Kulturhusene er den ledige dagsorden

Hvorfor interesserer ingen politikere sig for de danske kulturhuse?

CulturCommentar:

CulturCommentar:

Med omkring 150.000 gæster årligt har Kulturværftet i Helsingør været med til at sætte en ny standard for danske kulturhuse. Kulturværftet er blevet en turistattraktion, er hjemsted for den årlige clickfestival, som med fokus på kunst og teknologi er i den europæiske superliga, og har samtidig fællesspisning hver dag.

Kulturværftet er blot et blandt flere hundrede kulturhuse i Danmark. Men det er et eksempel på, at kulturhuse kan være stærke og ambitiøse på hele kunstverdens vegne.

De danske kulturhuse er en broget flok. Nogle gange kaldes de også forsamlingshuse, aktivitetshuse eller medborgerhuse. Kært barn har mange navne.

Enkelte kulturhuse er internationalt bemærkelsesværdige, andre små frivillige forsamlingshuse. Rapporten Kulturhuse i Region Midtjylland (læs: Kulturhuse kortlagt) giver en tiltrængt indføring i, hvad kulturhusene er, og hvor forskellige de er.

Kulturhusene gør ikke meget væsen af sig samlet, man kunne efterlyse større synlighed. Men hvorfor egentlig, hvis de når de målgrupper, de ønsker? Under corona har kulturhusene selvfølgelig markeret sig samlet på lige fod med andre trængte brancher.

Dengang i 1960’erne

Sidst i 1960’erne var kulturhusene seriøst på den politiske dagsorden. Daværende kulturminister Bodil Koch (S) blev kritiseret for at sylte et annonceret lovinitiativ om kulturhuse. Et udvalg havde da arbejdet fra 1963 til 1966 og afgivet en betænkning om såkaldte Kulturcentre. Betænkningen lagde op til statsstøtte til kulturcentre og lån til byggerier af kulturcentre.

Efterfølgeren som kulturminister, Kristen Helveg Petersen, (RV), arbejdede videre med tanker om statslig støtte til kulturhuse, men virkeliggjorde det aldrig. Det var næppe et spørgsmål om mangel på penge, snarere et spørgsmål om vanskeligheden ved at definere kulturhusene, og hvordan man i givet fald skulle støtte disse. Helveg Petersen havde et stærkt ønske om, at en del af Rødovre Centrum skulle indrettes som kulturcenter. Planerne blev aldrig til noget. Og i virkelighedens verden blev de givetvis overhalet af kommunalreformen i 1970, som gav langt stærkere kommuner.

Den ledige dagsorden

Siden har kulturhuse ikke haft nogen betydning i den nationale kulturpolitik. Venstrefløjen kan finde på at nævne kulturhuse i skåltaler, men så bliver det ikke til mere.

Målt på rapporten om de 113 midtjyske kulturhuse, er ønskerne fra kulturhusene ikke mange. Og de er slet ikke økonomiske. Det handler mere om at sikre vidensdeling, rådgivning, netværk, uddannelse og lignende. Det er alt sammen emner, som også foreningen Kulturhuse i Danmark arbejder med.

Men der er jo intet til hinder for, at staten vælger at støtte netop den slags udviklingsarbejde, som kulturhusene i Midtjylland efterlyser.

Hvis de politiske partier virkelig mener, at der er brug for bedre geografisk balance i Kulturdanmark, er kulturhusene nok et af de bedste steder at investere. At mange kulturhuse samtidig indgår i internationale netværk og har internationale projekter, er interessant i forhold til det image, kulturhusene i almindelighed har.

En statslig saltvandsindsprøjtning til de danske kulturhuse kan styrke respekten for såvel det frivillige som det professionelle arbejde, som udføres rundt i hele landet. Det vil givetvis også kunne give bedre geografisk balance end symbolaktioner som at flytte otte medarbejdere fra Dansk Sprognævn til Bogense.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør