Dansk kultur er truet, lyder dommedagsfanfaren fra Dansk Folkeparti.
Dansk Folkepartis nye kulturudspil fra april 2021 tager i høj grad udgangspunkt i de identitetspolitiske debatter. Mange elementer i udspillet beskæftiger sig derfor med områder udenfor Kulturministeriets ressort: skole, uddannelse, forskning og mad. For Dansk Folkeparti udgør dette en helhed, hvor partiet ser sin rolle som beskyttere af det, man opfatter som dansk kultur.
Grundpræmissen er, at
“I stedet for at samle os, fragmenterer venstrefløjens identitetspolitiske kulturrevolution nemlig vores fællesskab, og splitter os som folk. Kulturrevolutionen har dermed potentiale til at atomisere os og opløse den danske nationale sammenhængskraft.”
Dansk Folkeparti ser sig dermed som den vigtigste forsvarskraft for dansk kultur.
En ny sprogpolitik
Blandt de angrebne dele af dansk kultur er det danske sprog. Angrebet kommer fra den omsiggribende anvendelse af engelsk.
Det vigtigste initiativ er at styrke Dansk Sprognævn ved at ændre nævnets rolle fra at føre en “passiv” sprogpolitik, hvor man reelt nøjes med at registrere ændringer i sproget. I stedet skal sprognævnet føre en “aktiv” sprogpolitik, hvor man i lighed med andre nordiske lande skaber nye danske ord i stedet for at importere engelske.
På universitetsområdet ønsker Dansk Folkeparti at ændre universitetsloven, så der skal undervises på dansk i flere fag end i dag.
En ny sproglov skal sikre, at der konsekvent anvendes dansk i offentlig tjeneste, offentlige stillingsannoncer på dansk og krav om at offentlige institutioner navngives på dansk. Filmstøtten må ikke længere gå til udenlandske produktioner.
I tidligere kulturpolitiske udspil har Dansk Folkeparti fremhævet behovet for at styrke anvendelsen af de danske dialekter. Dialekterne er slet ikke nævnt i dette udspil.
Museumsreform
Det kan ikke undre, at Dansk Folkeparti fortsat ønsker en reform af støttesystemet til museerne. Partiet var stærkt utilfredse med, at VLAK-regeringen ikke gennemførte den reform, der var flertal for før folketingsvalget i 2019. Siden er flertallet i folketinget ændret, men behovet for reform er uændret.
Partiet ønsker en “mere retfærdig og retvisende ordning”. Dette indebærer først og fremmest øget støtte til de “historiske museer”, som eksempler nævner man Fregatten Jylland og Gammel Estrup Herregårdsmuseum. Der skal “præciseres nogle objektive kriterier så som historisk oplysningsgrad og samfundsopgaver for tildeling af støtte”.
Det enkelte museum skal højst kunne modtage 15 mio. kr. årligt i statsstøtte (hvilket bl.a. vil gå ud over Arken, Louisiana og Glyptoteket). Museer, som omfatter mere end en enkelt matrikel (fx Den Gamle By og Sønderjyllands Museer) skal undtages fra denne maksimumsgrænse.
Partiet ønsker, at kommunernes rolle for museerne skrives ind i en kommende museumslov.
Mimimumstilskuddet til de statsanerkendte museer skal hæves. Den samlede pulje til statsstøttede museer skal øges, så det bliver muligt at give støtte til Forstadsmuseet.
Samlet ønsker Dansk Folkeparti et “opgør med skrantende bevillinger till museer”, hvor støtten skal gøres permanent og ikke afgøres ved natlige forhandlinger om finansloven. Heri undlader Dansk Folkeparti bekvemt at forholde sig til, at det sådan set er netop Dansk Folkeparti, som har sat en ære i at etablere nye, kortvarige bevillinger under sene natteforhandlinger i finansministeriet.
Partiets hovedønske er, at der “nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg til at komme med forslag til en mere retfærdig model for statsstøtte til museer, og som også skal kigge på om de nuværende bevillinger er tilstrækkelige, eller om de blot skal omfordeles.”
Partiet forholder sig dermed ikke til, at der så sent som i 2017 blev nedsat to uafhængige ekspertudvalg, hvis forslag både den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti så helt bort fra, da man i sin tid gik til forhandlingsbordet (se Søndag Aften arkiv).
Det der savnes er således næppe eksperter til at udvikle nye modeller for statsstøtte til museerne, men et politisk flertal, som ønsker samme prioritering af museerne, som Dansk Folkeparti ønsker.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Dansk Folkeparti tydeligvis har opgivet en tidligere meget stram budgetopfattelse af kulturpolitikken og i stedet i højere grad ser på behovene for støtte.
Partiet markerer sig derved som det første til at tage denne ledige dagsorden
Partiet ønsker at styrke museernes samarbejde med folkeskolerne, bl.a. skal alle statsanerkendte museer have en medarbejder med ansvar for skolekontakt. Hvori dette adskiller sig – til det bedre – end den allerede eksisterende Skoletjenesten fremgår ikke.
Kulturhusene på dagsorden
Dansk Folkepartis løsere tilgang til budgetstyring mærkes i allerhøjeste grad på partiets forslag om en statslig pulje på 500 mio. kr. til at støtte landets kulturhuse. Partiet markerer sig derved som det første til at tage denne ledige dagsorden (Se Søndag Aften arkiv).
Puljen skal målrettes projekter og aktiviteter med “særregionalt historisk indhold”. Partiet ser kulturhusene som vigtige lokale ressourcer, især i de tyndt befolkede områder af landet.
Digital kulturplatform
Dansk Folkeparti mener, at det er tid til at skabe en ny digital kulturplatform. Som forbillede ser man den fransk-tyske tv-kanal ARTE. Alle landets større kulturaktører skal kunne byde ind med programmer. Alt fra Det Kongelige Teater til egnsteatre, Nationalmuseet til små egnsmuseer og såvel kirker som forsamlingshuse. Platformen skal også samle “de gode kulturprogrammer der trods alt (sic!) produceres af DR”.
Partiet forholder sig ikke til, hvordan man mener kurateringen skal foregå (se Søndag Aften arkiv).
Dansk kunst
Det kan ikke forbavse, at Dansk Folkeparti fremhæver, at kunst skal være af og for danskere. Vi eksponeres for meget af det udenlandske. “Dansk kultur er ikke kun Glyptoteket og Thorvaldsen”, lyder det ligefrem. Et lidt forbavsende udsagn, al den stund at især Glyptoteket i udpræget grad er en samling af udenlandsk kunst, som nu i generationer har tjent til inspiration for danske (og udenlandske) kunstnere. Thorvaldsens Museum er naturligvis i høj grad fokuseret på den store danske billedhugger, men er særligt intressant, fordi museets samling viser de mange værker Thorvaldsen bragte med hjem fra udlandet.
Den eneste konkrete ændring partiet foreslår handler dog om det såkaldte kunstcirkulære. Man ønsker at kommunerne også skal omfattes, til gengæld skal procentsatsen sænkes til 0,5 procent. Og cirkulæret skal ikke kun omfatte byggeri, men også anlæg. Så kan et bibliotek fx undlade at lave en lysinstallation og i stedet etablere et smukt blomsterbed udenfor.
