Aktuelt · Finanslov · Medier og internet · Musik · Politik
Facebook i september: genåbning, Montmartre og Black Lives Matter.
Corona og genåbning præger stadig politikernes Facebookopslag. Men også Montmartre og Black Lives Matter kunne bringe uenigheder frem.
September startede med ganske pæn optimisme:
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
Vi skal finde ud af hvordan vi hjælper flere i gang med deres profession og deres virke i kulturlivet – indenfor det, der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi går ind i de forhandlinger på en foruroligende baggrund af stigende smittetal. Statens Serum Institut har opgjort antallet af nye smittetilfælde til 179 de seneste 24 timer. Det er ikke set højere for et enkelt døgn siden 22. april. Vi skal både sikre, at kulturlivet kan udøve sine mange professioner, og sørge for at holde smitten under kontrol. Derfor tager vi udgangspunkt i den nuværende Superliga-ordning, der er godt og grundigt gennemtestet, og jeg håber, at vi kan finde sammen om at få den udbredt til flere sportsgrene og kulturscener.
Opslaget opnår 205 reaktioner, heraf 19 kommentarer. Kommentarerne synes gennemgående, at restriktionerne kan være mindre firkantede og mere lempelige i forhold til større kulturarrangementer.
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Her til aften fik vi landet en aftale om flere tilskuer og mere idræt både udendørs og indendørs 🏃♀🤸🏻♂⛹🏼🤾♂ Regeringen, Venstre, Konservative, radikale Venstre, SF og Alternativet.
Opslaget opnår 43 reaktioner, heraf to kommentarer.
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Jeg kan se, at der er nogen, der er utilfredse med, at vi så småt begynder at åbne kulturlivet. De vil holde kulturen lukket, så længe der stadig sker små opblomstringer af smitte. Men det er – undskyld jeg siger det – et virkelig fattigt syn på vores samfund. Som om kulturen bare er en eller anden ligegyldig knap, som man kan bruge som en slags sikkerhedsventil mod corona. Corona er her og vil være her noget tid. Det må vi lære at leve med og tage en masse forholdsregler. Men det kan ikke være en mulighed at lægge hele vores kulturliv i koma. Det er ånden i vores samfund. Det er tusindvis af menneskers levebrød. Vi plejer at slå ring rundt om dansk kultur, når vi er under angreb. Det samme bør gælde, når fjenden er en virus.
Opslaget opnår over 1.000 reaktioner, heraf 115 kommentarer. Der er delte synspunkter. Nogle synes, kulturlivet skal åbne mere og hurtigere op, andre at man skal være langt mere forsigtige.
Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet skriver:
Endnu en fredag aften i godt selskab og med en god aftale! Nu åbner vi op for mere publikum til håndbold, ishockey og alle de andre sportsgrene, som indtil nu har været begrænset af forsamlingsforbuddet på 500. Vi følger modellen for superligaen, og fortsætter med en gradvis og forsvarlig åbning af Danmark. Næste uge tager vi fat på resten af kulturlivet og foreningslivet.
Opslaget opnår 125 reaktioner, heraf 5 kommentarer.
Kasper Sand Kjær fortsætter i et andet opslag:
På trods af de skeptiske blikke er vi nu ret optimistiske for at finde en god og sundhedsmæssig forsvarlig løsning for alle de sportsgrene og resten af kulturlivet, der er helt afhængige af kunne åbne op for mere publikum.
Opslaget opnår 70 reaktioner, heraf 4 kommentarer.
Zenia Stampe er glad:
GODT NYT FOR KULTURLIVET😀Vi har her til aften indgået en aftale om at genåbne idrætslivet med mere end 500 tilskuere. I næste uge skal vi forhandle retningslinjer for resten af kulturlivet, og vi vil selvfølgelig kræve, at de samme regler kommer til at gælde for koncerter, teaterforestillinger mm., ligesom vi også kommer til at kæmpe for en lempelse af nogle af de andre krav. Og bare roligt! Vi er ikke ved at sætte sundheden over styr. Der vil blive taget alle mulige andre forholdsregler for at undgå smitte – sektionering, registrering, forskudt indlukning og udlukning mm. Og hvis der sker lokale udbrud, kan vi lukke ned igen. Vi passer på hinanden – og vi passer på vores kulturliv❤️❤️❤️
Opslaget opnår 670 reaktioner, heraf 65 kommentarer. En del er glade for, at der åbnes yderligere op, andre undrer sig over, at der åbnes, når smittetallet er stigende.
Også Malte Larsen fra Socialdemokratiet glæder sig:
Jeg glæder mig på idrættens vegne. På dagens møde blev vi enige om at give den øvrige idræt, de samme muligheder, som Superligaen har haft i de seneste 32 kampe. Det betyder at der kan komme flere til f.eks håndbold, ishockey og basketball. Tak til forhandlingspartnerne. Tillykke til dansk idræt.
Opslaget opnår 24 reaktioner, heraf 2 kommentarer.
Kulturminister Joy Mogensen maner dog også til besindighed:
Hvis vi kunne åbne hele idrætten og kulturen op fuldstændig, ville vi gøre det. Men vi er stadig nødt til at holde fast i, at det vi gør, skal være sundhedsmæssigt forsvarligt. Men det er skønt, at vi nu kan åbne op for flere tilskuere til de store idrætsarrangementer rundt omkring i landet. Det er et vigtigt skridt på vejen. Det bliver i sektioner og med restriktioner, men vi ser nu ind i et efterår med flere tilskuere i håndboldhallen, til DBU’s fodboldkampe, ved væddeløbsbanen og i ishockey-arenaerne. Det er vi mange, der har savnet.
Opslaget opnår 70 reaktioner, heraf 13 kommentarer. Kommentarerne mener, at politikerne glemte kulturen. Socialdemokraten Inge Neesgaard skriver fx: “Musikkens hus i Aalborg vil uden problemer kunne rumme flere end 500 inkl. orkester og personalet og stadig med stor sikkerhed ved ind og udgang og afstand. Salen virker TOM og økonomien kunne blive meget bedre, men vigtigst flere borgere vil kunne få glæde og fællesskab. Giv os retningslinjer og drop antal, så kan der ageres individuelt og ansvarligt.”
Et par uger senere er stemningen vendt, Zenia Stampe skriver:
Det er igen i dag en svær dag for kulturen. Nye restriktioner og usikkerhed om økonomien. Det er ikke nemt. Men jeg har alligevel tilladt mig at bruge dagen på at kigge fremad. For selvom alt lige nu handler om overlevelse og hjælpepakker, så er der en finanslov på vej. Og vi vil ikke nøjes med at løfte kulturen gennem krisen, vi vil også give den et betragteligt løft ind i fremtiden. I dag har jeg derfor holdt møde med forfatterne og forlagene om, hvordan vi får flere børn til at dykke ned i litteraturens verden. Der er gode idéer på tegnebrættet. Det samme gælder for børns møde med scenekunsten, musikken, filmen og billedkunsten. Jeg er imponeret over det engagement, jeg møder. Kulturlivet står i problemer til halsen, alligevel er der en lidenskabelig vilje til at diskutere, hvordan vi giver kunsten videre til nye generationer. Måske i erkendelse af, at hjælpepakker kan redde kunsten på kort sigt – men på lang sigt er det børnene, der skal bære den videre❤️❤️❤️
Opslaget opnår 400 reaktioner, heraf 50 kommentarer. Mange kommentarer er alvorligt bekymrede for kulturlivets overlevelse. En del undrer sig over, at de Radikale havde travlt med at genåbne superligaen, når man bagefter skal lukke ned.
Også kulturministeren er bekymret:
Smittetallene er høje, og vi kan ikke åbne hele vores samfund op, som vi havde håbet. Det rammer især mange kultur- og spillesteder. Derfor er jeg særlig glad for, at vi med bred opbakning fra Folketinget fik lavet en aftale om yderligere hjælp til blandt andet kultur- og idrætslivet. Her lavede vi blandt andet en aktivitetspulje, så teatre, spillesteder, biografer og mange andre kulturaktører kan få økonomisk hjælp til at gennemføre kulturaktiviteter. Puljen kan nu søges, og jeg vil gerne takke alle ildsjæle fra kultur og idræt for samarbejde, ideer og tålmodighed🙏🏼
Opslaget henviser til en artikel på kum.dk: COVID-19: SØG NY PULJE TIL KULTURAKTIVITETER.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Kommentarerne er især kritiske overfor puljens korte tidsfrist, 31. oktober. Joy Mogensen svarer disse kommentarer med, at aftalen automatisk forlænges til 31. december, hvis restriktionerne fortsat er gældende. Der udtrykkes også usikkerhed om regelfortolkningen, hvortil ministeren svarer, at det frygtede hun, og at der derfor snarest arrangeres møde med fx DUF.
Montmartre lukker
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Tidligere i dag fik jeg en mail fra Jazzhus Montmartre, hvor de informerede mig om, at de senere på dagen ville offentliggøre, at de lukker. Det sker med øjeblikkelig virkning. Den sidste koncert er holdt. Ledelsen er sendt hjem. Lejemålet er opsagt. Det er ubærligt. Et stykke dansk kulturhistorie. Et dansk vartegn på den europæiske jazzscene. Et uundværligt centrum for den moderne jazz i Danmark. Der er mange danskere, der er opvokset med højskolesangbogen. Jeg bliver tit lidt misundelig på dem, fordi de kan synge for, når der er fællessang. Men jeg er også opvokset med musik. Jeg er bare opvokset med moderne jazz. Med toner, der søger ud i de mest snørklede afkroge – mødes i spændingsfelter – og finder hjem i rolige klange. Som livet og eksistensen. Derfor har den moderne jazz og Montmartre en særlig plads i mit hjerte. Jeg mødes i morgen med Montmartres bestyrelsesformand og direktør. Jeg vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at finde en løsning. Vi kan ikke lade corona og ligegyldighed slå Jazzhus Montmartre ihjel.
Opslaget opnår over 3.000 reaktioner, heraf 310 kommentarer. Fællesudsagnet fra de mange kommentarer er: Det er så trist. Montmartre skal reddes.
Også kulturministeren synes, det er trist:
Det er en tragedie for dansk jazz, hvis det bliver Corona-krisen, der skal tage livet af Montmartre. Montmartre har været et vigtigt samlingspunkt for jazzen i Danmark. Et sted med en helt særlig pionerånd, der har tiltrukket en lang række af de store musikere fra den amerikanske jazzscene. Legendariske navne som Dextor Gordon og Ben Webster. Stan Getz. Bill Evans. Det har haft kolossal betydning for den danske jazzscene – og de mange danske musikere, der har knyttet musikalske bånd og venskaber med store internationale navne. Med Montmartre som omdrejningspunkt. Montmartre har igennem tiden åbnet og lukket i flere omgange. Det er altid blevet drevet af ildsjæle med en stor kærlighed til musikken. Det har jeg stor respekt for. Og jeg håber virkelig der kan findes en løsning, der giver Montmartre mulighed for genopstå. Igen. Jeg har bedt om et møde med Københavns Kommune om situationen for jazzhuset. Hvis en håndsrækning i krisen er det, der skal til for, vi sammen med Københavns Kommune kan bevare jazzhuset, så vil jeg gerne tilbyde at tage en snak med ordførerne i Folketinget og foreslå den håndsrækning. Hvis kommunen sammen med fonden bag spillestedet kan lave en plan for at bevare Jazzhus Montmartre, så samler jeg ordførerne i Folketinget og hører dem, om de vil være med til at give den særlige hjælp. Vi har mulighed for at give særlig hjælp her i krisen, og den mulighed vil jeg gerne undersøge.
Opslaget opnår 700 reaktioner, heraf 140 kommentarer. En del kommentarer er glade for at ministeren vil redde Montmartre. Langt flere gør dog opmærksom på, at det er hele spillestedsmiljøet, som er nødlidende – foruden at mange ser det som et problem med armslængden, at ministeren vælger at kæmpe for et enkelt spillesteds overlevelse.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF reagerer modsat:
Vi skal holde hånden under ALLE kulturinstitutioner i den svære coronatid 💪 Jeg har kaldt ministeren i samråd, fordi jeg ikke forstår, hvorfor et spillested skal have særlig hjælp og særbehandling fra ministeren fremfor andre. Jeg håber, at Montmartre og de mange andre spillesteder, teatre m.m. Overlever. Men der må være ligebehandling af et kulturliv hvor både institutioner og aktører er voldsomt ramte🧐
Opslaget opnår 40 reaktioner, heraf 3 kommentarer.
Zenia Stampe bringer et gennemarbejdet forslag fra de Radikale på banen:
Jeg er sindssygt stolt over i dag at kunne præsentere et af vores kulturpolitiske forslag til næste års finanslov: En ny spillestedsordning for landets mange mindre spillesteder. I dag er det kun de største og brede spillesteder, der kan få statslig driftsstøtte. De lokale eller genrespecifikke spillesteder må derimod nøjes med tilskud til musikerhonorarer. Det betyder, at de ligger i en konstant kamp for overlevelse. Senest har vi set, hvordan både Jazzhus Montmartre og Loppen har været ved at dreje nøglen om på grund af corona. Corona er anledningen, men det virkelige problem er manglen på et sikkert økonomisk fundament, som anerkender den vigtige rolle, de mindre spillesteder spiller som nationalscener for bestemte genrer og som knudepunkter for lokale musikmiljøer. De er en afgørende og uundværlig del af det danske livescene og hele det danske musikmiljø. Derfor har vi ikke brug for pludselig redningsaktioner for enkelte spillesteder. Vi har brug for en langsigtet løsning for alle. Med den nye ordning investerer vi i Danmarks mangfoldige livescene – og vi investerer i hele den musikalske fødekæde. For i takt med, at det er blevet sværere at leve af at udgive musik, har live-musikken taget over som musikernes vigtigste indtægtskilde, for slet ikke at tale om teknikernes. Jeg håber og tror, at vi kan få opbakning til forslaget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Den rytmiske musik fylder forsvindende lidt på de offentlige kulturbudgetter, selvom det er et område, hvor man får virkelig meget for pengene. For danskerne vil gerne betale for koncertbilletter, og mange vil også gerne hjælpe til som frivillige. Men der mangler lige det her lille økonomiske indskud fra staten for, at det bliver helt holdbart. Udspillet koster sølle 10 mio. kroner! Det er ingen penge for til gengæld at kunne sikre en mangfoldig livescene og et nødvendigt indtægtsgrundlag for vores musikere. Find et link til hele udspillet i tråden. Og tak til alle jer
Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: Radikale efter Joy Mogensens »hovsa-løsning« og »brud på armslængden«: Nu mener partiet at have fundet løsningen.
Opslaget opnår 500 reaktioner, heraf 80 kommentarer. De fleste kommentarer er glade for udspillet, men kun ganske få forholder sig til indholdet – det er så at sige mere tanken, der tæller.
I yderligere et opslag skriver Stampe:
Tak til de danske spillesteder og festivalers brancheorganisation, Dansk Live, for at bakke op om vores forslag til en ny spillestedsordning. Hvis man skal sige én positiv ting om corona, så er det, at det har bragt Christiansborg meget tættere på branchen. Tak for samarbejdet om hjælpepakkerne – og tak fordi I også har tid og overskud til at hjælpe med at kigge fremad og udvikle kulturpolitiske visioner for fremtiden. Det kan blive rigtigt, rigtigt godt. “Hos brancheorganisationen Dansk Live synes sekretariatschef Esben Marcher, at det er dejligt at se et konstruktivt forslag på spillestedsområdet. “Min oplevelse er, at der i mange år ikke har været interesse for at arbejde på at udvikle området,” siger Esben Marcher, der synes, at den foreslåede model er god, fordi den vil give spillestederne mulighed for at udvikle deres respektive genrer og nicher aktivt, hvilket han ser et behov for. “Spillesteder er som regel små økonomier, hvor hovedfokus ligger på det sikre og rentable. Det efterlader ikke store muligheder for at gå i dybden og udvikle. En spillestedsmodel, der kan give flere mulighed for at dyrke en niche og udvikle nye formater, kan jeg derfor kun hilse velkommen,” siger Esben Marcher.
Opslaget henviser til en artikel på Kulturmonitor: Sagen om Jazzhus Montmartre peger på generelt problem – nu vil Radikale Venstre have en ny ordning for spillesteder.
Opslaget opnår 165 reaktioner, heraf 5 kommentarer.
Landsholdet og Black Lives Matter
Det danske herrelandshold i fodbold kan traditionelt samle landet. Men det kan også splitte politikerne.
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige skriver:
Tillykke til DBU og landsholdet. Det er så hvad I støtter..klaphatte får ligepludselig en ny betydning. Det er skammeligt at landsholdet nu vælger at støtte den racisistiske og marxistiske politiske bevægelse BLM. Helt galt går det, når landsholdet går ud og siger det ikke har noget med politik at gøre. Kig på hvordan det bruges i den amerikanske valgkamp lige nu. Det har alt med politik at gøre. Hvis spillerne virkelig ikke forstår, eller bare ikke har sat sig ind i hvad BLM bevægelsen står for, så skulle de ærligtalt sætte sig ind i det. Landsholdet, som altid har fungeret som en samlende institution, som danskerne kunne samles om, uden skelen til politiske ståsteder, har nu valgt at blive en politisk stemme. Det er trist. Det er trist, fordi landholdet ødelægger hele fundamentet for at have et landshold. Et samlingssted. Nu splitter landholdet, istedet for at samle Danmark. Det bliver samtidig hyklerisk og dobbeltmoralsk, når samme landshold gerne deltager i VM i Qatar, hvor stadions er blevet bygget under slaveforhold. Her er budskabet så, at man ikke vil blande sport og politik. Sådan fungerer det altså ikke. Hvis landsholdet nu vil være politisk, så må de også forvente, at vi som danskere forholder sig politisk til landholdet. Når noget bliver politisk, så bliver nogle også automatisk ekskluderet fra det fælleskab, da man tvinges til at forholde sig til det politiske budskab. Det er faktisk rigtig trist
Opslaget opnår hele 12.000 reaktioner, heraf 1.900 kommentarer. Næsten alle kommentarer er helt enige med Lars Boje Mathiesen. Mange opfordrer til at boycotte landsholdet.
Orla Østerby fra Konservative skriver:
Vi ønsker ikke politiske statements på stadion. Det er aldrig en god ide at blande sport og politik. Det er som udgangspunkt en forvridning af demokratiet. Sport samler mennesker og politik skiller ofte mennesker ad. Der er gennem historien flere eksempler på, hvor galt det kan gå, når sport og politisk blandes sammen. Britisk sport fik mange problemer med racisme efter 1938 blandt andet pga. det der skete i venskabskampen mellem England og Nazityskland den 14. maj 1938 mere end et år før 2. Verdenskrigs start. Se billetet nedenfor. Læg mærke til, at hele det engelske hold heiler på kommandoen fra deres træner. Livet forståes baglæns, men må leves forlæns – lad os huske på historien!
Opslaget opnår 55 reaktioner, heraf 8 kommentarer. Alle kommentarer er enige med Østerby.
Henrik Dahl fra Liberal Alliance skriver:
Alle, der interesserer sig for, hvordan Harry Frankfurt forstår begrebet “bullshit”, kan med fordel læse Troels Heegers interview med Jakob Høyer. Bullshit er tale, der overskrider grænsen mellem sandhed og løgn. Bullshit kan være sand. Bullshit kan være løgn. Det rager ikke den talende, fordi bullshit handler om noget andet: At modtageren køber afsenderens bullshit, og på den baggrund giver sin opbakning. Jeg mindes store anti-bullshittere som Piontek og Ricardo på trænersiden. Egentlig også Olsen og Hareide. Jeg mindes store anti-bullshittere på spillersiden såsom Elkjær og Lerby. Og jeg begræder, at vi nu skal trækkes med bullshit-DBU. Det er ikke på nogen måde en fordel, at vi nu er belemret med et woke landshold.
Opslaget henviser til en artikel på Berlingske: DBU-chef: Landsholdet kan sagtens knæle mod racisme og tage til VM i Qatar.
Opslaget opnår 725 reaktioner, heraf 100 kommentarer. Kommentarerne deler Henrik Dahls vurdering.
I yderligere et opslag skriver Henrik Dahl:
Historisk har meningen med den olympiske bevægelse og landskampe været at skabe national samling og enhed. Derfor er det fuldkommen uforståeligt, at Danmarks Idrætsforbund og Dansk Boldspilunion vælger at støtte Black Lives Matter. Black Lives Matter er det helt forkerte svar på noget, der i USA er et reelt problem: Den sorte befolknings dårlige levevilkår og de fordomme, den rammes af. Black Lives Matter er lig med racisme og vold. Nogle undersøgelser viser for eksempel, at Black Lives Matter er involveret i omkring 9 ud af 10 voldelige optøjer i USA. Det er derfor, man skal være imod identitetspolitik: Den skaber splittelse. Den gør enhed og forsoning umulig. Og den skaber modreaktioner fra den yderste højrefløj, der ikke er mindre ubehagelige end Black Lives Matter.
Opslaget opnår 230 reaktioner, heraf ni kommentarer. Kommentarerne er enige med Henrik Dahl. En enkelt udtrykker det stærkere: “De sorte mænd er kriminelle i en helt uhørt grad, og de opdrager ikke deres børn. De sorte er dårligere uddannet, spiser dårligere, bor dårligere – og er pissehamrende kriminelle, også mod andre etniske grupper. De fortjener fordømmelse, ikke forståelse.” Dette kommenterer Henrik Dahl ikke.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Jeg er lodret uenig med DF 🤯😖😠 Jeg er stolt af et landshold, der tør tage stilling og tager diskrimination, racisme alvorligt 💪🙏🤩 Vi har ikke russiske tilstande her, men vi har ytringsfrihed. Og det gælder heldigvis også for landsholdet 👍
Opslaget opnår 115 reaktioner, heraf 21 kommentarer. De fleste er enige med Broman Mølbæk, enkelte advarer dog mod at politisere sporten.
Finansloven
Kulturminister Joy Mogensen præsenterer tilfreds finanslovsforslaget:
BØRNS KREATIVE UDFOLDELSE PÅ FINANSLOVEN 🎵 Flere børn skal have mulighed for at møde musikken og udfolde sig kreativt. Det er en stor prioritet for mig og regeringen. På den kommende finanslov vil regeringen over de kommende to år afsætte i alt 100 mio.kr. ekstra til kulturområdet fordelt med 50 mio. kr. i hhv. 2021 og 2022. En del af midlerne ønsker regeringen at øremærke til at styrke musik- og kulturskolernes aktiviteter, og udvide antallet af sangkraftcentre under Sangens Hus, så børn i alle dele af landet får mulighed for at synge. Jeg håber, at vi kan få lavet en finanslov, der giver nogle fornuftige betingelser for hele kultur, idræts- og foreningslivet – det er vigtigt med stabile økonomiske rammer. Særligt i denne tid. Derfor ønsker regeringen også at forlænge finanslovsbevillingerne til en række vigtige kulturinstitutioner rundt omkring i landet. Det er gode nyheder bl.a. for Danmarks Underholdningsorkester, Den Gamle By, Dansk Jødisk Museum | Danish Jewish Museum, Regan Vest – regeringens og kongehusets atombunker og Fregatten Jylland.
Opslaget opnår 110 reaktioner, heraf 13 kommentarer. Opslaget vækker glæde blandt musikskolerne.
Charlotte Broman Mølbæk fra SF er kritisk til, at Gl. Estrup ikke får forlænget sin hidtidige bevilling:
Jeg er kommet på Gammel Estrup siden mine børn var små, og vi har haft stor fornøjelse af at komme tæt på historien 🤩 At mærke den. Lugte den (særligt hjemmebag fra det autentiske køkken) At forstå den. Det er et sted hvor mange børn og voksne kommer igen og igen, og hvor man udover at opleve slottet, også kan nyde de smukke omgivelser💚 Jeg håber, at der kan findes flertal for at det meget beskedne beløb på bare 1,5 mio. kr. kan findes i den kommende finanslov, så Gammel Estrup kan fortsætte sit fremragende arbejde – for i virkeligheden meget få midler. I virkeligheden er en lang række museer truet med samme type besparelser som Gammel Estrup og det er altså en trussel for de lokale og nære museer😢 I en tid med corona er det altså ikke tid for at udfordre museerne økonomisk yderligere. Det vil være skadeligt for vores fælles historie og vores lokale fællesskaber.
Opslaget opnår 70 reaktioner, heraf 3 kommentarer.
Kulturpolitik
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
Ti timers finanslovsdebat om rigets tilstand – om hvad der er værd at kæmpe for, værne om og investere i. Og kun én politiker huskede KULTUREN. Det var heldigvis min egen næstformand og finansordfører, Sofie Carsten Nielsen, der sagde følgende: “…Og det betyder, at vi skal give kulturen en solid saltvandsindsprøjtning. Hvis ikke vi vidste det allerede, så har corona mindet os om, hvorfor vi ikke Kan undvære kulturlivet. Vi har mærket afsavnet. Ingen festivaler, ingen smuttur i biografen, i teateret eller til koncert. Lukkede museer. Det har for mange af os været et dybt afsavn. Men vi har nok også mærket noget af det, som kulturen kan. Vi har sunget sammen og er blevet mindet om glæden ved vore fælles kulturarv. Kulturen er selve den lim, der får os til at hænge sammen. Især når vi presses og udfordres. Men for mange af dem, som giver os kulturen – kunstnerne, spillestederne, museerne og alle dem udenom: lyssætterne, scenebyggerne, messearrangørerne – er krisen gravalvorlig. Mange er truet på deres eksistens, og vi taber alle, hvis de taber. Derfor er kulturen højt på vores dagsorden.” Det er så rigtigt. Og ved I hvad, der især glæder mig som radikal kulturordfører? At det ikke var mig, der skulle huske Sofie på at nævne kulturen. Det gjorde hun selv. Det er også hende, der har bedt mig lave et stort og ambitiøst kulturudspil, som hun kan tage med til finansministerens bord. Jeg fortæller det, fordi et partis kulturpolitik – og ikke mindst prioriteringen af kulturen – jo ikke kun afgøres af kulturordføreren. Man kan som ordfører knokle solen sort, men hvis ens ledelse ikke prioriterer området, så kan det næsten være lige meget. Men jeg er så priviligeret at have en ledelse og en folketingsgruppe, der bakker mit arbejde for kulturen 100 pct op, og som endda selv sørger for at bringe kulturen ind, hvor de store beslutninger træffes. Det har allerede banet vejen for mange resultater på kulturområdet – og vi er kun lige begyndt💪💪💪
Opslaget opnår 760 reaktioner, heraf 90 kommentarer. Opslaget giver glæde over den radikale kulturindsats.
Zenia Stampe kigger også til Sverige:
“På dansk grund er den radikale kulturordfører Zenia Stampe misundelig. “Jeg synes især, at det er interessant, at krisen i Sverige har betydet, at man finder anledning til permanente løft af kulturområdet,” siger Zenia Stampe og fremhæver, at de eneste planer om et deciderede løft på kulturområdet, som hun har registreret på den danske regerings dagsorden, er planerne om at styrke kultur- og musikskolerne. “Og det var jo også tilfældet før coronakrisen. Det ser bestemt ikke ud til, at vores regering på samme måde som den svenske har brugt krisen til at få sat perspektiv på hele kulturpolitikken. Jeg bliver misundelig og tænker: ‘Wauw, en regering, der ikke bare tænker i kortsigtet krisestøtte og stimulans’, for krisen har gjort det meget tydeligt, hvor vigtigt det er at investere i kultur,” siger Zenia Stampe. Hun ser også en anden stor forskel på den danske og den svenske regerings håndtering af krisen på kulturfronten. “I Danmark giver regeringen indtryk af, at krisen er en ny virkelighed, som man må indstille sig på efter at have fået noget hjælp i begyndelsen. Den svenske regerings tilgang er markant anderledes. Man har ikke en forventning om, at kulturen bare strammer livremmen ind, indretter sig efter krisen og selv finder en vej ud af den, efter at have fået hjælp i starten,” siger Zenia Stampe og tilføjer: “Den del af kulturlivet, som man ønsker også skal være der, når krisen er forbi, skal man holde hånden under hele vejen igennem. Det skaber stor utryghed i dansk kulturliv, at man ikke ved, hvad der kommer til at ske på sigt, og at vi laver hjælpepakker, der kun løber to måneder frem. Der er brug for en mere langsigtet løsning.”
Opslaget henviser til en artikel på Kulturmonitor: Den svenske regering investerer milliarder i coronaramt kulturliv – danske kulturordførere vil også have en langsigtet plan.
Opslaget opnår 350 reaktioner, heraf 40 kommentarer. Kommentarerne handler mest om Sveriges vanskeligheder med at håndtere corona og de mange dødsfald.
Kulturminister Joy Mogensen fra Socialdemokratiet skriver:
Der er masser af kultur og dannelse i idræt. Hvis nogen stadig er i tvivl, så prøv lige at læse Camilla Martins opslag her. En verdensmester med den fornemste fornemmelse for sammenhængen mellem bredden og eliten – mellem det folkelige engagement og de største ambitioner. Det er den forbindelse, jeg og mit parti knokler for. At deltagelse, fællesskab, disciplin og ambitioner hænger sammen.
Opslaget opnår 160 reaktioner, heraf 35 kommentarer. Kommentarerne accepterer ikke Joy Mogensens forsøg på at sammenligne kunst og idræt. De har svært ved at forstå, hvorfor Socialdemokratiet tilsyneladende har behov for at tale kunsten ned. Bedst sammenfattet af filminstruktøren Charlotte Sachs Bostrup: “Kunst er kultur og sport er kultur, men sport er ikke kunst. Sport kan danne, men ikke på samme måde som kunst danner. Så det ville være dejligt hvis kulturministeren ville tale om kunst en gang imellem og ikke have så travlt med at gøre sport vigtigere end det er.”
Kulturarven skal ikke ændres
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Vi kan og skal ikke udviske vores kulturarv ! Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Ingen fra historien vil være rene og værdige nok, hvis dette fortsætter. Nu har et rødt flertal i Oslo byråd besluttet at fjerne deres første historiske mindesmærke 🤯 Historieløshed er nok den største trussel mod fremgang. Det er respektløst at udslette historien, for hvis den udslettes, så fortrænger vi fejlene, som vi for alt i verden ikke skal gentage. Og så kommer der ingen forandring i samfundet.
Opslaget henviser til en artikel på Jyllands-Posten: »Yderligtgående vås«: Mindesmærke over svensk botaniker kræves fjernet i Oslo.
Opslaget opnår 19 reaktioner, heraf to kommentarer.
Også Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti vil bevare:
Nationalmuseet har i sin egen korrektheds-selvforståelse valgt, at ordet ”Eskimo” skal fjernes, fordi det opfattes som nedsættende af den nuværende befolkning. At netop et museum kan begå så fatal en brøler, er temmelig rystende.
Opslaget henviser til en artikel på Altinget: DF: Det er rystende, at Nationalmuseet fjerner ordet “eskimo” fra udstilling.
Opslaget opnår 106 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Alle kommentarer er enige med Pernille Bendixen.
Retten til at ytre sig
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
SKAL POLITIKERNE BESTEMME HVORDAN OG HVORNÅR KENDISSER, LANDSHOLDET, MUSIKERE OG DU MÅ YTRE SIG??? 🧐 Den seneste uges debat vækker stor bekymring hos mig. At Sofie Linde og Landsholdet bebrejdes af folketingspolitikere, at de har givet udtryk for deres standpunkt på samme måde som de tidligere har kritiseret musikere for at blande sig i den offentlige debat fremfor bare at spille deres musik 😠🤦🏻♀ Det er et farligt skråplan, når politikere vil undertrykke det enkelte menneske ved at klapse dem offentligt. For politikere på Christiansborg har magt. Og det ved de udmærket. Den magt kan de bruge til at skræmme dem og jer til at tie stille 🤯 For ellers kan i komme i debatten med en hovent smilende Pia Kjærsgaard eller Pernille Vermund, der nedgør dit problem og din ret til at fortælle om det … Eller du kan opleve DF’er Martin Henriksen udstille dig vidt og bredt, fordi du som lærer har undervist skoleelever i islam. – ja det er faktisk sket🤬🤛 Vi skal ikke allesammen være enige, men vi skal have lov til at udtrykke vores holdninger, tanker og oplevelser. Når vi gør det sammen bliver vi klogere på os selv og hinanden 🤗 Det er en helt central værdi i Danmark og noget af det mest danske at vi kan frit ytre os. Vi skal ikke blive til et russisk styre, hvor alt dikteres fra centralen, og vé dem, der har afvigende holdninger og fortæller om det 😢 Så stor opbakning til Sofie og landsholdet, der tog et standpunkt og delte det 💪 Klar opbakning til alle jer andre, der gør det samme💪 Lad os stoppe de politikere ved, at vi bakker op og insistere retten til at give lyd🗣 Så undgår vi forhåbentlig at den nye politiske korrekthed er at man tier stille 🙊 Sådan et samfund ønsker jeg ikke vi skal blive til.
Opslaget opnår 200 reaktioner, heraf 23 kommentarer. Synspunkterne deler sig også her.
Modstand mod techgiganterne
Jens Rohde fra Radikale Venstre skriver:
Lad os prøve at skabe noget fantastisk. Bygge op. Ruste vores danske medier til konkurrencen. Netflix producerer for 20 Mia dollars næste år. Den vigtigste nyheds-feeder for danskerne er Facebook. Deres omsætning er på 70 mia. Disney og Amazon er på vej. Hvis ikke vi foretager os noget, ender danske medier som den russiske forfatters Anton Tjekhovs Kirsebærhave. Den blev fældet som følge af kulturel uduelighed.
Opslaget opnår 220 reaktioner, heraf 45 kommentarer. Kommentarerne er især kritiske i forhold til fx DR’s manglende brug af de nye digitale platforme.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på de nye ordføreres opslag fra 1. til 30. september 2020.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.