Klimatosser på kunstmuseer

Hvordan gavner det klimasagen at ødelægge en van Gogh? Klimaaktivisterne på museerne hjælper ikke klimasagen.

Meningsmålinger siger entydigt, at der er stigende klimabevidsthed i befolkningen, både i Danmark og i det øvrige Europa. Der efterlyses også mere handling fra politisk side.

Det er også helt entydigt, det der efterlyses fra de forskellige europæiske aktionsgrupper, som gennemfører symbolske klimaaktioner, hvor de spærrer trafik, besætter skoler, angriber partikontorer – eller kunstværker på museer (Læs: Klimaaktivister på kunstmuseer).

Dette efterår er angrebene på kunstmuseer nærmest eksploderet. Typisk har aktivister sat sig fast i kunstværkernes rammer eller kastet suppe og grød på malerier beskyttet bag glas

Kunst har betydning

Klimaaktivisternes begrundelser for at stoppe trafik, synes indlysende. Såvel fly- som biltrafik er klimabelastende. Der er også en symbolsk logik i at overmale partikontorer. Men hvorfor kunst og kultur?

Begrundelser som at fossilindustrien også er sponsorer for kunst, virker søgte. Så kunne man så at sige angribe et hvilket som helst sted, for fossilindustrien er jo en del af hverdagslivet overalt.

Det er også helt umuligt at finde nogen dybere symbolik i, hvilke malere eller hvilke værker, der udvælges til aktionerne.

Man må tolke bølgen af aktioner på kunstmuseer, som et særpræget udtryk for at kunsten og dens institutioner faktisk har betydning. Pressen skriver om aktionerne og det er selve formålet.

Man kan glæde sig over, at selve kunstværkerne hidtil er ubeskadigede. For så vidt må man anerkende at det åbenlyst er en strategi fra aktivisterne, at værkerne i sig selv ikke skal beskadiges, kun glas og rammer. Risikoen for at det kan gå galt, er dog overhængende.

Museer beskytter sig

Museet Reiba Sofia i Madrid, som endnu ikke er blevet angrebet af aktivister, har etableret en ny sikkerhedspolitik, bl.a. med civile betjente, som skal spotte potentielle aktivister blandt publikum. Flere museer melder at man forbyder tasker og øger kontrollen ved indgangen.

Den gennemgående melding fra museer såvel i Danmark som i resten af Europa er, at man øger sikkerhedsniveauet.

Den italienske kulturminister Gennaro Sangiuliano har erklæret, at konsekvensen af klimaaktionerne kan blive, at samtlige malerier på italienske museer skal beskyttes med glas. Merudgifter for dette skal finansieres ved en højere entrè.

Så galt går det næppe, men man kan givetvis forvente øgede gener for publikum. Større afstande til kunstværker, flere indhegninger, øget overvågning, øget politibeskyttelse.

Målt i forhold til antallet museer er angrebene statistisk set få. Men de kan få stor betydning for museernes økonomi og muligheder for at formidle kunsten for publikum. De fleste af os vil gerne have åbne museer.

Politiet anholder aktivister, som også stilles for domstole og får bøder eller begrænsede ophold bag tremmer. Endnu har ingen foreslået højere straffe for angreb på kulturværdier. Det skal nok komme.

Den internationale museumssammenslutning, ICOM, forsøger at dæmpe gemytterne ved at udtale, at museer over hele verden er stærkt optaget af klimasagen og er enige i aktivisternes formål – bare slet ikke i metoderne. Det hjælper næppe.

Pas på, klimatosserne kommer

De fleste vil kunne forstå aktivisternes aktioner mod trafik. Klimasammenhængen er oplagt, selv om det store flertal stadig vil tage afstand fra aktionerne. Men museerne?

Her mister den radikale aktivisme simpelthen forbundsfæller og sympati. Ud over at blive nævnt i medier, hvad opnår man? Synliggør man relevante problemer? Hjælper man museumsgæsterne eller de ansatte til nye erkendelser? Skal museumsgæster til at føle skam?

Vil aktivisterne selv føle skam, hvis en af aktionerne går galt og et værk faktisk ødelægges? Hvis de ønsker at bevare Jorden, hvorfor ødelægge en van Gogh?

Klimatosserne på kunstmuseerne får svært ved at skabe forståelse og det bliver umuligt at skabe alliancer. De fremmer ikke klimasagen. Tværtimod, vil nogle se klimasagen, som destruktiv i sig selv.

Forhåbentlig finder klimaaktivisterne snart ud af, at dette ikke er vejen til at redde kloden. Gerne før museerne presses til fejlinvesteringer i sikkerhed. Og det bliver fejlinvesteringer, for som man kan se, kan aktivisterne også finde skulpturer i de frie byrum. Og sådan kan tosserierne fortsætte med at terrorisere dele af kunstverden. Til ingen verdens nytte. Slet ikke klimaet.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør