Hvad er fire gange syv og andre spørgsmål til ministeren

Spørgsmål til kulturministeren er en særlig politisk genre. Her krydses overraskende politiske synspunkter med kancellisprog og procentregning for begyndere.

De mange spørgsmål til kulturministeren i folketingsåret 2019/2020 har sikkert periodevis sikret, at medarbejdere i ministeriet kom på overarbejde. Mange spørgsmål har seriel karakter: Det samme emne belyses fra mange vinkler. I diskussionen om Radio- og tv-nævntes sendetilladelse til Radio Loud har enkelte folketingsmedlemmer åbenlyst en opfattelse af, at enhver sten skal vendes og afprøves.

Men også andre, langt mindre kontroversielle sager, får denne serielle form. Mai Villadsen fra Enhedslisten har stillet i alt 13 spørgsmål, som på forskellig måde forsøger at afklare kønsubalancer i offentlige kulturbevillinger og -institutioner. Kristian Pihl Lorentzens (Venstre) 15 spørgsmål om historiske vandmøller er vanskelige at følge.

Som læser af spørgsmålene og svarene sidder man tilbage med en fornemmelse af, at sådanne sager kunne kommunikeres bedre. Spørgsmålenes karakter bliver fragmenter og ikke oplysende. Det er som om, der savnes et redskab til at lave sammenhængende redegørelser, som ikke har karakter af en dyrt betalt rapport.

Blandt Kristian Pihl Lorentzens spørgsmål finder man fx dette:

“Vil ministeren oplyse, hvorledes kommuner, hvor der ikke findes et museum med møllefaglig og møllehistorisk ekspertise, indhenter den fornødne viden, der skal sikre balancerede helhedsløsninger, hvor der tages skyldigt hensyn til både kulturarven og vandmiljøet−eksempelvis ved en passende fordeling af den rådige vandmængde mellem mølle og stryg?”

På forhånd ved man jo, at ministeren normalt intet ved om dette, men ministeriet kan have en viden. I dette tilfælde spørger ministeriet Slots- og kulturstyrelsen, som citeres for at vurdere, at museerne har de fornødne kompetencer og rådgiver kommuner.

Det er nok ganske få, som blev klogere af dette.

Kancellisprog

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti er optaget af det danske sprog.

Blandt hans mange spørgsmål finder man dette:

“Vil ministeren tage initiativ til at ændre Dansk Sprognævns opgave til at sikre og fastholde det danske sprog og ikke lade det udvande af (især) amerikanske udtryk?
Der henvises eksempelvis til, at følgende ord er indføjet i Dansk Sprognævns opgørelse over nye danske ord: Hot (i stedet for »varm«), spot-on (i stedet for »præcis«/»rigtigt«), at spotte (»at få øje på«), invent (»opfinde«), date (»stævnemøde«), sale (»udsalg«) og ticket (»billet«), ligesom man tilsyneladende forsømmer at udvikle danske ord til nye begreber – såsom hotspot, breaking news mv. – men blot lader dem glide ind i det danske sprog.”

Ministeren referer i sit svar til Dansk Sprognævns vurdering af låneord fra bl.a. engelsk, men fastslår samtidig, at Dansk Sprognævn “ikke har mandat til at agere sprogpoliti”.

Messerschmidts spørgsmål skiller sig dog gennemgående ud fra andre folketingsmedlemmers ved at være i nærmest kancellisprog. Kun få folketingsmedlemmer kan finde på at indlede spørgsmål med “Henset til at” eller at skilte skal være “affattet” på dansk, at noget er “utidig, ahistorisk og upassende” eller omtale “regeringens gentagne vægring ved at afsætte midler”. Eller denne til alle Danmarks undervisere: “I lyset af den myndige rolle, som enhver underviser har og udstråler overfor eleverne”… Det er en sand nydelse at læse sådanne velformulerede spørgsmål.

Modersmål rimer på morgensang, hvorfor det er helt naturligt, at Messerschmidt må stille dette spørgsmål, hvilket formodentlig er første gang Messerschmidt udtrykker en slags ros af DR:

“Vil ministeren sikre, at Danmarks Radio også bringer morgensang på tv, efter at coronakrisen er slut?”

Ministeren glæder sig også over morgensang i sit svar. Skarpt svarer hun dog: “Nu er det jo ingen hemmelighed, at spørgerens parti og regeringen har lidt forskellige holdninger til, hvor meget vi som politikere kan diktere, hvad DR skal sende”. Og videre “jeg har hverken hjemmel til eller til hensigt at pålægge DR noget.”

Har I partiet med Jer?

I visse tilfælde stilles spørgsmål til ministeren, som burde forbavse i de egne partier. Det kan i hvert fald være vanskeligt at finde den politiske tråd i spørgsmålene.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF, valgt i Kolding) spørger:

“Mener ministeren, at det er rimeligt, at private ejere af områder pålægges udgifter til udgravninger af historisk interesse som f.eks. af vikingehuse i Sdr. Bjert ved Kolding, henset til at det kan være en betydelig økonomisk byrde for ejeren, og agter ministeren at ændre museumsloven på dette punkt?”

Ministeren svarer primært: “Jeg har ikke aktuelle planer om at ændre museumsloven.” Ministeren undlader høfligt at gøre direkte opmærksom på overraskelsen i, at et venstrefløjsparti ønsker at lette bygherrer for udgifter.

Christian Juhl fra Enhedslisten spørger:

“Hvad er ministerens/regeringens begrundelse for beskæring af Sydslesvigudvalgets rådighedsbeløb for 2021, jf. at det af finanslovsforslaget for 2021 fremgår, at der i 2021 er ca. 0,5 mio. kr. mindre til Sydslesvigudvalgets rådighed end i 2020 – helt konkret 488,3 mio. kr. i 2021 mod 488,8 mio. kr. i 2020?”

Ministeren svarer: “Der er ikke tale om en beskæring. Bevillingsfaldet skyldes, at pris- og lønopregningen til 2021-prisniveau samlet set er negativ.”

At netop Sydslesvigudvalgets økonomi nyder særlig bevågenhed fra Enhedslisten, er umiddelbart lidt overraskende. Måske skyldes det, at Christian Juhl sidder i udvalget, og at det er et at de få udvalg, hvor folketingsmedlemmer har direkte bevillingsmyndighed.

Pernille Bendixen (Dansk Folkeparti) spørger:

“Hvis en borger betaler skat i Danmark og derfor også til dansk tv-licens over skatten, men har boet på Tenerife i 11 år og nu pludselig ikke kan få adgang til debatten, fordi borgeren bor i udlandet, har borgeren så mulighed for at betale mindre i skat?”

Ministeren svarer: “Nej, danske borgeres skattebetaling er uafhængig af deres mulighed for at se dansk tv. Jeg skal til orientering oplyse, at en række af DR’s udsendelser, eksempelvis nyhedsudsendelser, egne produktioner til børn, visse aktualitetsprogrammer mv., typisk vil kunne ses on-demand i udlandet.”

Det vil godt nok også være overraskende, hvis Dansk Folkeparti møder frem til finanslovsforhandlinger med krav om, at borgere kan fritages for skat, hvis der er offentlige ydelser, de ikke benytter.

I et andet spørgsmål spørger Pernille Bendixen:

“Mener ministeren, at det er rimeligt, at de kongeligt priviligerede kroer i Danmark, der har tilladelse til at bruge kongekronen på deres kroer, ikke også har tilladelse til at bruge kongekronen i deres pjecer?”

Ministeren må give Bendixen en lektie i beslutninger, hendes eget parti har været med til at træffe:

“Dengang et enigt Folketing i 2016 vedtog den ændring, der overhovedet gjorde det lovligt for de her kroer at bruge kongekronen, valgte man at sætte nogle begrænsninger på, altså at de kun kunne gøre det på de her helt særlige betingelser. Når jeg læser tilbage i historikken, ser jeg det, som at der har været overvejelser om en balance imellem på den ene side hensynet til kongekronen, som vi jo bruger som et kendetegn for kongehuset og statslige myndigheder, men på den anden side så altså også et oprigtigt ønske fra et enigt Folketing – alle partier – om at give mulighed for de her kroer for at formidle en kulturhistorisk tradition ved netop at bruge kongekronen.”

Procentregning for begyndere.

Jens Rohdes (Radikale Venstre) mange spørgsmål til kulturministeren – i alt 84 – om sendetilladelsen til Radio Loud vidner om en sjælden nidkærhed i forsøg på at finde formelle fejl. Læser man de mange spørgsmål, kommer man ud i mange hjørner af sagen.

Blandt de mere spektakulære spørgsmål fra Jens Rohde finder man dette:

“Er ministeren i besiddelse af CV fra Radio Louds administrerende direktør, og mener ministeren i den forbindelse, at det kan godtgøres, at den administrerende direktør har erfaring eller uddannelse inden for sit felt eller besidder særlige kvalifikationer for varetagelse af netop denne post?”

Hertil svarer ministeren blot:

“Jeg er ikke i besiddelse af et CV for den administrerende direktør i Radio LOUD.”

Endnu mere kortfattet er ministeren i et svar, hvor Jens Rohde ønsker hjælp til procentregning:

“Hvis syv personer udgør 25% af det producerende personale, vil ministeren så oplyse, hvor mange personer udgør så 100 procent?”

Man må forestille sig, at de mange spørgsmål fra Jens Rohde har givet en vis træthed blandt de embedsmænd, som skal arbejde med svarene. De har nok nydt muligheden for at assistere ministerens svar, som må være blandt de absolut korteste i ministeriets tid:

“28”.