Aktuelt · Kunst og museer · Litteratur · Musik · Politik · Teater og dans
Kunstnerne og corona
Hvordan påvirkede corona kunstnerne. To omfattende analyser viser vigtige nuancer. Kompensationsordningerne virkede.
Dansk Kunstnerråd har præsenteret to omfattende dataundersøgelser af danske kunstneres vilkår under coronakrisen. Undersøgelserne er udarbejdet af Danmarks Statistik og Rambøll på vegne af Dansk Kunstnerråd, finansieret af genstartsteamet under Kulturministeriet.
Det mest interessante ved undersøgelserne er, at de ikke giver noget entydigt billede, men derimod kan åbne diskussionerne om kunstneres vilkår ved at nuancere billedet.
Kreativitet påvirket postivt
45 procent af kunstnerne oplevede ikke, at corona ændrede deres kreativitet. 30 procent af kunstnerne oplever, at deres kreativitet er blevet påvirket positivt, mens ca. 20 procent oplever, at deres kreativitet er blevet påvirket negativt. Forfatterne er den gruppe, som i det kreative var mest upåvirkede af corona. For de øvrige kunstnergrupper er billedet overraskende ens, dog har især de som arbejder med udstillinger og musik været mest negativt påvirkede. Det er næppe overraskende, al den stund disse grupper netop har været begrænset i kreative muligheder under nedlukninger.
Hele 65 procent af kunstnerne oplever, at corona påvirkede deres muligheder for at praktisere kunstnerisk negativt. 26 procent oplevede ikke nogen ændring og kun otte procent oplevede en positiv forandring. Her er der væsentligt større forskelle mellem kunstarterne. Musik og scenekunst blev påvirket mest negativt. Forfattere, billedkunstnere og udstillere blev påvirket mest postivt.
Brancheskifte
Et lidt deprimerende kollektivt udsagn er, at kun i alt 14 procent svarer, at de er enten meget enige eller enige i udsagnet ”Jeg er optimistisk omkring min fremtid i den kunstneriske branche”. Hele 58 procent er uenige eller meget uenige i dette udsagn.
Måske lidt overraskende er optimismen en lille smule større, hvad angår udsagnet ”Jeg er optimistisk omkring min fremtidige indtjening fra den kunstneriske branche”. Her er 23 procent optimistiske, 48 procent pessimistiske. Det er altså ikke økonomien, som trykker mest.
Det er faktisk ganske forfærdeligt, at en så stor gruppe på et bestemt arbejdsmarked ikke ser optimistisk på fremtidsudsigterne. Uanset hvilken gruppe på arbejdsmarkedet der måtte have en så svag optimisme, er det et alvorligt faresignal.
16 procent svarer at de er meget enige eller enig i udsagnet ”Jeg regner med at forlade den kunstneriske branche indenfor de næste 3 år”, 76 procent svarer at de er uenige.
20 procent af kunstnerne har overvejet eller ligefrem besluttet at skifte branche. Yderligere fem procent har overvejet dette som en midlertidig løsning. Her er det igen de som arbejder med udstillinger, scenekunst og musik, som skiller sig ud, som mest usikre på fremtiden.
Hele 46 procent af kunstnerne blev nødt til at supplere sine kunstneriske indtægter med indtægter fra andre brancher på grund af corona. Her er det igen scenekunstnere og musikere, som skiller sig ud.
Under corona steg ledigheden markant især indenfor scenekunsten, hvor ledigheden i 2019, før corona, var omkring 20 procent, til 25-30 procent i de forskellige perioder af 2020 og 2021. Også musikernes og billedkunstnernes ledighed steg, men slet ikke så markant som for scenekunstnerne.
Kompensationsordninger virker
41 procent af kunstnerne søgte om støtte gennem nogle af de kompensationsordninger der blev etableret undervejs. Blandt de som søgte, oplevede 52 procent at processen var tidskrævende, 38 procent at ordningerne var svære at forstå og 34 procent at deres virke ikke passede ind i de kompensationsordningernes kategorier.
Kun 56 procent fik hjælp gennem de etablerede hotlines, hele 31 procent fik hjælp af revisorer og 28 procent fik hjælp af deres organisationer. 20 procent fik hjælp af venner og bekendte.
60 procent synes det var værd at søge om kompensation, 53 procent fik det man søgte om. Kun 19 procent synes ikke det var umagen værd, i alt 23 procent fik enten slet ikke det man søgte eller kun i lav grad det man søgte.