Prisparadokset på museerne

Museernes entrepriser er steget voldsomt i de senere år. Det er ikke godt. Men er det slemt?

CulturCommentar:

CulturCommentar:

Dagbladet Politiken har med basis i en analyse fra Danmark Statistik vist, at priserne for adgang til kultur er steget voldsomt i de senere år. Fra 2016 til 2020 steg entreprisen til museer med 42 procent, til biografer med 18 procent, til revy og teater med 14 procent og til andre kulturområder med ti procent. Det kan sammenlignes med at forbrugerpriserne i den samme periode kun steg med tre procent.

Det er tydligt blevet dyrere at forbruge dele af kulturen.

Det er politisk børnelærdom, at når varer bliver dyrere, rammer det skævt. De fattige har ikke råd, så kulturtilbuddene bliver forbeholdt de rige. Klassesamfundet viser sin mest usympatiske side.

Svaret er lige for: gratis entré til museerne.

Paradokset

Det forbavsende er dog, at mens priserne for at komme på de danske museer er steget med hele 42 procent er publikumstilstrømningen til museerne fortsat øget (se Søndag Aften arkiv). De danske museer havde 600.000 flere gæster i 2019 end i 2016.

Som konkrete eksempler anfører Politiken, at entreen til Louisiana er steget fra 115 kr. i 2016 til 130 kr. i 2020. Moesgaard Museum er steget fra 110 kr. i 2014 til 160 kr. i 2021. Louisiana havde 706.000 besøgende i 2016, hvilket steg til 757.000 i 2019. Moesgard havde 432.000 i 2016, hvilket var faldet til 357.000 i 2019. Det faldende besøgstal på Moesgaard kan til en vis grad forklares med at museet fortsat var helt nyt i 2016, så et vist fald var nok forventeligt uanset entrépriserne.

I 2016 havde de danske biografer et samlet billetsalg på 12.994.000, i 2019 var salget 12.808.000, et fald over fireårsperioden på 1,4 procent. Det samlede billetsalg til biograferne er dog stærkt varierende fra år til år. Det faldt med 1 mio. fra 2016 til 2017, steg igen med 0,5 million fra 2017 til 2018 og igen med 0,4 million fra 2018 til 2019.

Det paradoksale er altså, at prismekanismen åbenbart ikke virker efter den almindelige forestilling og politiske logik.

For alle kulturformer, også for de gratis biblioteker, gælder, at der er en uddannelsesmæssig skævhed. Flere højtuddannede end lavtuddannede bruger kulturtilbuddene. Prisen er givetvis en faktor. Men indretningen, sproget (i videste forstand), forventninger til forudsætninger (dannelse), formidlingen, relevansen og mange andre faktorer spiller ind.

Vi savner viden

I forhold til den rolle prisen for kultur spiller i den offentlige kulturpolitiske debat, er det forbavsende, hvor lidt vi faktisk ved om effekten af prisændringer. De enkelte kulturinstitutioner foretager naturligvis almindelige købmandsberegninger: hvad skal vi forvente, hvis vi hæver prisen yderligere? Eller modsat: hvilken effekt får vi, hvis vi sænker prisen?

Men samlet er der ikke forsket meget i området. For den enkelte institution handler det om at sikre et stort besøgstal og dermed indtægter til drift, institutionen kan i økonomisk henseende være ligeglad med, hvem kunderne er.

En påstand kan således være, at institutioner ved at hæve prisen tiltrækker flere af de rige end de mister af de fattige. Vi ved bare ikke om det passer.

Desværre indgik socioøkonomiske faktorer ikke i Kulturministeriets seneste kulturvaneundersøgelse fra 2012. I 2012 blev der spurgt til årsager til at folk valgte ikke at gå på museum. Blandt de adspurgte var det kun 16 procent som svarede, at det var for dyrt. Manglende interesse og manglende tid var de hyppigste begrundelser.

Det paradoksale er altså, at prismekanismen åbenbart ikke virker efter den almindelige forestilling og politiske logik

Danmarks Statistiks nu fortløbende kulturvaneundersøgelser medtager uddannelsesbaggrund, men her er der kun tal fra 2018 og 2019 og de virker for tilfældige til at man kan uddrage tendenser.

På spørgsmålet “har besøgt museum o. lign indenfor de seneste tre måneder” svarer 28 procent af de som kun har grundskole som senest afsluttede uddannelse positivt i 2018 og 23 procent positivt i 2019, altså et fald på fem procent. Tilsvarende er der et fald på 10 procent blandt de som har lang videregående uddannelse.

Faktisk er der et fald blandt samtlige uddannelsesgrupper, ja et fald i befolkningen som helhed på fem procent i museumsbesøg fra 2018 til 2019. Omvendt viser museernes besøgstal en stigning på 3,2 procent fra 2018 til 2019 (se Søndag Aften arkiv). En teoretisk forklaring er selvfølgelig , at det er de samme mennesker som blot har været hyppigere på museum. Dette savner dog sandsynliggørelse.

De foreliggende statistiske data giver altså ingen som helst mulighed for at vurdere konsekvenserne af øgede billetpriser. De faktiske salg af billetter tyder ikke på negative effekter.

Vil man vurdere effekten af fortsatte ændringer i billetpriser, vil et nødvendigt redskab være, at man statistisk indhenter priserne år for år. Det kan i det mindste bringe diskussionen op på et lidt højere niveau – og så kan vi håbe på kvalificeret forskning om dette.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør