Dansk idrætspolitik gennem 50 år analyseres i indsigtsfuld og perspektiverende bog.
CulturCritik:
Er idrætspolitik også kulturpolitik? Det kan der ofte være grund til at betvivle, når man følger Kulturministeriets relativt svage engagement på området. Idrætspolitikken var også helt fraværende i Paul Baches samlede beskrivelse af dansk kulturpolitik siden Bomholt i bogen Finkultur og mangfoldighed (se Søndag Aften arkiv).
Det rådes der nu bod på med bogen Dansk idrætspolitik, som følger idrætspolitikkens historie siden begyndelsen af 1970’erne. Bogen er skrevet af Claus Bøje og Søren Riiskjær, som begge har været tæt på de politiske processer gennem det meste af perioden.
Bogens hovedgreb består i at fortælle om udviklingen i Kulturministeriets idrætspolitik, som den er formuleret og iværksat af landets kulturministre siden socialdemokraten Niels Mathiesen første gang formulerede en idrætspolitik i 1976. Dengang mente han, at man skulle være ”klar ved ribberne” til de idrætspolitiske diskussioner. Bogens nedslagspunkter er de skiftende ministre, med en måske overvældende vægt på den radikale Ebbe Lundberg, minister i 15 måneder fra 1996 til 1998.
Centrale punkter i udviklingen af dansk idrætspolitik har været etableringen af Team Danmark (1984), folkeoplysningens 10-punktsprogram (1984) Breddeidrætsudvalget (1987), Lokale og Anlægsfonden (1993) og Idrætspolitisk Idéprogram (1998). Men også udlodningsmidlernes Rådighedssum, som gav politisk indflydelse og Idrættens Analyseinstitut har været med til at udvikle idrætspolitikken.
Staten og foreningerne
Bogen beskriver tre gennemgående politiske temaer gennem årene: statens forhold til foreningerne, eliten vs. bredden samt diskussionerne om boykot af internationale konkurrencer.
Den klart gennemgående tråd i fortællingen er kulturministrenes behov for at gennemføre politik, og de store idrætsorganisationer modstand mod en statslig politik. De store organisationer skal her læses som DIF og DGI, hvorimod Dansk Firmaidrætsforbund åbenbart ikke spiller nogen politisk rolle, ej heller beskrives nærmere i bogen.
En helt central kamp har handlet om den uorganiserede, måske mere spontane, idrætsudøvelse. DIF og DGI har haft virkelig svært ved at anerkende, at det offentlige kunne bruge penge til andet end foreningerne. Også politisk har der været en udtalt træghed, som nærmest giver indtryk af at idrætsorganisationerne har været en lige så stærk lobbyvirksomhed, som landbrugets organisationer har været for dette erhverv. Det uorganiserede, som faktisk står for hovedparten af landets idrætsudfoldelse, har haft ganske svært ved at komme til orde.
Den klart gennemgående tråd i fortællingen er kulturministrenes behov for at gennemføre politik, og de store idrætsorganisationer modstand mod en statslig politik.
De (parti-)politiske skillelinjer har primært handlet om, hvor meget politikerne skal blande sig i idrætsorganisationernes selvbestemmelsesret og hvilke kvalitetskrav man kan stille for at tildele støtte. Her har været et skel mellem de borgerlige partier, som har fremhævet foreningernes suverænitet (men selv gennemført resultatkontrakter med disse) og venstrefløjen, som har ønsket et større rum til fri udfoldelse udenfor foreningerne. Flest initiativer er taget af de radikale kulturministre, som man ellers kunne tro ville hævde foreningslivets suverænitet.
Eliten og bredden
Etableringen af Team Danmark skete for at “sikre en samfundsmæssig forsvarlig udvikling af sektoren”. Det handlede om topatleternes videre velfærd, adgang til uddannelse og arbejdsmarked. Dengang var argumentet ikke, at der skulle skaffes “medaljer til Danmark”, som åbenlyst er den aktuelle kulturpolitiske tilgang til institutionen.
Team Danmark-loven og den efterfølgende breddeidrætsbetænkning fik i høj grad venstrefløjens kritik af elitesporten til at forstumme. 1980’ernes regeringer fandt åbenbart – uanset hvor udskældte de var – en bredt accepteret balance.
En ofte udtalt påstand er, at eliten er med til at skabe bredden i idrætten. Denne påstand modsiges af et utal af undersøgelser, som har den fælles konklusion, at der netop ikke er nogen sammenhæng. Det simple spørgsmål er: hvordan kan det være at så mange dyrker fx basketball eller padeltennis, når der ingen dansk elite er?
Boykot eller ej
Med diskussionerne om sidste års herrefodbold-VM i Qatar in mente, er det værd at erindre, at diskussionerne om disse megaevents har været en del af det idrætspolitiske bagtæppe siden 1980, hvor især borgerlige partier ønskede at boykotte OL i Moskva, på grund af den russiske invasion i Afghanistan. Det jævnligt tilbagekommende argument om at man ikke skal blande sport og politik, har nu været modbevist i over 40 år.
Det er et udtalt politisk ønske at sikre flere store idrætsarrangementer til Danmark. Det er åbenbart noget med at kunne være stolt af sit land. Økonomisk er det i hvert fald ikke nogen fed fidus. Som Idrættens Analyseinstitut har konkluderet “hvordan vi vender og drejer det, har vi altså at gøre med marginale positive effekter…Sat lidt på spidsen er spørgsmålet, om vi overhovedet opererer med et overskud i forbindelse med de fleste events”.
I disse år er det populært at tale om at lette de administrative byrder for foreningerne. Det problem blev der allerede peget på i breddeidrætsudvalgets betænkning i 1987. I dag vil man nok kunne opstøve enkelte idrætsledere, som gerne vil nøjes med de administrative krav der var i 1987!
Indimellem hører man ønsket om et særligt idrætsministerium. Ønsket er næppe gennemtænkt. Hvor i statsrådsrækkefølgen mon en idrætsminister med ansvaret for 1 milliard kr. vil være? Næppe i toppen.
Vidunderlige illustrationer
En bog på beskedne 308 sider om idrætspolitik, kan selvfølgelig ikke rumme det hele. Når bogens forfattere beklager sig over, at idrætspolitik ofte udelades fra den almene kulturpolitiske debat, kan andre tilsvarende efterlyse at bogen udvider emnefeltet.
Det fremgår klart, at kommunerne har langt større betydning for idrætten end staten (økonomisk står staten kun for 15% af de offentlige udgifter til idræt). Hvorfor så ikke beskrive kommunernes politiske indsats og dilemmaer fx i forhold til kommunalfuldmagten? Bogen tydeliggør forskellen på folkeoplysning og fritidspolitik. Hvad er så konsekvensen af at de fleste kommuner kalder de relevante udvalg for kultur- og fritidsudvalget?
Bogen beskæftiger sig en del med forholdet mellem breddeidræt og elitesport. Men man går ikke meget ind i de politiske diskussioner om den kommercielle idræt, endsige sportens pengestrømme. Skal en kommune tvinges til at ombygge et stadion, fordi en lokal klub rykker op i Superligaen? De stigende problemer med udenlandske ejere af klubber. Eller den aktuelle strid med nye ejere af Brøndby A/S, hvor fanklubben er blevet en politisk aktør og formulerer nye politiske krav, som fx modstand mod flerklubejere eller forhandler sig til en forpligtelse for klubben til fortsat at drive et kvindeligahold.
Bogen er illustreret aldeles fremragende med gengivelser af malerier med idrætsmotiver af blandt andre Arne Haugen Sørensen og Harald Giersing. Ifølge bogen er tankerne om et idrætsmuseum lagt på is, men nogen kunne gerne foranstalte en udstilling af kunst med idrætsmotiver. Alene illustrationerne, gør det til en oplevelse at bladre i bogen igen og igen. Læsningen giver en tiltrængt fordybelse på et felt som er beklageligt overset i den kulturpolitiske debat.
 | Dansk idrætspolitik Claus Bøje & Søren Riiskjær Gads Forlag |
