Der gik mindre end en måned fra offentliggørelsen af rapporten om de kunstneriske uddannelser (se Søndag Aften arkiv) til der blev indgået en politisk aftale, som stort set følger anbefalingerne i rapporten. Det må være noget nær rekord i Kulturministeriet: nedsættelse af udvalg i januar, færdig politisk aftale i december.
De syv uddannelser, som er omfattet af rapporten er: Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium samt Syddansk Musikkonservatorium. Uddannelserne skal fremover have hver sin bestyrelse, som får det overordnede ansvar for skolen og også ansætter rektorerne. Dermed bliver der også armslængde mellem ministeriet og rektorerne.
Den politiske aftale følger også strukturudvalgets rapports anbefaling af at de eksterne bestyrelsesmedlemmer findes efter en åben annoncering.
Aftalen medfører at der skal gennemføres enkelte lovændringer, så de kommende bestyrelser kan påbegynde deres virke fra begyndelsen af 2023. Bestyrelserne udpeges for fire år. Ordningen skal evalueres inden udløbet af 2026. Her vil man så fx kunne revurdere antallet bestyrelsesmedlemmer.
Forskningsforpligtelsen for Kunstakademiets Billedkunstskoler ændres, således at Kunstakademiet kan følge strukturudvalgets forslag om at reducere de akademiske forskningsaktiviteter. Beslutningen om dette vil dog blive lagt i hænderne på den kommende bestyrelse.
Samtlige folketingets partier undtagen Nye Borgerlige er med i aftalen.