Vi kan li’ kultur

Danskerne kan li’ kultur. Det er den entydige konklusion i rapporten Mellem ballet og biografer. Hvad det skal føre til, er mere usikkert.

Mellem Ballet og biografer er titlen på en rapport om “kultur ifølge danskerne” fra tænketanken Mandag Morgen. Tænketanken har spurgt 2.000 danskere i alderen 18-75 år om deres syn på kulturlivet og dets betydning. En af de væsentlige konklusioner i rapporten er, at “55 pct. af danskerne er mest enige i, at det offentlige skal finansiere en stor del af kunst- og kulturlivet”.

Ifølge rapporten mener 47% af danskerne, at det offentlige tilskud til kunst og kultur både skal gå til det brede og til det smalle. 36% mener, at offentlige tilskud til kunst og kultur primært skal tilgodese den brede befolknings interesse. Kun 3% mener, at det offentlige tilskud skal rettes mod det, som interesserer et smalt publikum.

Når danskerne deltager i en kulturel oplevelse, vil 83% gerne underholdes, 74% lære noget nyt om verden, 67% have en fælles oplevelse med andre, 67% lære om kulturarven, 61% præsenteres for et andet syn og 50% komme til at tænke over sit liv (man kunne afgive flere svar).

Skal det offentlige finansiere?

Den mest følsomme del af rapporten handler om det offentliges forpligtelser.

De fleste danskere (55%) mener, at det offentlige skal spille en væsentlig rolle i finansieringen af kulturlivet:

Kilde: Mandag Morgen: Mellem ballet og biografer.

Modsat mener 33% af danskerne, at det offentlige tilskud skal være begrænset til de kulturtilbud, som under ingen omstændigheder vil kunne klare sig selv økonomisk.  Det er dog værd at notere sig, at de 55%, som mener, at det offentlige skal finansiere en “stor del” af kulturlivet, ikke tager stilling til, om dette skal være en større del end i dag.  Måske er det også værd at bemærke, at denne opdeling, de, som mener det offentlige har en væsentlig forpligtelse, og de, som mener kulturen i høj grad skal være økonomisk selvbærende, også genfindes i den almene kulturpolitiske debat.

I rapporten undrer man sig over den  modsætning, man ser i, at danskerne på den ene side er de største kulturforbrugere i Europa, men på den anden side giver sidstepladsen til kultur, når man skal udpege, hvilke områder som skal have flere offentlige støttemidler. Men er det nødvendigvis en modsætning? Det er da et helt legitimt synspunkt at ville begrænse kulturudgifter – også selv om man selv er storforbruger. Man er måske så at sige villig til selv at betale mere for glæderne. Fuldstændig som at man kan være glad for Legoland, uden at man af den grund mener, at finansieringen er en forpligtelse for fællesskabet.

Bibliotekerne står stærkt

Når danskerne bliver spurgt til hvilke kulturområder, som skal støttes af det offentlige, er bibliotekerne topscorere. Det kan bibliotekerne naturligvis tage som en glædelig opbakning. Man skal dog være opmærksom på, at der i besvarelserne sagtens kan ligge det rationale, at man netop har vægtet de områder, som har det sværest ved at være økonomisk selvbærende.

Den rangliste, som herved kommer ud af rapporten, kan altså ikke bruges til at hævde, at bestemte områder skal have mere eller mindre i offentlig støtte. For det er der ikke blevet spurgt om. Derimod er det interessant for områder med forholdsvis lav publikumsappel, fx dans og ballet, klassiske koncerter og opera, at befolkningen i høj grad synes, det er en forpligtelse for fællesskabet, altså en udbredt generøs opfattelse, som ikke blot handler om egeninteresse.