreformen, der trådte i kraft i 2007, blev Hovedstadens Udviklingsråd nedlagt. Samtidig blev også amterne nedlagt. Man havde derfor brug for en ny organisationsform. Derfor etablerede man i 2005 Hovedstadens Teater (HT), nu som en rent statslig institution. Den hidtidige støtte fra Hovedstadens Udviklingsråd blev overtaget af staten, således at der reelt ikke skete nogen økonomiske ændringer.

Hovedstadens Teater fik en bestyrelse udpeget af kulturministeren. Der var således ikke længere diskussioner ud fra særlige geografiske bindinger i organisationen.
Samtidig blev der lagt op til, at organisationen i højere grad skulle agere som en samlet organisation, “koncernmodel” var dukket op som begreb i debatten. Man valgte at ændre navnet til Københavns Teater, forkortet Kbht, og markedsføre den samlede organisation. Koncernmodellen medførte, at den centrale organisation udpegede bestyrelser for de enkelte teatre.

Bestyrelsen skiftede fokus fra tidligere at sagsbehandle de enkelte teatre, til nu at udarbejde længerevarende strategiplaner. Den første strategiplan fra 2007 indeholdt ambitioner om at nå nye publikumsgrupper, bl.a. gennem at etablere et nyt eksperimenterende teater, virkeliggjort under navnet Camp X.

I 2008 foreslog en selvbestaltet teaterlovskommission, at paraplyorganisationen Københavns Teater nedlægges, og at de enkelte teatre fremover skal modtage støtte fra Kunstrådets Scenekunstudvalg (se Søndag Aften arkiv). I 2010 foreslog Kulturministeriets teaterudvalg, at man enten skal nedlægge paraplyorganisationen eller skabe en egentlig teaterkoncern (se Søndag Aften arkiv). Som udløber af denne rapport bestilte folketingets kulturordførere en analyse om økonomien i de forskellige modeller. Denne rapport blev offentliggjort april 2011 (Læs Københavns Teater er for dyrt).

Det københavnske Teatersamarbejde

Disse overvejelser medførte en række ændringer fra 2012. Man frafaldt koncernmodellen. Den centrale organisation slankedes. Bestyrelserne for de enkelte teatre fik til opgave at udpege teatercheferne.  Sammensætningen af bestyrelserne ændredes samtidig.

Denne struktur har nu virket i seks-syv år.

Februar 2019 foreslår kulturministeren paraplyorganisationen nedlagt, og at de enkelte teatre skal støttes direkte gennem finansloven.

Denne artikel bygger i al væsentlighed på en tilsvarende artikel fra maj 2011: Københavns Teater 1976-2013?.