Det kan ikke være medieopmærksomhed kulturens aktører higer efter, når man ser på modtagelsen af den nye kulturminister, som skal styre det ofte “oversete” kulturområde.
En socialdemokratisk kultur- og kirkeminister erstattes af en socialdemokratisk kultur- og kirkeminister. En socialdemokratisk uddannelses- og forskningsminister erstattes af en socialdemokratisk uddannelses- og forskningsminister. Statsministeren er den samme. Finansministeren er den samme. Forståelsespapiret er uændret. Støttepartierne er de samme. Der er ingen grund til at tro, at politikken ændres.
TV-avisen markerer det med at nævne ministerskifterne og ledsage det med en reportage, hvor man spørger nogle kulturinstitutioner om deres forventninger. Man understreger kaos ved at påstå, at det er den femte kulturminister på fem år (det er kun den fjerde: Haarder 2015-2016, Bock 2016-2019, Mogensen 2019-2021 og nu Halsboe-Jørgensen 2021-). Faktisk har Uddannelses- og Forskningsministeriet haft større udskiftning på ministerposten end Kulturministeriet.
Dagbladet Politiken markerer skiftedagen med hele seks (!) artikler om skiftet på kulturministerposten (plus en ATS-markering). Den nye uddannelses- og forskningsminister nævnes hverken i en notits eller bisætning i avisen! Det er vanskeligt at forstå, at uddannelsesområdet helt forbigås.
Kulturministeriet savner ikke opmærksomhed. Tværtimod: ministeriet nyder en medieopmærksomhed, som synes omvendt proportionalt med den økonomiske betydning.
Opmærksomhed ønskes – måske
Det ofte udtalte ønske fra kulturinstitutioner er, at en minister skal vise dem større opmærksomhed. Oftest en eufemisme for “send flere penge”.
Dette ønske om politisk opmærksomhed står egentlig i grel modsætning til samme institutioners ønske om armslængde. Den ønskede opmærksomhed skal ikke nærme sig armen, jo, gerne rosende omtale af betydningen af værker og indsatser. Den kritiske kommentar hilses ikke velkommen.
Det er værd at bemærke, at netop uddannelses- og forskningsministeren var i en ilter diskussion om netop armslængden i foråret, hvor hun tilsluttede sig makkerparret Dahl & Messerschmidts angreb på forskningsfriheden, hvilket førte til en protest fra over 3.000 forskere. Dahl & Messerschmidt er også kulturordførere for deres partier og mon dog ikke de kan finde en anledning at udvide værdikrigen til også at omfatte kunstens institutioner. En forsmag fik vi allerede ved selvmålet med busten fra Kunstakademiet.
Det finanslovsforslag, som blev præsenteret af den nye kulturminister, er udarbejdet af forgængeren og færdigforhandlet med finansministeren. I denne valgperiode vil den nye minister således højst få lov til at fremlægge et eget finanslovsforslag. Der er til gengæld store forventninger til, at hun vil komme med det medieudspil som forgængeren nåede at udsætte så mange gange, at ingen har tal på det.
Det udspil vil sikkert gå i den værdipolitiske retning, socialdemokratiet søger: mere til provinsen, kamp mod nyhedsørkener, kamp mod techgiganterne.
Fordøren og bagdøren
Halsboe-Jørgensen kan fint blive en styrkelse af kulturministeriet. Men hun får mindre end to år på posten, så er det givetvis videre til andre opgaver.
Kulturministeren savner ikke opmærksomhed. Men medierne falder pladask i den fælde forfatteren Sigge Winther Nielsen kalder fordøren. Der er forbavsende lidt interesse for den politik, der faktisk gennemføres.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
