Velkommen til SVM

Ny regering. Ny kulturpolitik?

CulturCommentar:

Da regeringsgrundlaget blev offentliggjort, glædede det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Engel-Schmidt fra Moderaterne sig over aftalen og fremhævede 17 konkrete punkter, han var særligt glad for. Et enkelt af disse handlede om kulturpolitik, det kommende kulturpas.

Dagen efter blev samme Engel-Schmidt præsenteret som ny kulturminister. Ministeren har siden været omhyggelig med at nedtone forventningerne og hans egen viden om området. Ydmygheden er selvfølgelig klædelig.

Der er naturligvis god grund til at dissekere regeringsprogrammet for at se, hvad man vil. Især, når der er tale om en flertalsregering, som ikke vil kunne beklage sig over at ikke kunne tælle til 90.

Mange har glædet sig over at regeringsprogrammet er så omfattende på kulturområdet. Det er selvfølgelig langt mere omfattende end Forståelsespapiret, som netop ikke var et regeringsprogram. Til gengæld var kulturdelen i V-regeringens regeringsprogram i 2016 mere omfattende end SVM-programmets kulturdel.

I selve programmet træder enkelte punkter frem som særligt interessante:

• kulturpas til unge
• museumsreform
• streamingafgift

Kulturpas

Regeringen vil etablere et forsøg med kulturpas for de 45.000 unge uden uddannelse og arbejde. Det skal ske ud fra udenlandske erfaringer. Èn erfaring kan man dog ikke hente fra udlandet, idet de europæiske lande, som har forsøgt sig med kulturpas, har ladet det omfatte alle unge i en given aldersgruppe. Før man kan igangsætte forsøget, skal mindst fem spørgsmål afklares:
1) hvem skal det omfattes og hvordan foretages udvælgelsen/visiteringen?
2) hvad skal kulturpasset omfatte? Kun “levende kultur” eller også kulturprodukter som bøger og lp’er, eller hvad med digitale produkter? Er idræt omfattet af kulturpasset? Er festivaller? Er betaling for egendeltagelse, fx i kor eller amatørteater omfattet?
3) hvem skal administrere ordningen?
4) hvordan sikrer man sig mod misbrug, fx ved at produkter videresælges?
5) hvordan sikrer man at Kulturpasset ikke kommer i karambolage med sociale ydelser som fx kontanthjælp? Nogle kunne også mene, at man blot skulle sætte kontanthjælpen for unge op.

Museumsreform

Det lyder så dynamisk, når der i regeringsprogrammet står “Reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer”. Resultatlisten af dette bliver givet ganske kort. Regeringen skylder at nævne andre steder end museumsområdet, hvor man mener, at der er problemer.

Og tager man museumsområdet, nævner man ikke hvad problemet måtte være. Man kan selvfølgelig henvise til en årelang diskussion, som blandt andet handler om efterslæbet på Strukturreformen i 2007 og nedlæggelsen af amterne. Det problem, der kan identificeres, er balancen i statslig støtte til museer efter forskellige kategorier og geografier. Man kan mene, at nogle museer bør have mere i statslig støtte og andre mindre. Man kan også mene, at det skal være nemmere at opnå statsanerkendelse.

Så længe der ikke politisk formuleres en vison for fremtidens danske museumslandskab, forbliver reformarbejdet en teknokratisk forestilling.

Det er bare ikke blot manglen på politisk handlekraft, som har gjort det til en indtil nu uløselig hårdknude. Mange kan pege på nye tildelingskriterier, der sågar har været visionsudvalg til dette formål. Det er konsekvenserne, som bliver problemet. Som tidligere skrevet her: hvem vil i offfentligheden forsvare, at Ishøj kommunes 23.000 indbyggere skal overtage det årlige statslige driftstilskud på 32 millioner kr. til museet, en årlig merudgift på over 1.500 kr. for den enkelte skatteborger?

Diskussionen om reform handler om omfordeling. Det føles vigtigt for aktørerne. Men hvordan vil borgerne kunne mærke en museumsreform? Hvilken ny begejstring for danske museer kan man få ud af at flytte penge fra X til Y, – og måske 10-20 millioner ekstra til området som plaster på såret?

Hvad er visionen for en reform? Flere besøgende? Flere skoleklasser? Bedre magasiner og registrering? Bedre forskning? Ændret indsamlingsstrategi?

Så længe der ikke politisk formuleres en vison for fremtidens danske museumslandskab, forbliver reformarbejdet en teknokratisk forestilling.

Streamingafgift

Medieaftalen mellem Socialdemokratiet og de tidligere støttepartier medførte at der skulle etableres en streamingafgift på seks procent af streamingtjenesternes omsætning. Dette er i regeringsgrundlaget ændret til en ordning, hvor streamingtjenesterne i stedet kan investere i dansksproget indhold.

Det kræver nærmere afklaring at finde frem til, hvordan disse krav skal udmøntes. Er det ligegyldigt, hvilket dansksproget indhold, der bruges penge på? Er det kun sproget, der skal være dansk, eller må produktionen i øvrigt foregå hvor som helst?

Kulturen løser verdens kriser

Regeringsprogrammets mest vidtløftige element er nok nedsættelsen af et råd, som skal finde frem til, hvordan kunst og kultur kan løse alverdens problemer: klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen. Krigen i Ukraine er dog ikke på listen.

Umiddelbart ligner det mest et bidrag fra overskudslageret fra partiet Alternativet version 1.0. Man må forvente kloge og kendte ansigter, sammensat ud fra en korrekt køns- og minoritetsbalance, to års spændende studiekreds og efterfølgende en masse store ord men ingen konkrete handlinger.

Regeringsprogrammet indeholder altså klare udfordringer for SVM-regeringens kulturpolitik. Man skal dog huske, at det kun sjældent er regeringsprogrammer, en regering bliver dømt ud fra. Den afgående S-regering huskes måske mest for coronahåndteringen og eksekveringen af Radio24syv-lukningen. Den forudgående VLAK-regering huskes nok mest for omprioriteringsbidraget, de voldsomme sparekrav til DR og det bizarre forløb omkring lukningen af Radio24syv. Ingen af delene kunne direkte læses ud af regeringsprogrammet.

Det afgørende bliver derfor håndteringen af de situationer, som opstår. Her bør det selvfølgelig være en fordel for regeringen, at den har flertal på forhånd. Det kræver blot enighed i alle tre partigrupper.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør