Hele Kulturens Analyseinstitut

Et analyseinstitut for kulturen skal ikke give svar, men stille nye spørgsmål.

CulturCommentar:

Efter mange års tilløb synes der nu at være overordentlig bred opbakning til tanken om at etablere et Kulturens Analyseinstitut. Dansk Kunstnerråd og dets medlemsorganisationer har gennem en årrække talt for et sådant institut. Nu har tunge institutioner som Dansk Erhverv og Kommunernes Landsforening udarbejdet et oplæg om Kulturens Analyseinstitut. Interesseorganisationerne Dansk Teater, Danmarks Biblioteksforening, Dansk Live, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Organisationen Danske Museer og Danske Koncert- og Kulturhuse har forsøgt at beskrive, hvilke opgaver de mener, et analyseinstitut skal løse.

Endelig får forslaget opbakning fra politikere fra Venstre, SF, Konservative og Radikale. Regeringspartiet Socialdemokratiet har endnu ikke udtalt sig om de konkrete forslag, men har – da man sad i opposition – udtalt sig positivt om forslaget.

Der er altså bred enighed og et kraftigt pres. Der er lagt op til en konkret diskussion i forbindelse med finansloven for 2022. Støttepartierne vil fremme sagen, og ser man bort fra ønsket om flere penge til DR, er Kulturens Analyseinstitut det mest samlende projekt forud for finanslovsforhandlingerne.

Store forventninger

Der er virkelig store forventninger til, hvad et Kulturens Analyseinstitut skal løse. Bag kunstnerorganisationernes ønske om et Kulturens Analyseinstitut har ligget et klart udtalt ønske om at få tal for kulturens betydning for det øvrige samfund, en ærgrelse over at så ofte forsøge at tale kulturen op og mangel valide data og tal for dette. Tilsvarende taler samarbejdet mellem Danmarks Biblioteksforening og andre om behovet for “at udvikle kulturlivet på tværs brancher og genrer”.

Birgitte Bergman fra Konservative har til Politiken udtalt, at kulturen “bliver betragtet som en udgift og har ikke kunnet påvise, hvad den gav tilbage. Det er godt at blive klogere både på kvantitative og kvalitative aspekter af kulturen”. Til samme avis sagde Charlotte Broman Mølbæk fra SF “Der er behov for både at få kigget på det, der handler om vækst, og hvad man får tilbage for hver kulturkrone, vi bruger, og på alt det, der handler om trivsel – for eksempel projekter som ’kultur på recept’ til folk med depressioner”.

Dette afspejler fint den måske største udfordring med Kulturens Analyseinstitut. Der er store konkrete forventninger til, hvilke svar et analyseinstitut skal give.

Kulturens Analyseinstitut vil blot vise, at kulturens verden er endnu mere kompleks, end man troede.

Der findes ingen facitliste i politik, ej heller i kulturpolitik. Når man en skønne dag får et analyseinstitut, kan man lige så godt indstille sig på, at det ikke bliver svar man får – men derimod flere og ofte helt nye spørgsmål. I en kompliceret verden vil man gerne have lette svar. Kulturens Analyseinstitut vil blot vise, at kulturens verden er endnu mere kompleks, end man troede.

Det er sådan det – med rette – skamroste Idrættens Analyseinstitut fungerer.

Alle vil gerne betone, hvor vigtigt det er, at Kulturens Analyseinstitut, bliver uafhængigt og med armslængde til politikerne. Men med de mange stakeholders bag tankerne om Kulturens Analyseinstitut lurer også behovet for at sætte sig på den dagsorden, der følger med analyserne. Der bliver kamp om at komme med i bestyrelse, følgegrupper, referencegrupper eller hvad der måtte blive af positioner knyttet til instituttet.

Uafhængigheden er ikke kun væsentlig i forhold til de politiske beslutningstagere, men også i forhold til kulturlivets mange organisationer.

Hele kulturens

Store dele af kulturlivet kan med rette være misundelige på, at idrætten har Idrættens Analyseinstitut (selv om idrætsorganisationerne ikke altid synes det er et gode!). Men det må være tilladt at spørge: hvorfor bygge en ny institution op fra bunden? Vi har i forvejen Idrættens Analyseinstitut og Videnscenter for Folkeoplysning. Og også DR’s medieforskning. Her har man gennem årene opbygget en praksis for dataindsamling og -validering, forskning og formidling. Man har også etableret en praksis for uafhængighed og politisk håndtering, som tilsyneladende fungerer tilfredsstillende.

Man kan med fornuft lave en fusion af den nye og de etablerede analyseinstitutter. Disse planer ligger allerede i skrivebordsskufferne. Men tænk også gerne DR’s medieanalyser med. Det er i forvejen et problem, at den statsligt finansierede medieanalyse er knyttet til et bestemt medie. Der er ingen garanti for uafhængighed. Det er dog næppe sandsynligt, at man vil vove dette skridt. Vi har endnu til gode at se et eneste eksempel på, at det nuværende regeringsparti eller dets støttepartier tør udfordre DR’s organisation med noget som helst.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør