Akademiet og armslængden

Hvorfor skal politikere tage stilling til noget, de absolut intet ved om?

Man må nok sige, at en strid blandt medlemmerne af Det Danske Akademi fik ben at gå på, da pressen fik nys om sagen. Med anslag til nogle af tidens store debatter, ytringsfrihed og #MeToo-bevægelsen, var der et rum, som skulle fyldes ud af tidens debattører.

Der er ironiseret over, at en forholdsvis ukendt kulturinstitution, pludseligt kom på alle debattørers læber. Det vidner naturligvis om den vægt, de involverede har i det litterære Danmark.

I 2019 modtog Det Danske Akademi 645.000 kr. som driftstilskud og til akademiets store pris og til akademiets virksomhed. Akademiet har fast modtaget udlodningsmidler siden 2003. Dengang valgte daværende kulturminister Brian Mikkelsen at tildele akademiet 275.000 kr. Med små årlige justeringer var dette niveauet, indtil 2012, hvor bevillingen var på 310.000 kr. I 2013 og 2014 valgte daværende kulturminister Marianne Jelved at øge tilskuddet, først til 410.000 kr. i 2013, siden til 660.000 kr. i 2014. Herefter er det årlige beløb reduceret til 645.000 kr., svarende til kulturministeriets øvrige omprioriteringsbidrag.

Når akademiet er finansieret gennem udlodningsmidlerne, er det en politisk beslutning, om der skal bevilliges penge til akademiet og i givet fald hvor mange.

Hvad politikere siger

Da Det Danske Akademi fast modtager statslig støtte, spurgte dagbladet Politiken udvalgte kulturpolitikere om deres syn på institutionen.
Det var tydeligt, at de tidligere kulturministre havde stor respekt for Det Danske Akademi, hvorimod kun et fåtal af de nuværende kulturpolitikere – kulturminister og ordførere – havde noget at sige.

Svarene giver indtryk af, at kulturministre har mødt akademiet i kraft af ministergerning og derigennem fået respekt for den litterære institution.

Men om kort tid skal folketingets partier faktisk tage stilling til den offentlige støtte til Det Danske Akademi. Det sker, når Kulturministeren fremlægger det årlige aktstykke om Udlodningsmidlerne (tipsaktstykket).

Derfor må akademiet affinde sig med også at hvirvles ind i politisk debat. I Politiken citeres Venstres Britt Bager for at sige, at “akademiet skal arbejde med sin lukkethed og bør forbedre sit image”. Dansk Folkepartis Pernille Bendixen citeres for at mene, at “akademiet er for usynlig i offentligheden”, og at “Akademiet må få styr på sig selv. Måske skulle det konstrueres anderledes, for kritikken om usynlighed er berettiget. Man må i arbejdstøjet”.

Giv akademiet armslængde

Det er åbenlyst udsagn, som bygger på begrænset viden om akademiets arbejde og formål. Man kunne starte med at spørge: Hvorfor er det et problem, at akademiet fremstår usynligt eller hemmeligt? Hvis formålet er litteraturen, så er det måske ligegyldigt, om menigmand kender institutionen. Lidt beslægtet: Hvor mange kender Hald Hovedgaard? Det behøver måske kun de forfattere, oversættere og illustratorer, som har brug for den arbejdsro, dette refugium kan give.

Med den begrænsede viden folketingsmedlemmer åbenlyst har, er det helt utilstedeligt at hævde, at “de må i arbejdstøjet”. Presseomtalen tyder da også på, at man netop er i arbejdstøjet!

Det Danske Akademi får statslig støtte, dels til driften, dels til arrangementer og prisuddelinger. Om den årlige støtte er berettiget eller ej, er umuligt at vide uden et tæt kendskab til driften.

Folketingsmedlemmers åbenlyse mangel på viden om Det Danske Akademi viser tydeligt problemet med udlodningsmidlerne. Det er endda ikke kulturpolitikerne, men folketingets finansudvalg, som formelt skal tage stilling til den konkrete bevilling til Det Danske Akademi.

Den litterære institution fortjener bedre. Overfør beløbet til Statens Kunstfonds litterære projektstøtteudvalg og lad et armslængdeorgan vurdere støttetildelingen til Det Danske Akademi.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør