Et nationalt fritidspas?

Regeringen vil lave et fritidspas for udsatte børn og unge. Passet skal give rabat til fritidsaktiviteter.

I følge forståelsespapiret mellem de fire regeringsbærende partier vil man “udbrede fritidspas til udsatte og børn og unge, så flere får mulighed for at deltage i foreningslivet.”

Fritidspasset er ikke præcist defineret.

I Island har man et såkaldt fritidspas for børn og unge med et beløb på 15.000 isl. kr., som frit kan anvendes af barnet sammen med forældrene til at deltage i fritidsaktiviter. Det er fritidsaktiviteter, som er godkendt af
kommunen, og kravet er, at det er fritidsaktiviter med professionel ledelse – enten i lokale foreninger eller skolefritidsordninger.

Der har været forsøg med fritidspas i en lang række kommuner siden 2006. De tidligere forsøg fra i høj grad finansieret gennem satspuljemidler.

Eksemplet Bornholm

I Bornholms Regionskommune har man et fritidspas. Det findes både til børn og unge og til voksne fra de er 18 år. På Bornholm kan fritidspasset bruges til at betale for kontingent til alle folkeoplysende foreninger, Ungdomsklubben og Kulturskolen. Fritidspasset giver mulighed for at deltage i en specifik aktivitet, for op til 1.000 kr. pr. år.

Børn og unge skal være udsatte, fx på grund af sociale og økonomiske forhold i famlien, personlige forhold som mobning eller andre pædagogiske hensyn. Man kan ikke selv søge om et fritidspas, men skal indstilles til dette fra nogle af de fagpersoner der er omkring barnet, fx lærere, sundhedsplejersker eller SSP-personale. Trænere og instruktører fra foreninger kan også henvende sig til skolen og foreslå et fritidspas til et bestemt barn.

Fritidspasset for voksne kan anvendes til samme formål og stort set på samme betingelser. Her kan indstillingen typisk komme fra jobkonsulenter og sagsbehandlere.

Der er en særskilt liste over godkendte foreninger. Private virksomheder som fx fitness, rideskoler eller danseskoler er udtrykkeligt undtaget fra ordningen.

For begge grupper gælder at man i princippet kun kan få fritidspas to gange.

Den bornholmske ordning bygger således på visitation af de børn, unge og voksne som skal indstilles til fritidspas.

Eksemplet Aarhus

I Aarhus har man en mere åben ordning. Fritidspasset tildeles alle børn fra økonomisk trængte familier, hvor husstandens samlede indtægter er under ca. 200.000. Har familen flere børn hæves grænsen med 7.000 kr. pr. ekstra barn, ligesom grænsen hæves med yderligere 62.000 kr. for børn til enlige forsørgere.

Også i Aarhus er fritidspasset på 1.000 kr. årligt og kan envedndes til at betale kontingent til foreninger. Foreningerne skal være blandt de flere hundrede opført på en liste over folkeoplsysende foreninger i Aarhus.

Andre eksempler

I Sønderborg kommune har man en tredje model, hvor ordningen gælder for børn og unge fra 3 til 23 år. I Sønderborg kan passet også bruges til at købe relevant udstyr. Passet kan bruges til frivillige klubber eller foreninger. I Sønderborg søger man op et fritidspas – og må ikke gå til negen aktivitet i forvejen.

I Aabenraa administreres fritidspas af de lokale skoler. Passet gælder kun til elever fra 0. til 9. klasse. Tildelingen sker gennem visitation. Også her svarer fritidspasset til et tilskud på 1.000 kr. og kan kun anvendes til kultur- eller fritidsforeninger. Passet kan også også bruges i kommunens kulturinstitutioner, såsom musikskolen og billedkunstskolen. I Aabenraa kan passet ikke anvendes til kommercielt brug som private fitnesscentre, danseskoler og entré til svømmehal.

Der er således en vis variation i hvordan fritidspasset i dag fungerer i de få kommuner som har etableret ordningen.

Nationalt ansvar

Ordningen med fritidspas har været diskuteret i folketinget, hvor alle partier har udtrykt tilslutning til modellen. Derimod har man været mere tøvende til spørgsmålet om, hvordan man skal brede ordningen ud til hele landet. Så kan man naturligvis ikke fortsatte med fritidspas som lokale forsøgsordninger.

At de fire regeringsbærende partier vælger at skrive fritidspas ind i forståelsespapiret, er selvfølgelig udtryk for at man skal finde en løsning på dette. Hvad der nærmere skal ligge i ordningen er dog ikke defineret.

Forståelsespapiret mellem de fire regeringsbørende partier lægger op til at ordningen kun skal gælde børn og unge under 18 år. På Bornholm har man valgt at også lade ordningen omfatte udsatte voksne (og Sønderborg op til 23 år).

I Aarhus har man faste beløbsgrænser og automatisk tildeling af fritidspas til de unge. Dermed undgår man noget ekstra bureaukrati. Modsat er der måske en stærkere motivation for at sikre at fritidspasset faktisk bliver brugt, hvis det er skolelæreren som har sørget for at fritidspasset blevet udstedt – og som dermed også kan følge op på anvendelsen af passet.

På Bornholm giver fritidspasset også rabat til ungdomsklubben og kulturskoler. I Aarhus er det kun det frivillige foreningsliv, passet giver adgang til.

Rapporten Musikskolerne i Danmark (se Søndag Aften arkiv) beskrev tydeligt at et af problemerne for landets musikskoler er en socialt skæv fordeling af eleverne. At lade et fritidspas omfatte musikskoler, billedskoler og andre kommunalt initierede børne- og ungetilbud burde være i tråd med hensigten med ordningen.

På Bornholm og i Aabenraa har man udtrykkeligt besluttet, at ordningen ikke må omfatte fx private danse- og rideskoler. Her kan man komme i tvivl om hensigten med ordningen. Såfremt formålet er at sikre at de svageste børn og unge får mulighed for at deltage i gavnlige og udviklende fritidsaktiviteter og i hvert fald ikke forhindres i dette af økonomiske årsager, hvorfor er det så et kriterium, hvilken form for ejerskab aktiviteten har?

Må ikke også de fattigste børn få en mulighed for at gå til lige netop den slags dans eller ridning, de har lyst til?

Det kan umiddelbart se ud som om andre hensyn end blot de svage børns tarv, vejer ind her.

De nuværende kommunale fritidsplads er begrænsede af kommunegrænserne. Passet skal bruges i en forening i egen kommune. Men hvorfor egentlig? Hvis der nu er nærmere fra hjemmet til et tilbud i nabokommunen, eller hvis der i nabokommunen er en mulighed som slet ikke gives i den egne kommune?

Social- eller kulturministeriet?

Udviklingen af modeller med fritidspas er sket i socialministeriet og de kommunale socialforvaltninger. Læser man evalueringer af de forskellige projekter, er det tydeligt at coachingdelen, voksne som tager sig videre af de børn som får et fritidspas, fylder ganske meget. Dermed følger også et relativt stort personalebehov med ordningerne med fritidspas.

På det øvrige kulturområde har der også været tanker om såkaldte kulturpas. Det Kongelige Teater gennemførte i 2018 et forsøg med gratis billetter til årgang 2000 (se Søndag Aften arkiv).

Foruden Island har både Italien og Frankrig haft forsøg med kulturpas/kulturklippekort. Også Socialdemokratiet har fremlagt forslag om et såkaldt kulturklippekort for alle børn og unge.

Så længe intet formelt er besluttet, må også synspunkter fra kulturministeriets ressort kunne bringes ind i diskussionen om rammerne for et fritidspas.

I sig selv indholder fritidspas/kulturklippekort et interessant nybrud i forhold til den almindelige kulturpolitik, idet man her entydigt lader pengene følge borgerne. Borgernes efterspørgsel giver markedet, ikke det offentliges udbud.