Må udvalgsmedlemmer i Statens Kunstfond søge om penge, mens de sidder i et af fondens udvalg? En gentagen diskussion handler om 1 promille af Kunstfondens budget.
CulturCommentar:
Da VK-regeringen trådte til i 2001 havde der været hyppigt gentagne påstande om kammeratskab og inhabilitet i Statens Kunstfond. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen fik iværksat en konsulentundersøgelse, som konkluderede, at der ikke var noget at komme efter. Han gennemførte dog en reform for at sikre større bredde i kunstfondens mange udvalg: der skulle fremover sidde en i udlandet boende kunstkender i hvert af de mange udvalg.
Denne fornyelse holdt dog kun i ganske få år, så var de udenlandsk bosiddende igen ude af udvalgene. Formelt blev eksperimentet aldrig evalueret, men det har åbenlyst ikke fungeret, siden man opgav så hurtigt.
På denne måde har debatterne om Statens Kunstfond bølget frem og tilbage siden starten i 1964. Sådan bør det være, for fonden skal både stå til regnskab for befolkningen og skabe kunstnerisk fornyelse.
Og hver gang diskussionen opstår, hvirvles en masse støv op, som nok fortjente ikke at få spalteplads. For eksempel bruger SF’s kulturordfører anledningen til at hævde at Statens Kunstfonds uddelinger ikke når vækstlaget, skæve projekter eller det lokale (hvad er i øvrigt ikke lokalt – tjo måske det internationale, men er det det internationale SF vil begrænse?).
Naturligvis er der plads til forbedringer i Statens Kunstfond, som fx Statsrevisorerne pegede på i 2019, en sag som blev afsluttet med tilfredshed af Rigsrevisionen i 2021. Eller man kan følge forslaget fra Kunststøtteudvalget i 2011 om at besættelse af de forskellige udvalgsposter skete efter en åben ansøgningsproces.
Egne ansøgninger
Nu er især dagbladet Politiken faldet over, at kunstnere som sidder i nogle af Statens Kunstfonds udvalg, selv modtager støtte fra Statens Kunstfond. Udvalgsmedlemmerne deltager ikke i behandlingen af egne ansøgninger, så der er ikke konstateret brud på de gældende inhabilitetsregler. Spørgsmålet, der rejses, er om de tilbageværende udvalgsmedlemmer kan vurdere en ansøgning så at sige objektivt, når de skal se ansøger i øjnene efter behandlingen.
Ifølge Politiken vil en forsker erstatte det nuværende system med et system, hvor ”politikere, embedsmænd eller andre uvildige personer” skal træffe beslutningerne. Grundlæggende må man spørge: hvem er uvildig i kunstbedømmelse? Hvordan bevarer man armslængde, hvis politikere skal træffe beslutninger? Hvilke embedsmænd er helt og aldeles uafhængige? Hvilke gallerier og teatre har embedsmænd besøgt? Hvilke kunstneriske præferencer har de? Hvordan sikrer man samme geografiske bredde blandt embedsmænd, som blandt de kunstnere, der i dag sidder i Kunstfondens udvalg? Og skal embedsmændene så skiftes ud hvert tredje år, som i Kunstfonden?
Vi får aldrig et perfekt system for uddeling af kunststøtte. Smag og behag varierer. Såvel kunstnere som kunstkendere har personlige favoritter – og antipatier.
I kunststøttesystemet har der siden 1964 været talrige forandringer og forbedringer. Men det centrale står fast: kunstnere og kunstkendere indenfor de enkelte områder træffer beslutninger. De skiftes ud hyppigt (lige nu hvert tredje år) for at sikre imod vanetænkning og fastlåste positioner.
Vi taler om 1 promille
Hvis kunstnere ikke må få støtte mens de sidder i Kunstfondens udvalg, må deres ægtefæller så søge? Børn? Hvis Annisette Koppel sad i et musikudvalg, måtte hendes nevø Benjamin Koppel så ansøge om penge fra et litteraturudvalg? Skal vi oprette et register over kunstneriske eks-partnere og slægtskaber (det bliver indviklet!)? Hvad med de mange langvarige kunstnervenskaber, ofte grundlagt allerede under uddannelse. Skal vi registrere, hvem der blev uddannet på hvilket konservatorium samtidigt? Eller hvad med de stakkels scenografer som skifter fra teater til teater, må de overhovedet arbejde på et teater, som modtager støtte fra Kunstfonden, hvis de sidder i et udvalg. Eller en dramatiker, som måske ikke ved, hvilket teater, som vil opføre et stykke?
Statens Kunstfond uddeler omkring 580 millioner kr. årligt. Søndag Aftens analyse af uddelinger fra 2014-2020 viser at de ”magtfulde” udvalgsmedlemmer i gennemsnit årligt uddelte 0,6 million kr. ”til sig selv” som det så drakonisk bliver beskrevet i medierne.
De samme modtagere afskriver sig samtidig fra den “almindelige” årlige støtte på 3 millioner kr., de “plejer” at få. Nogle af de nærmeste konkurrenter om pengene må glæde sig: der er flere penge til andre!
1 promille af det totale beløb er altså til diskussion. Det bliver ikke nemt at opfinde et system, hvor der er mindre diskussion om tildelinger.
Det perfekte system får vi aldrig. Nogle gange skal vi bare lære at sige: pyt.
