Politisk styring af teatre

Støtte til enkeltteatre kan føre til politisk styring af teatre, faretruende tæt på armslængden. Etablering af egentlige regionsteatre havde været at foretrække.

CulturCommentar:
Nogle gange er overskrifter på kulturpolitiske udspil relevante. Nogle gange blot retorik fundet hos nyeste medarbejder. Kultrurministerens udspil om scenekunst, Stærkere teatre: Fra passiv kulturstøtte til aktiv kulturinvestering, er en sådan forblommet indholdstom overskrift.

I udspillet defineres ikke, hvad der er passiv kulturstøtte, ligesom det er umuligt at sige, hvori den aktive kulturinvestering skulle bestå. Men ja, mange taler for at betragte støtte til kultur som en investering, så det er nok en god idé at bruge dette begreb.

Farvel til det københavnske teatersamarbejde

Nedlæggelsen af det særlige københavnske teatersamarbejde har været under overvejelse i mange år. Eksempelvis mente konsulentvirksomheden Deloitte i 2011, at staten ville kunne spare godt 4 mio. kr. ved at nedlægge paraplyorganisationen, som dengang hed Københavns Teater (se Søndag Aften Arkiv).

Hidtil har organisationen overlevet alle forslag til lukning. Men det virker, som om organisationen har mistet mange fortalere. Socialdemokratiet ønsker dog fortsat organisationen bevaret.

Organisationens videre skæbne kan derfor i høj grad blive afhængig af udfaldet af det kommende folketingsvalg. Lykkes det for kulturministeren, inden valget udskrives, at få Socialdemokratiet med i en bred aftale om lukning af Det Københavnske Teatersamarbejde, vil det naturligvis blive effektueret. Men holdes Socialdemokratiet udenfor en aftale, og vinder dette parti regeringsmagten ved valget, vil det noget nær blive umuligt at gennemføre.

I øvrigt kommer kulturministerens tidsplan for nedlæggelsen næppe til at holde. Ifølge kulturministerens forslag skal den fulde effekt af besparelsen på Det Københavnske Teatersamarbejde indfries allerede fra 1. januar 2020. Det er usandsynligt, at selv en optimistisk tidsplan med vedtagelse af et lovforslag i efteråret 2019 og finanslovsvedtagelse i november 2019 kan gennemføres med lukning af sekretariat, og styrkelse af administrative funktioner på de tilbageværende fire teatre kan være klar pr. 1. januar.  Det vil blive nødvendigt med en overgangsperiode.

For store til at være egnsteatre

De tre nuværende egnsteatre, Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater, foreslås at få et nyt særligt statstilskud på årligt 3 mio. kr. hver.

Selv om de tre teatre – som i kulturministerens udspil har fællesbenævnelsen “tre jyske teatre” – vil kunne glæde sig over at blive særligt tilgodeset, vil det samtidigt øge den politiske afhængighed for de tre teatre.

Bevillinger gennem finansloven er til politisk forhandling hvert år uden forudgående kunstnerisk-faglig indstilling. De tre teatre kan derfor blive udsat for kortsigtede politiske luner. I realiteten er risikoen for det modsatte dog større: at de tre teatre fryser hinanden fast på samme niveau. Sådan har det været for landsdelsscenerne gennem 20-30 år. Det var vist kun, da en større teaterlovskommission i 1999 særligt foreslog et større tilskud til Aalborg Teater, at den indbyrdes balance mellem landsdelsscenerne blev rykket. Ellers følges de tre landsdelsscener i tykt og tyndt, op og ned. Finansloven er det mindst dynamiske redskab til at sikre, at tilskud til teatre svarer til øvrige rammer for teatrene, den kunstneriske udvikling eller publikumsrelevans.

Forslaget om ekstra tilskud til de tre teatre kan dog strukturelt begrundes i, at den nuværende egnsteaterordning er for snæver. Dette skyldes bl.a., at finansloven sætter en maksimumsramme for hvor meget, der må udbetales i refusion til de enkelte teatre.

En fristende tanke: hvad ville der ske, hvis man ophævede denne maksimumssats? Ville kommuner som Randers, Fredericia og Hjørring/Frederikshavn, som nu banker mod loftet, vælge at bruge flere penge på egnsteatre med den følge, at den statslige refusion til disse teatre blev større. Naturligvis ville det føre til et større “træk” fra finanslovsrammen til egnsteatre. Men hvis man øgede denne med de nu foreslåede 9 mio. kr. til de tre teatre, ville det reelle resultat blive en delvis kommunal finansiering af de øgede driftsudgifter for disse tre teatre.

Egnsteatre er ikke en homogen gruppe. Der er store teatre med betydning langt ud over lokalområdet, som fx de tre teatre. Der er teatre, som udelukkende har lokalt fokus. Der er teatre, som er integrerede som en del af musikhuse. Der er egnsteatre med høj kunstnerisk profil, måske svarende til arthouse-begrebet i biografernes verden.

Regionsteatre

Dette problem søgte allerede førnævnte teaterlovsbetænkning fra 1999 at løse ved at indføre begrebet regionsteater, hvilket blev genforeslået af en arbejdsgruppe under Kulturministeriet i 2006 og igen af det særlige teaterudvalg i 2010 (Lars Seeberg).

Det er således veldokumenteret, at der er behov for en større fleksibilitet i det samlede offentlige støttesystem til scenekunsten, så der også gives plads til teatre større end egsnteatre og mindre end landsdelsscener.

Kulturministerens forslag om særlig støtte til de nævnte tre egnsteatre sker således ud fra en erkendelse af et reelt problem. Løsningen er blot for tilfældig. Nu kan tre “jyske” teatre føle sig udvalgt. Kulturministerens udspil lægger mere op til, at det er, fordi de er jyske, end fordi deres kunstneriske position er væsentlig.

Når tre teatre nu har fået stillet et konkret ekstra tilskud i udsigt, bliver det vanskeligt at ændre. Dette uanset om et nyt folketingsflertal måtte ønske det efter valget.

Derimod kan man håbe, at denne særlige bevilling til de tre egnsteatre samt til Aveny T vil føre til fornyet debat om behovet for en samlet løsning for gruppen af mellemstore teatre. Den nuværende model lægger op til politisk styring af enkeltteatre, faretruende tæt på armslængden.

Folketingspolitikerne har gennem årene påtaget sig mere og mere direkte styring af teaterinstitutioner. I år 2000 bevilligede folketinget direkte støtte gennem finansloven til seks teatre ud over Det Kongelige Teater (tre landsdelsscener, Den Jyske Opera, Det Danske Teater samt Peter Schauffus Balletten). Hvis kulturministerens udspil vedtages, vil folketinget gennem finansloven i 2020 give direkte støtte til hele 16 teaterinstitutioner ud over Det Kongelige Teater (tre landsdelsscener, fire københavnske teatre, tre egnsteatre, Aveny-T, Det Ny Teater, Den Jyske Opera, Dansehallerne, Dansk Danseteater, Århus Sommeropera).

Mindre billetstøtte

Ministerens udspil indholder ganske væsentlig besparelse på billetstøtte, den såkaldte Formidlingsordning. Forslaget er at spare 9,6 mio. kr. ud af den nuværende ramme på 75 mio. kr. Rabatmulighederne vil derved blive væsentligt mindre. Det vil mange teatre protestere over. Især er det sandsynligt, at billetrabatterne til børneteatret kommer i fokus. Det er næppe et helt usandsynligt scenarie, at ministeren må give indrømmelser på dette punkt, hvis hun ønsker en bredt funderet teaterpolitisk aftale.

Til gengæld virker beskrivelsen af den foreslåede udviklingspulje ganske løs. Den pulje, som nu kaldes udviklingspulje, var oprindeligt defineret således i tipsaktstykket for 2018:

“Overgangsordning på scenekunstområdet
Bevillingen anvendes til en overgangsordning i forbindelse med en eventuel omlægning af tilskuds- og støtteordninger på scenekunstområdet med henblik på trinvis indfasning af særligt store ændringer i tilskud.”

Ministerens ambitioner om en egentlig ændring af tilskudssystemet på scenekunstområdet er således ændret til langt mindre ændringer. Naturligvis kan Statens Kunstfonds scenekunstudvalg altid bruge flere penge til at sætte initiativer i værk. Man skal dog være opmærksom på, at  det er en tidsbegrænset pulje. Kulturministeren fremhæver, at der er tale om 33 mio. kr. – men det skal altså fordeles over fire år, 12 mio. kr. i hvert af årene 2019 og 2020 (der bliver travlt med at nå at skabe udvikling for 12 mio. kr. i 2019!), seks mio. kr. i 2021 og endelig tre mio. kr. i 2022.

Behovet for denne udviklingspulje virker så svagt underbygget, at det nok snarere må betragtes som en buffer til de politiske forhandlinger om det samlede udspil.

Da ministeren i marts 2017 fremlagde sin 10-punkts reformplan, var et af punkterne “Reform af scenekunstområdet. Blandt andet ny tilskudsstruktur.” Det var en så pas løs formulering, at det ikke var til at vide, hvad ministeren egentlig mente. Hurtigt løb der et rygte om at hun ønskede at nedlægge Det Københavnske Teatersamarbejde, som nu sker. Det er dog en gåde, hvorfor det har taget to år at nå frem til et udspil, som er så begrænset som det foreliggende. Så tæt på et valg, bliver det vanskeligt for ministeren at opnå de ønskede resultater.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør