Historien om kulturhistorien

Museumshistorie som afsæt til aktuel museumspolitisk debat.

CulturCritik:

I Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier er nu udkommet bogen Museer for folk, skrevet af Thomas Blach Ravn, museumsdirektør for Den Gamle By. Bogen, som er særdeles velskrevet og letlæst, kombinerer det traditionelt historiske greb, at fortælle tilblivelseshistorier fra danske museumshistorie i almindelighed og Den Gamle By i særdeleshed, med stærk aktuel museumspolitisk debat.

Forhistorien

Den Gamle By åbnede i Botanisk Have i Aarhus i 1914, men efter mange sværdslag. Inspirationen kom i høj grad fra Nordiska Museet og Skansen i Stockholm, som netop også var en frilandsmuseum med genskabelse af ældre bygningsmiljøer, og det nyere Frilandsmuseet, der åbnede i 1901. Den direkte anledning var den store Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvortil Den Gamle Borgmestergård blev flyttet som en særlig og vellykket del af Landsudstillingen.

Landsudstillingen i 1909 var blot én af ganske mange omfattende udstillinger i perioden. Verdensudstillinger, fx i Paris 1889 (Eiffeltårnet) og 1900, var internationale begivenheder. Også i Danmark var der store udstillinger, fx Kunst og Industriudstillingen i 1879 og Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn i 1888 (Tuborgflasken).
Landsudstillingen i Aarhus i 1909 var en tilsvarende kraftpræstation og samtidig en stærk markering af landets næststørste by.

Men tanken om at udstille en gammel borgmestergård, flyttet til udstillingsstedet, vakte stærk modstand i det daværende Aarhus Museum. Og den senere ambition om at skabe et helt museum baseret på ældre bygninger og med fokus på det levede liv og ikke genstande, vakte voldsom modstand fra den etablere museumsverden, især fra Nationalmuseet.

Som den daværende direktør for Nationalmuseet, Sophus Müller skrev:

“De delvis bevarede dekorationer udfyldes med de manglende partier, således at det tilsatte ikke kan adskilles fra det oprindelige. Hvor der ikke haves ægte elementer, der bliver der kopieret. Findes atter intet at kopiere, så efterlignes og opfindes der. […] Interiør-exteriørerne bliver således ikke samlinger af originale sager. De er i større eller mindre omfang efterligninger eller nydannelser. Kopierne […] udgiver sig for ægte. På andre områder betegnes dette som en forfalskning.”

Det er som at læse debatten om DR’s aktuelle naturserie Vilde vidunderlige Danmark, hvor i øvrigt almindelige filmteknikker betragtes som netop forfalskninger af den “ægte” natur.

Kulturkampen handler om, fokus er på genstande eller på formidling af historie.

Museumshistorien

Siden Frilandsmuseet og Den Gamle By er der opstået flere frilandsmuseer, fx Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Den Fynske Landsby og Glud Museum, foruden at elementer, der minder om frilandsmuseer, benyttes på andre museer, fx Herning Museum, Haderslev Museum og museet i Maribo.

Man kan så undre sig over, at bogen ikke omtaler de beslægtede formidlingscentre, som ikke er museer, men benytter tilsvarende formidlingsgreb, fx Sagnlandet Lejre, Historiecenter Dybbøl Banke eller middelaldercentrene. Det handler alt sammen om at fortælle om almindelige menneskers liv og dagligdag.

Museumshistorisk er det værd at bemærke, at Aarhus Museum, som eksisterede fra 1861 til 1969, resulterede i tre helt adskilte succesfulde museer: Den Gamle By, AROS og Moesgaard Museum. Et held, at der ikke blev talt om museumsfusioner dengang.

De formidlingsgreb, som bliver benyttet af frilandsmuseerne, har også inspireret øvrige kulturhistoriske museer. For Nationalmuseets vedkommende mest markant i årene med Bredeudstillinger.

I løbet af det 20. århundrede opstår museer af alle arter og afarter i hele Danmark. Den mest kradse kritik af danske museer kom i VKR-regeringens kulturpolitiske redegørelse i 1969. Heri stod blandt andet: “Museernes største almene problem er vel forholdet til den del af befolkningen, som ikke har nogen speciel interesse forbundet med museernes samlinger”. Og endnu skrappere “Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum.”

Kampskrift

Museer for folk er dog langt fra kun historiefortællingen om udviklingen af Den Gamle By og danske museer. Det er en slags kampskrift. Imod museers elitære og kedelige image. For de kulturhistoriske museers betydning. For frilandsmuseernes formidlingsform og tydeliggørelse af at man er til for publikum. For at staten skal prioritere de museer, der ligger udenfor hovedstaden. For stærkere samarbejde mellem museerne efter nedlæggelsen af amtsmuseumsrådene. For at staten skaber formelle rammer for et sammenhængende museumsvæsen.

I Svend Åge Madsens muntre novelle, Alle tiders karneval (Mellem himmel og jord, 1990) udvikler museet Den Gamle By sig så meget, at museet til sidst helt omslutter hele Aarhus. “Af den oprindelige by gemte man kun et lille hjørne, som kom til at hedde Den ny By. Så kunne man holde styr på det hele. Men tiden var forvirret, faktisk var problemerne også begyndt at melde sig i Den gamle By. Derfor byggede man en slags museum inde midt i den for at holde den gode, gamle tid fast”.

Det er dybest set såre logisk, at et folkemuseum som Den Gamle By med tiden må indholde et museum. Så langt er man dog ikke nået endnu.
Men med bogen Museer for folk er grundridset til museet om museet skrevet.