Partierne bag finansloven (Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne) er nu enedes om en model for det kommende Kulturens Analyseinstitut (se Søndag Aften arkiv). Der er afsat 4 millioner til formålet i 2022 og 8 millioner kr. hvert af de følgende tre år.
Det centrale ord i grundlaget for analyseinstituttet er, at det skal være uafhængigt. Kulturministeren udpeger en bestyrelse, som herefter har ansvaret for ansættelser og drift. Den eneste formelle udfordring af uafhængigheden bliver et Rådgivende panel, som primært skal bestå af repræsentanter for de kunstneriske organisationer.
Den reelle udfordring for instituttet bliver at indfri de store forventninger, der er fra store dele af kulturlivet. Som en af idégiverne til projektet skriver på Facebook. “Det kan blive vejen frem til reelle løft af og investering i kulturerhvervet, dets medarbejdere og aktører, brugere og investorer.”
Regeringens støttepartier peger i samme retning. SF: “Forhåbentlig vil det betyde et stærkere fokus og prioritering af kulturen i Danmark”, Radikale: “håber, at Analyseinstituttet vil skabe mere fokus på kulturens betydning for mennesker og samfund.”