Aktuelt · Idræt · Kunst og museer · Medier og internet · Ophavsret · Politik · Teater og dans
Sommerens Facebook: Streamingafgift og stilhed før valgkamp
De mange rygter om valgkamp har ikke kunnet mærkes på kulturordførernes Facebookprofiler i løbet af sommeren. Der har været usædvanligt stille.
Valgkampen lurer forude, alle gør klar til valgkamp. Det kan dog endnu ikke mærkes hos folketingets kulturordførere. Dog: De radikale er helt klar til det valg, partiet selv ønsker at fremprovokere. Zenia Stampe skriver:
VI GÅR TIL VALG PÅ KUNST OG KULTUR Vi har sommergruppemøde og fremlægger vores pejlemærker frem mod folketingsvalget. Jeg er især stolt over, at kunst og kultur fylder så meget. Vi hæver kulturbudgettet med 300 mio. kr. om året i vores 2030-plan, og vi lægger i det hele taget op til, at kunst og kultur skal spille en langt mere central rolle i den politiske debat og samfundslivet. Jeg er ikke i tvivl om, at det lige præcis er dét, der er brug for i en tid, hvor kloden er ved at brænde sammen i materielt overforbrug, og mennesker koger over af stres, angst og mistrivsel. Tiden kalder på fordybelse og åndelighed. Vi kommer på et senere tidspunkt til at fremlægge en konkret investerings- og prioriteringsplan for kulturen. Så indtil videre må I nøjes med den overordnede vision, kopieret direkte fra vores valgoplæg. Og undskyld jeg gentager mig selv: Men jeg er pavestolt over at være medlem af et parti, der går til valg på kunst og kultur! “Kunst og kultur i centrum af samfundslivet Danmark skal igen være et kulturelt foregangsland. Vores kunst skal have høj international klasse. Vores kulturliv skal være bredt tilgængeligt i alle egne af Danmark og for alle aldersgrupper. Dansk film, scenekunst, musik, billedkunst, litteratur og arkitektur skal fortælle verden, hvem vi er. Vores kunst og kultur skal også være et spejl for vores nutid og et vindue til vores fremtid. Det kræver, at vi placerer kunstnerne i midten af samfundslivet og kunsten som en del af den nationale samtale. Det kræver investeringer og modet til at prioritere.”
Opslaget opnår 650 reaktioner, heraf 220 kommentarer. Enkelte kommentarer er glade for de radikales kulturudspil. Men en massiv overvægt af kommentarerne er i vanligt anti-Stampe-humør, som udtrykker vrede mod de radikale ud fra alskens gængse vinkler (mink, efterløn, pensionister, muslimer etc.).
Streamingafgift
Jan E. Jørgensen fra Venstre skriver:
Hvilken overraskelse! Det såkaldte kulturbidrag er en skat og vil medføre højere priser på streamingtjenesterne. Det overraskende er, at det er skatteministeren, der trækker tæppet væk under kulturministeren.
Opslaget henviser til en artikel på BT: Minister talte udenom: Afgift gør streamingtjenester dyrere.
Opslaget opnår 30 reaktioner, heraf fire kommentarer. En enkelt kommentar spørger “Det er da fint at finde penge til mere dansk produktion eller hvad?”
Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige skriver:
Danskerne kan godt finde ud af at vælge deres TV-kanaler selv. Det behøver de ikke politikere til. Derfor skal DR sælges og mediestøtten fjernes.
Opslaget opnår 8.000 reaktioner, heraf 600 kommentarer. Opslaget får fuld opbakning gennem brug af alskens tænkelige argumenter imod DR. Enkelte vover at ønske at beholde et skattefinansieret DR.
Moms og ophavsret
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Vi har nemlig sikret, at dansk kultur IKKE beskattes med 230 mio. kr. I dag har Det Konservative Folkeparti stemt imod, at der kommer moms på ophavsrettigheder, og dermed er regeringens lovforslag faldet. Dansk kulturliv kan ånde lettet op! Dansk kultur skal ikke beskattes. Den skal fremmes 🇩🇰Det er Rasmus Jarlov og jeg helt enig om.
Opslaget opnår 170 reaktioner, heraf 20 kommentarer. Opslaget vækker udelukkende glæde.
Også Zenia Stampe er glad:
YES!!! Vi har lige nedstemt regeringens forslag om at lade kunstnerne betale for fængselspladser i Kosovo. Vi er IMOD at udhule kunsternes skrøbelige økonomi. Vi er IMOD at tørre ansvaret for kriminelle af på fattige lande. Og vi er triste over, at Socialdemokratiet er blevet et parti, der sjofler kulturen og eksporterer problemerne. Det er fladpandet og småligt. Og det er så langt fra det kulturelle og ansvarlige Danmark, vi arbejder for! Men i dag trak vi en streg i sandet. Det bliver ikke den sidste i kampen mod regeringens uansvarlighed og antikultur!
Opslaget opnår 1.300 reaktioner, heraf 200 kommentarer. Der er gennemgående stor tilfredshed med at den foreslåede momsordning ikke gennemføres.
Danseuddannelsen flytter
Zenia Stampe fra Radikale skriver:
REGERINGEN SOLER SIG I KULTUREN, MEN NÆGTER AT TAGE DEN ALVORLIGT… Øv! Jeg har netop fået svar på mine spørgsmål til kulturministeren om udflytning af danseuddannelsen til Holstebro. Og svarene viser desværre igen, igen, at regeringen overhovedet ikke tager kunsten og kulturen alvorligt. Beslutningen om udflytning af danseuddannelsen blev som bekendt truffet helt uden inddragelse af dem, det handler om. Beslutningen blev derfor mødt med både chok og kritik fra hele dansemiljøet og scenekunstmiljøet. De har brugt tyve år på at integrere dans og teater i et fælles scenekunstmiljø på Den Danske Scenekunstskole. Men alt det skyller regeringen gladeligt ud med badevandet, fordi de gerne vil give den socialdemokratiske borgmester i Holstebro en fjer i hatten. Øv! Jeg havde dog håbet på, at kritikken fra et samlet scenekunstmiljø havde gjort indtryk. At kulturministeren ville række ud til miljøet og justere kursen. Ikke mindst fordi uddannelsesministeren faktisk har valgt at gøre det på sit område. Han har bedt alle sine uddannelser udarbejde konkrete bud på udflytnings- og nedskaleringsplaner og har på den baggrund sænket udflytningsprocenten fra 10 pct. til 6,4 pct. Hvorfor har kulturministeren ikke taget initiativ til en tilsvarende proces på sit område? Hvorfor har hun ikke bedt de kulturelle uddannelsesinstitutioner om input? Hvorfor har hun ikke sænket udflytningskravet til sine uddannelser? Hvorfor er kulturområdet det eneste, hvor ministeren bare tromler beslutningerne igennem uden at høre parterne hverken før eller efter? Det har jeg spurgt om og fået dette korte svar: ”Kulturministeriet har en separat proces for sine institutioner i forbindelse med udflytningen af de 60 uddannelsespladser til Holstebro. Jeg kan i den sammenhæng oplyse, at Kulturministeriet er i god dialog med både Den Danske Scenekunstskole og Det Jyske Musikkonservatorium om etablering af de kommende uddannelser i Holstebro” En god dialog? Ja, tak. Den slags dialog, hvor modparten har fået vredet armen om, og der ikke er noget til forhandling. Jeg har derfor indkaldt kulturministeren i samråd om sagen onsdag de 29. juni kl. 10. Jeg vil spørge til de faglige bekymringer for danseuddannelsen og samspillet med resten af scenekunstmiljøet. Men jeg vil også bore i, hvorfor kulturministeren i modsætning til uddannelsesministeren ikke har valgt at lytte til de kulturelle uddannelsesinstitutioner og branchen. Det er et åbent samråd, og jeg vil derfor opfordre alle med interesse i denne sag om at møde op. På den måde kan vi vise kulturministeren, hvor meget denne sag betyder for hele scenekunsten og dansen i Danmark, og at I har samme ret til at blive lyttet til, som de øvrige områder. Vær opmærksom på, at I skal tilmelde jer senest kl. 11 dagen før (dvs. tirsdag). Læs mere om det praktiske i tråden. For så vidt Holstebro angår, så bakker vi 100 procent op om branchens eget forslag om at oprette en helt ny og supplerende uddannelse i dansepædagogik i Holstebro. Jeg deltog så sent som i onsdags i et meget inspirerende netværksmøde om dette og brænder for en opprioritering af dansen i Danmark – både som kunstform og som pædagogisk praksis. Der er masser af potentiale i både at få en ny danseuddannelse i Holstebro – og bevare den verdensanerkendte danseuddannelse i København sammen med de andre scenekunstuddannelser. Det er visionær kulturpolitik! Og til slut: Jeg ved godt, at regeringen har indledt en charmeoffensiv over for kulturlivet efter corona. Men hvad er snoreklip, samtaler og saloner værd, hvis der ikke bliver lyttet? Hvis kunst og kultur bare er noget, man soler sig i, men aldrig tager alvorligt? Kunsten og kulturen fortjener at blive taget alvorligt!
Opslaget opnår 380 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Nogle kommentarer siger tak til Stampe for at hun kæmper. Nogle mener ikke der skal bruges skattemidler på kunst og kultur. Endelig er der nogle som mener at Staten bruger for mange penge på kultur i København. Ingen kommentarer forholder sig til selve danseuddannelsen.
Idrætspolitik
Charlotte Broman Mølbæk fra SF skriver:
Stor sejr for E-sporten i dag🤩💪 Nu skal vi i gang med at give den rette støtte til E-sporten på Christiansborg. Mange tusinde børn og unge spiller hver dag, og vi skal hjælpe med at skabe de bedste rammer, når de spiller E-sport. Men vi skal også en gang for alle give E-sporten den anerkendelse, den fortjener👌 Det her har jeg arbejdet for i lang tid i tæt samarbejde med min gode kollega Stén Knuth fra venstre. Et stort flertal har nu stemt for arbejdet med en ny handlingsplan for esport. I det kommende arbejde skal fokuseres på anbefalinger til esportens potentialer ift. fx læring, inklusion, yderligere forankring i foreningslivet mv., men også anbefalinger til håndtering af esportens udfordringer ift. fx manglende fysisk udfoldelse og behovet for at skabe trygge rammer både for børn og forældre, i skoler, i fritidsinstitutioner herunder adressere problemer med hadfulde ytringer på nettet, at spillenes regler og vilkår bestemmes af store internationale virksomheder, manglende forældreinddragelse, ludomani, kontrakter de unge bliver tilbudt og problematikker omkring skinds og loot box mv. Der er mange ting, vi slet ikke forholder os til eller gør noget ved, hvilket virker helt hen i vejret så endelig kommer vi i gang💪
Opslaget opnår 330 reaktioner, heraf 70 kommentarer. Det er et opslag, som deler vandene. Nogle er glade, især Broman Mølbæks egen folketingegruppe! En del er kritiske til at børn og unge sidder stille ved en skærm og spiller. Broman Mølbæk svarer flittigt på de kritiske kommentarer.
Jan E. Jørgensen fra Venstre skriver:
Hvis den danske kulturminister tager til VM i Qatar, så bør ministeren synligt vise sin solidaritet med de forfulgte seksuelle minoriteter i landet. Det kunne være ved at troppe op på stadion i regnbuefarvet. Og ja – hvis jeg var kulturminister, ville jeg naturligvis gøre det samme.
Opslaget henviser til en artikel på DR: Politisk pres på Ane Halsboe: Rejs til VM i Qatar og lav en spektakulær happening.
Opslaget opnår 35 reaktioner, heraf 15 kommentarer. De fleste kommentarer ser opslaget som for useriøst. En enkelt skriver “Er vi ikke kommet væk fra de tider hvor manden bestemmer over kvinder og deres tøjvalg?”
Kunst og køn
Birgitte Bergman fra Konservative skriver:
Det er komplet galimatias. God kunst er ikke et kønsspørgsmål, og jeg har tiltro til, at branchen selv kan vurdere, hvad der er godt kunstværk. Men nej står det til kulturministeren skal landets museer til at indkøbe kunst på baggrund af kunstnerens køn. Lad mig understrege, at der findes mange dygtige kunstnere i Danmark af begge køn, men det må altid være kvalitet fremfor køn. Vi skal ikke have kvoter i kunstens verden. Iøvrigt er flertallet af direktører på museerne kvinder. Den diskussion havde vi på Kulturmødet Mors. Det har jeg iøvrigt også kritiseret ministeren for. »Det er en forfejlet måde at gå til kunsten på. Man skal vælges ud fra ens kompetencer og ikke ens køn«.
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf fire kommentarer.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. juni til 31. august 2022.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.