Kulturredegørelse: samling om kulturen

Desto mere vi taler om kultur som erhverv, jo mindre taler vi om kunsten.

Mange har sagt, at nu, efter 25 års ventetid, kom den kulturpolitiske redegørelse endelig. Men hvis der var så mange, som havde ventet, hvorfor har de så ikke udtrykt ønsket? Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at SVM-regeringen vælger at udarbejde en redegørelse. Men på mange måder fortæller indholdet også, hvorfor der næppe er så mange, der har ventet.

Den kulturpolitiske redegørelse fra 2023 har mest karakter af en statusrapport. Kulturministeren har ligefrem gjort en dyd ud af at sige, at det vigtigste er konstateringen af at kultursektoren har stor økonomisk betydning i det danske samfund.

Tidligere redegørelser, senest SR-regeringens fra 1997, har været langt mere værdibaserede og også i højere grad peget på, hvilken udvikling man ønsker.

Samling om kulturen

Der er i høj grad tale om en redegørelse, som i stedet for at pege nye veje, forsøger at samle om kulturen. Det store fokus på kulturerhvervenes samlede omsætning er givetvis et godt træk i bestræbelsen på at samle. Hertil bekræftes regeringen blot af, at der kommer kritiske kommentarer fra højre side i folketingssalen.

Der er i høj grad tale om en redegørelse, som i stedet for at pege nye veje, forsøger at samle om kulturen.

I kulturbranchen kan man naturligvis ranke ryggen, når politikere med stolthed i stemmen omtaler branchens økonomiske betydning. Samtidig skal man dog være opmærksom på, at der dermed nemt sker en forskydning i den politiske interesse. Fra kunsten som sådan til den samlede økonomiske omsætning for branchen.

Det ses fx når kulturpolitikere begrunder behovet for fokus på e-sport i netop dette felts stigende økonomiske betydning og i samme mundfuld forsøger at argumentere for at styrke amatørkunst. Hov, der mangler et økonomisk argument.

Drillende kan man så endda hævde, at hvis man ønsker at styrke såvel gaming som e-sport, er det endda kontraproduktivt at foreslå mindre skærmtid i skolerne!

Statens Kunstfond giver overskud

Redegørelsens store tal for kulturens omsætning fik under folketingsdebatten ligefrem en af regeringspartiernes ordførere til at påstå, at Statens Kunstfond giver overskud. Der er intet at sige til, at Dansk Folkepartis ordfører her blev mundlam. Her er vist tale om en total sammenblanding af begreber som omsætning og overskud. Foruden at der intet er i redegørelsen som dokumenterer, at man kan sammenkæde de offentlige bevillinger til kunst med de branchestatistikker, som fremhæves.

Et eksempel på en sådan manglende sammenhæng kan nemt påvises, hvis man ser på netop spil- og gamingbranchen. Den omsatte for 3,2 milliarder kr. i 2020, hvilket er en fordobling i forhold til de forudgående år. Økonomisk set er det selvfølgelig godt, men det har så absolut intet at gøre med de små offentlige tilskud til denne branche.

Et håb med redegørelsen er, at dette fokus på det økonomiske kan dæmpe den rindalistiske kritik af kunststøtten. Men det er naivt. Kritikere af den offentlige kunststøtte kan godt gennemskue, at Det Kongelige Teater ikke giver overskud og at provokerende kunstværker ikke giver overskud på betalingsbalancen.

Den neutrale kultur

Den store glæde mange udtrykker for redegørelsens mange tal, burde få kulturministeren til at overveje at genoptage traditionen med udgivelsen af den årlige “Kulturens penge”, som udkom indtil for 20 år siden. Den var for så vidt også et fint supplement til den mere værdibaserede kulturpolitiske redegørelse for 25 år siden.

Den kulturpolitiske redegørelse leverer netop det, mange har ønsket med det kommende Kulturens Analyseinstitut: en økonomisk begrundelse for kunsten. Samtidig er redegørelsen med til at gøre den kulturpolitiske debat teknokratisk.

Det gennemgående argument for reformer er, at nuværende lovgivning er uforståelig fordi den er gammel. Men intet om prioriteringer, intet om hvad publikum skal kunne mærke, intet om, hvordan man sikrer kunstnere bedre og mere stabil økonomi, intet om forholdet til omverden og ingen ambitioner om at få flere til at ytre sig kunstnerisk.

På sin vis forekommer redegørelsen som den sidste rest af Richard Floridas argumentation for betydningen af den kreative klasse.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør