Aktuelt · Arkitektur og design · Kunst og museer · Medier og internet · Musik · Politik · Teater og dans · Tipsmidler
Tipspenge 2021: Kulturministeriets afdeling for småting
Scenekunsten og museer fik mest ud af tipsbevillingen for 2020. Her er garanti imod armslængde.
Tipsmidlerne – eller udlodningsbevillingen som det mere officielt hedder – for 2021 ligner som sædvanligt tidligere års bevillinger. Ud af i alt 87 konkrete enkeltbevillinger er 71 helt og aldeles uforandrede i forhold til 2020. Selvom det meste af tipsbevillingen således er båret af traditioner fra forudgående kulturministre, er det alligevel det eneste område i Kulturministeriet, hvor man kan konstatere, at der ingen armslængde er.
Bevillinger forsvinder
Fra 2020 forsvinder et par store bevillinger:
- En pulje på 20 mio. kr. som covid-sikring af film- og tv-branchen (en af de få covid-bevillinger som Kulturministeriet blev tvunget til selv at betale).
- En bevilling på 4,3 mio. kr. til foreningen TjekDet. De får ikke noget i 2021, men brugte ifølge eget regnskab også kun 1,5 mio. kr. af bevillingen i 2020.
- Bevillingen til talentudvikling reduceres fra 2 til 1 mio. kr.
Desuden forsvinder et par mindre bevillinger:
- En bevilling på 0,5 mio. kr. til Danske Koncert- og Kulturhuse.
- En bevilling på 0,5 mio. kr. til Dansk Arkitekturcenter til fremme af dansk arkitektur i udlandet.
Der er ikke angivet nogen årsag til at disse bevillinger forsvinder.
Nye puljer og bevillinger
Den største nye enkeltpost i tipsbevillingen for 2021 er en ny reservekonto på godt 11 mio. kr. til kulturministeren, som blot skal udmøntes på et senere tidspunkt. Den procedure er ikke set tidligere år.
Der anvendes 6 mio. kr. til at energieffektivisere statsinstitutioner under Kulturministeriet. Der afsættes desuden 3 mio. kr. til en ny kulturvaneundersøgelse.
På scenekunstområdet sker en række nye tiltag:
- En pulje på hele 3 mio. kr. til Digitalt Teater, som skal administreres af Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond. Tanken er, at teatre skal kunne ansøge om tilskud til særligt spændende digitale initiativer (se Søndag Aften arkiv).
- En bevilling på 1,5 mio. kr. til publikumsarbejdet Applaus.
- En bevilling på 0,6 mio. kr. til fejring af 300-året for offentligt dansk teater i 2022.
- En bevilling på 100.000 kr. til Herning Operafestival.
Scenekunsten er i forvejen det område, som opnår mest støtte gennem tipsbevillingen.
På museumsfeltet optræder nye bevillinger:
- Ekstra 0,5 mio. kr. til Arbejdermuseet
- 0,5 mio. kr. til Gammel Estrup
- 0,5 mio. kr. til Skonnerten Zar
Yderligere optræder der enkelte nye bevillinger:
- 0,5 mio. kr. til Goldschmidts Musikakademi
- 250.000 kr. til Selskabet for Arbejderhistorie
- 50.000 kr. til en bog om Julius Bomholdt
En socialdemokratisk kulturminister vælger altså at bevillige støtte til en bog om en tidligere socialdemokratisk kulturminister. Mange vil naturligvis påpege, at Bomholdt i kraft af at være den første kulturminister i Danmark, indtager en særligt vigtig position. Dette er så i virkeligheden også argumentet for at bogen, som skrives af professor Jørn Henrik Petersen, kunne finansieres ad sædvanlige private veje, eller endda opnå projektstøtte gennem Statens Kunstfond.
Armslængden mangler
Langt de fleste af tipsmidlernes bevillinger og puljer kunne med fordel varetages af eksisterende armslængdeorganer eller gennem udvidede beføjelser til de organer, som varetager områderne. I forvejen er udvalgene under Statens Kunstfond særdeles nøje med at vende hver en fem-øre for at sikre bevillingers effektivitet og balance indenfor områderne.
Det gælder fx også Projektstøtteudvalget for Scenekunst, som nu skal administrere bevillingen på 3 mio. kr. til Digitalt Teater. Naturligvis vil et sådant udvalg gerne påtage sig denne ekstra opgave. Men i udvalget må man undre sig over beslutningsgangen: Hvorfor dette beløb? Hvorfor har ministeren bestemt ansøgningsproceduren? Og først og fremmest: Er balancen den rette i forhold til øvrige behov og muligheder på området?
Grundspørgsmålet er dog, hvorfor kulturministeren ikke etablerer en dialog med den allerede eksisterende sagkundskab, når et sådant nyt initiativ iværksættes? Livestreaming kan også være relevant for andre kunstområder, men sådanne overvejelser indgår tilsyneladende ikke. Hvorfor nævnte kulturministeren ikke initiativet, da hun havde møde med bestyrelsen for Statens Kunstfond i februar måned?
Den manglende anvendelse af allerede etablerede armslængdeorganer kommer nemt til at svække kvaliteten af de endelige beslutninger.